Med finanskrise og betalingsvanskeligheder for dele af
erhvervslivet er der al mulig grund til at repetere nogle
principper i forældelsesloven:
Hvor der tidligere gjaldt en generel forældelsesfrist på typisk 5
år (i sjældnere tilfælde 20 år) gælder der nu en forældelsesfrist
på kun 3 år. Dermed stiger risikoen for, at et tilgodehavende
forældes, hvis ikke firmaernes rutiner er indrettet således, at man
følger op på tilgodehavender og - om nødvendigt - sætter en
inddrivelsesprocedure i gang.
Undtaget fra 3-års reglen er lønkrav, udlån, indlån og krav på
løbende ydelser, hvor forældelsesfrister på hhv. 5 år, 10 år og 20
år kan være gældende.
Også forholdet mellem fænomenerne forældelse og passivitet
fortjener et par ord med på vejen: Passivitetsvirkning (med det
resultat, at en fordring fortabes) kan indtræde efter typisk 1½ - 2
år, vel at mærke hvis en indehaver af en eller anden form for
fordring er bekendt med, at en sådan muligt eksisterer, uden at
gøre en skyldner opmærksom herpå. Er en skyldner gjort bekendt med
eller på anden måde vidende om en fordring, er det typisk kun
forældelsesreglerne, der har betydning for fortabelse af
fordringen.
Udover at den nye forældelseslov stiller krav til erhvervslivets
rutiner for at undgå 3 års forældelse, finder jeg også anledning
til at knytte et par kommentarer til overgangsreglerne for
fordringer opstået før den nye lov og til måden, hvorpå man kan
afbryde forældelsens forløb - f. eks. hvor der er tvist om,
hvorvidt en fordring overhovedet består. Med kun 3-årig forældelse
er denne problematik blevet langt mere nærværende end hidtil.
Man kan "oversat" forklare de komplicerede overgangsregler
således:
A. Fordring opstået og forældet før 1. januar 2008: Den gamle 5-års
regel gælder.
B. Do opstået 1/1-06 el. eft. forældes efter 1. januar
2011: Den nye lovs 3-års regel gælder.
C. Fordring forældes efter gamle regler efter
1/1-2011: Forældelse indtræder 1. januar 2011.
D. Fordring forældes efter gamle regler inden 1/1-2011:
Man udregner forældelsestidspunkt efter de gamle og de nye
regler og vælger det seneste af de 2 tidspunkter - dog aldrig
senere end 1. januar 2011.
Hvor der f. eks. er tvist om en fordring, eller man af anden grund
ikke har fået fastslået dens eksistens, inden forældelse nærmer sig
efter de nye korte frister, er måden at afbryde forældelsen på at
anlægge retssag med krav om betaling for at få fordringens
eksistens og størrelse fastslået. Det kaldes et
fuldbyrdelsessøgsmål og er nødvendigt, hvis man ikke kan
få f. eks. et frivilligt forlig, som advokaten kan medvirke
til.
Der kan imidlertid være situationer, hvor man ikke kan eller ikke
vil opgøre et krav (f. eks. procesbesparende grunde). I så fald kan
man anlægge et anerkendelsessøgsmål, hvorved kun
grundlaget for et krav fastslåes, mens størrelsen udskydes til
senere afgørelse. Er det grundlaget for et krav (f. eks. et
erstatningskrav) der bestrides, kan det jo tænkes, at man lettere
kan blive enige om kravets størrelse bagefter. Den nye lovs § 21
bestemmer (som noget nyt) i et sådant tilfælde, at forældelsen
afbrydes, hvis man - efter anerkendelsesdom for kravet - inden 1 år
anlægger sag for eller opnår erkendelse for kravets
størrelse.