Faglig Voldgift af 11. marts
2010 fastslår lønstigning på 4 kr.
En arbejdsgiverorganisation og en
fagforening var uenige om, hvorledes en overenskomst mellem dem
skulle fortolkes mht. til en lønforhøjelse/lønstigning på 4 kr.
Arbejdsgiverforeningen mente, at der var tale om en
minimallønsoverenskomst, hvorfor arbejdsgiverforeningen var af den
opfattelse, at der ikke var pligt til at forhøje lønnen for
medarbejdere der i forvejen fik mere end mindstelønnen.
Fagforeningen var uenig, selvom de anerkendte, at der var tale om
en minimallønsoverenskomst. Fagforeningen fandt, at der mellem
overenskomstparterne var en tradition for, at lønstigninger også
kom de bedre lønnede medarbejdere til gode. Da
arbejdsgiverorganisationen og fagforeningen ikke kunne blive enige,
om fortolkningstvisten, endte sagen i Faglig Voldgift.
Den Faglige Voldgift gav fagforeningen
medhold. Opmanden udtalte, at udgangspunktet for aftalte stigninger
i timelønnen under en minimallønsoverenskomst, er at der kan ske
modregning i det personlige tillæg, så længe den personlige løn
overstiger den overenskomstmæssigt aftalte sats. Opmanden fandt dog
også, at der pga. overenskomstparternes tradition, og at der i
2009-2012-overenskomstaftalen ikke var en modregningsbestemmelse,
kunne der ikke ske modregning i den overenskomstbestemte
lønstigning på 4 kr. pr. time.
Konsekvensen af afgørelsen fra Faglig
Voldgift er, at fortolkningstvivlen er ryddet af vejen, og at
Arbejdsgiverforeningens er forpligtet til at betale lønstigningen
på 4 kr. pr. time pr. 1. marts 2011, uanset den enkelte
medarbejders lønniveau.
Arbejdsrettens dom af 7. januar
2011
Efter Den Faglige Voldgift var afsagt
indgav fagforeningen sagen for arbejdsretten, idet fagforeningen
mente, at arbejdsgiverorganisationen havde pådraget sig et
organisationsansvar, som følge af fortolkningstvisten i Faglig
Voldgift.
Arbejdsretten fastslog, at
fortolkningstvisten mellem parterne ikke kunne medføre et
organisationsansvar for Arbejdsgiverforeningen. Arbejdsretten mente
ikke, at der var noget at bebrejde Arbejdsgiverforeningen for dens
rådgivning, da der var tvivl om, hvordan overenskomsten skulle
fortolkes. Uanset at der i 2007-overenskomsten havde været en
udtrykkelig bestemmelse om modregningsadgang, kan forløbet under
overenskomstforhandlingerne i 2009 have givet grundlag for rimelig
tvivl om forståelsen af overenskomsten for 2009-2012. Arbejdsretten
fandt, at der var undskyldelige omstændigheder ved
overenskomstbruddet, hvorfor Arbejdsgiverforeningen blev frifundet
for organisationsansvar for denne del.
Derimod fandt Arbejdsretten, at
Arbejdsgiverforeningen havde pådraget sig et organisationsansvar
ved i en medlemsorientering at have oplyst medlemmerne om, at den
faglige voldgiftskendelse var forkert, og kommet med forslag til,
hvordan arbejdsgiverne kunne undgå at betale lønforhøjelserne på de
4 kr. Arbejdsretten fastslog, at medlemsorienteringen fremstod som
et forsøg på at omgå voldgiftskendelsen og idømte derfor en bod på
50.000 kr.
Ud fra Arbejdsrettens dom kan det
konkluderes, at overenskomstbrud ikke pr. automatik udløser et
bodsansvar, hvis der er en rimelig tvivl, om fortolkningen af
overenskomsten, men arbejdsmarkedets parter, skal respektere den
faglige voldgifts kendelse, og en arbejdsgiverorganisation og
lønmodtagerorganisation kan pålægges en bod for sin efterfølgende
ageren.