Sagens baggrund:
Siden den 1/7 2007 gælder - som i de øvrige europæiske
medlemslande - også i Danmark Bruxelles I-forordningen, som
regulerer værnetinget i civil- og handelssager. Ved
grænseoverskridende retsstridigheder gælder grundreglen om, at
retssag mod personer/firmaer bosiddende i et medlemslands
statsområde skal anlægges ved Retten i dette land (hjemstedets
værneting).
Ved siden af findes bl.a. også opfyldelsesstedets værneting, som
kan forekomme ved stridigheder, der vedrører en kontrakt: Som følge
deraf er domstolen på det sted, hvor den af kontrakten udspringende
forpligtelse blev opfyldt eller skulle have været opfyldt, rette
værneting.
Så snart det dog drejer sig om stridigheder hidrørende fra
kontrakter mellem erhvervsdrivende og forbrugere,
griber særlige værnetingsregler ind, som skal garantere en vis
forbrugerbeskyttelse, og som ikke uden videre fravigelige er:
Grundtanken ligger deri, at det kun under besværlige betingelser er
muligt for en forbruger, der f.eks. via internettet har indgået
aftaler med en erhvervsdrivende i det europæiske udland, at bryde
kontrakten ved anlæggelse af sag i den erhvervsdrivendes hjemland.
Derfor fastsætter Bruxelles I-forordningen bl.a., at en forbruger
kan anlægge sag i sit eget hjemland (og også kun der kan
indstævnes), hvis den i det europæiske udland bosiddende
erhvervsdrivende "udfører" sin virksomhed i det medlemsland, hvor
forbrugeren bor.
EU-Domstolens afsigelse:
EU-domstolen har nu i en præjudiciel sag taget stilling til to
østrigske sager om, hvornår en sådan "udførsel" af en
erhvervsdrivendes virksomhed i andre medlemslande kan foreligge
(sagsnr. C-585/08 og C-144/09).
I begge tilfælde anvender forbrugere internettet for at indgå
aftaler med erhvervsdrivende bosiddende i udlandet via deres
tilstedeværelse på internettet. Henholdsvis aftalerne og
afviklingen heraf gav i begge tilfælde anledning til
retsstridigheder, hvilket medførte anlæggelse af sager i Østrig. I
begge sager gjorde sagsøgte gældende, at de østrigske domstole ikke
var rette værneting. For vurderingen af spørgsmålet om værneting er
nu afgørende, hvorvidt den erhvervsdrivende i begge tilfælde har
udført sin erhvervsmæssige virksomhed i det medlemsland, hvor den
involverede forbruger bor.
EU-domstolen fastslår i første omgang, at udbydelsen af
tjenesteydelser/varer på en hjemmeside, der er tilgængelig i andre
medlemslande, ikke alene er tilstrækkeligt, for at man kan tale om
en udførsel af virksomheden i andre medlemslande. Anvendelsen af de
forbrugerbeskyttelsesregler i Bruxelles I-forordningen, der
vedrører værneting, forudsætter snarere, at den erhvervsdrivende
har udtrykt sin vilje til at ville etablere forretningsforbindelser
til forbrugere i andre medlemslande. Som indikator herpå tjener
bl.a. markedsføringsinstrumenter på internettet, der gør det
lettere for udenlandske kunder at finde hjemmesiden via
søgetjenester, virksomhedens internationale karakter (f.eks.
rejsebranche), angivelsen af internationale telefonnumre på
hjemmesiden, oversættelse af hjemmesiden til andre sprog,
anvendelsen af andre medlemslandes topdomæner (.dk, .de, .it osv.)
eller anvendelse af "neutrale" topdomæner (.com, .info, .eu usw.),
muligheden for at få vist hjemmesiden med prisangivelse i anden
valuta, referencer og henvisninger til den erhvervsdrivendes
internationale kundekreds og andre lignende egnede indikationer.
Vurderingen af det konkrete enkelttilfælde påhviler de nationale
domstole under iagttagelse af de grundsætninger, EU-domstolen har
opstillet.
Konklusion:
For erhvervsdrivende indeholder EU-domstolens
begrundelse nogle henvisninger til, hvordan man skal udforme
sin hjemmeside, hvis man gerne vil undgå den skildrede problematik.
I sin tendens skal man sørge for i international sammenhæng kun at
tilpasse sit internettilbud til de kundegrupper og lande, man rent
faktisk ønsker aktivt at drive handel med. En for bred
spredning kan forøge procesrisikoen i
udlandet betragteligt.