Højesteret har den 17. februar 2011 for første gang taget
stilling til grænserne for denne bestemmelses anvendelsesområde.
Sagen vedrørte en lønmodtager, der som følge af sit barns psykiske
lidelser havde et betydeligt fravær. I den konkrete sag led
lønmodtagerens barn af OCD, dvs. tvangstanker og udførelsen af
tvangsmæssige handlinger, og indgik i et psykiatrisk
behandlingsforløb.
Efter at have accepteret fraværet i større og mindre grad i en
periode på 4-6 måneder opsagde arbejdsgiveren lønmodtageren, efter
fra denne at have modtaget orientering om, at fraværet ville blive
forlænget i mindst 2 måneder. Samtidig meddelte arbejdsgiveren, at
lønmodtageren skulle møde på arbejde i sin opsigelsesperiode.
Lønmodtageren nægtede dette og blev herefter bortvist på grund af
manglende fremmøde.
Højesteret fastslog, at bortvisningen ikke var uberettiget som
følge af Sygepasningsorlovslovens § 1, nr.1. Højesteret henviste
til bestemmelsens forarbejder, der som eksempler på tilfælde, hvor
loven kunne finde anvendelse, omtalte trafikulykker, tilskadekomst
på skoler eller daginstitutioner, samt akut opstået sygdom hos et
nærtstående familiemedlem. Derudover nævnte forarbejderne, at
fraværet normalt ville være af kort varighed.
Lønmodtagerens barns psykiske lidelse fandtes ikke at være af en
så akut karakter, at der var ret til fravær. Højesteret henviste
til, at fraværet som følge af lidelsen havde stået på i flere
måneder. Bortvisningen var derfor ikke uberettiget af denne
grund.
Højesteret har med dommen fastslået, at bestemmelsen om ret til
fravær i Sygepasningsorlovslovens § 1 nr. 1 har et snævert
anvendelsesområde såvel i saglig som i tidsmæssig henseende. Retten
til fravær eksisterer kun i alvorlige, akutte situationer, og kun
så længe som det rimeligvis må tage lønmodtageren at tage andre
forholdsregler i forhold til den opståede situation.
For spørgsmål om dommen kan henvendelse rettes til advokat
Mikael Hedager Würtz, Esbjerg, på 88 91 89 56 eller mhw@dahllaw.dk.