1. DEN RELEVANTE LOVGIVNING
Efter årsregnskabslovens § 21, stk. 1, skal virksomheden
redegøre for de indregningsmetoder og målegrundlag
(værdiansættelse), der er anvendt for posterne i alle årsrapportens
bestanddele.
Værdiansættelsen påvirkes selvsagt af, om der er tale om en
virksomhed under fortsat drift, eller der er tale om en virksomhed,
der står umiddelbart foran sit ophør, eller som allerede er
ophørt.
En betingelse for, at der kan afsiges konkursdekret over en
virksomhed, er, at virksomheden iht. konkurslovens (kl.) § 17 er
insolvent. Heri ligger, at virksomheden ikke er i stand til at
betale sine forpligtelser efterhånden som disse forfalder. Det er
den absolutte hovedregel, at der ikke er drift i virksomheder under
konkurs, bortset fra afviklingsdrift, herunder med realisation af
virksomhedens aktiver iht. kl. § 110, stk. 1. Efter denne
bestemmelse skal kurator ved udførelsen af sit hverv varetage boets
interesser og herunder sikre boets aktiver og foretage de fornødne
skridt til værn mod uberettigede dispositioner over aktiverne samt
repræsentere boet i enhver henseende. Kurator skal fremme boets
behandling mest muligt. Kurator kan for boets regning antage
fornøden sagkyndig bistand.
At kurator ved udøvelsen af sit hverv skal varetage boets
interesser indebærer blandt andet, at kurator skal søge at sælge
samtlige boets aktiver til højest mulig pris og så vidt mulig mod
kontant betaling. Virksomheder under konkurs vil derfor ikke kunne
værdiansættes som virksomheder under drift. Det betyder, at der alt
andet lige i forbindelse med afsigelse af konkursdekret (burde
givetvis være sket på et betydeligt tidligere tidspunkt)
konstateres betydelige nedskrivninger. Dette forhold er generelt
beskrevet i årsregnskabslovens § 58, stk. 1. Bestemmelsen fastslår,
at op- eller nedskriver virksomheden aktiver, som ikke løbende
reguleres af dagsværdi, jf. §§ 37 og 38, skal følgende oplyses:
1) for anlægsaktiver, forskellen mellem de enkelte opskrevne
posters værdi og den værdi, som posten ville have haft, hvis
opskrivning ikke havde været foretaget (denne situation omkring
opskrivning vil ikke forekomme i konkurssituationen),
2) årets tilbageførsler af op- og nedskrivninger på
omsætningsaktiver,
3) årets nedskrivninger af omsætningsaktiver, som overstiger
normale nedskrivninger.
Det praktiske spørgsmål i konkurssituationen er, hvordan
nedskrivningerne foretages, og hvem der er ansvarlig for at
nedskrivningerne er korrekte.
Efter kl. § 125, stk. 1, skal kurator inden 3 uger efter
konkursdekretets afsigelse sende en oversigt over boets aktiver og
passiver til skifteretten og til virksomhedens kreditorer. Denne
oversigt skal udbygges til en statusoversigt, der skal sendes til
skifteretten og skyldnerens kreditorer senest 4 måneder efter
konkursdekretets afsigelse, jf. kl. § 125, stk. 2. Ingen af
bestemmelserne giver anvisninger på værdiansættelsen.
2. VURDERING
Ofte vil kurator i umiddelbar tilknytning til afsigelse af
konkursdekret foranledige, at en vurde-ringsmand eller et
vurderingsfirma forestår vurderingen af virksomhedens aktiver.
Værdiansættelsen vil ofte ske under to forudsætninger. For det
første på baggrund af at salget sker over en nærmere fastlagt
periode med henblik på indhentelse af købstilbud fra køberemner,
der specifikt er interesseret i virksomhedens aktiver eller en del
af disse (kontrolleret afvikling). For det andet ved en her og nu
realisation, der i praksis ofte vil blive gennemført ved afholdelse
af en tvangsauktion inden for en tidshorisont på ganske få
uger/måneder efter konkursdekretets afsigelse (auktionsvurdering).
Alt andet lige vil auktionsvurderingen udvise den laveste
værdiansættelse. En nominel mindre auktionsvurdering vil imidlertid
kunne være gunstigere for den fallerede virksomheds kreditorer. Det
sker i de situationer, hvor der vil være betydelige omkostninger
ved at opbe-vare et varelager eller evt. driftsinventar og
driftsmateriel i længere tid, nemlig i de situationer, hvor der
skal ske betryggende opbevaring heraf, og hvor der skal betales en
betydelig husleje eller lagerleje indtil det kontrollerede salg
gennemføres måske 6, 9 eller 12 måneder efter konkursdekretets
afsigelse. Merværdiansættelsen ved kontrolleret salg eller
målrettet salg vil derfor ofte kunne udhules af merprisen ved denne
realisationsform i forhold til auktionsprisen.
Hvor der gennemføres et salg af konkursboets aktiver på en
annonceret auktion, ofte såvel målrettet potentielle købere ved
annoncering i fagblade som ved direct mail, vil udbud og
efterspørgsel være de faktorer, der fastlægger værdiansættelsen,
uanset og i princippet uden hensyntagen til den værdiansættelse der
forinden er sket via et fagkyndigt vurderingsfirma. Den forudgående
regnskabsmæssig værdiansættelse er i denne situation i enhver
henseende uden betydning.
3. DIREKTE SALG - INDIVIDUELLE SALGSFORHANDLINGER
Ofte får kurator mange henvendelser fra potentielle købere,
umiddelbart efter at konkursdekret er afsagt. I disse situationer
kan kurator være interesseret i og har muligvis endog pligt til at
indlede forhandlinger med disse potentielle købere - i hvert fald
hvis det uden videre kan fastlægges, at der er tale om potentielle
købere, der udviser en reel interesse, og også besidder en
tilstrækkelig betalingsevne. De foretagne vurderinger vil ofte være
kurators pejlemærke, og uden at der er lovfæstede regler herom, er
situationen den, at kurator ikke vil være berettiget til at sælge
konkursboets aktiver til priser, der ligger under vurderingsprisen,
medmindre der er indhentet en flerhed af tilbud. Det ses desværre
ofte, at vurderinger i konkurssituationen er foretaget for
optimistisk. Det kan der være flere årsager til. Enten fordi
vurderingsmændene ofte tillige forestår tvangsauktioner og derfor
ved vurderingen vil positionere sig for tillige at få opgaven som
auktionsholder, eller årsagen kan være, at de pågældende
vurderingsfolk ikke på det specifikke område besidder den
nødvendige kompetence med kendskab til det relevante marked og
derfor i for stor udstrækning tager afsæt i, hvad aktiverne burde
kunne sælges til, og ikke hvad efterspørgslen i forhold til
udbuddet berettiger til. Det er derfor mere hovedreglen end
undtagelsen, at den faktiske pris ligger under vurderingsprisen.
Samtidig må det konstateres, at vurderinger ofte kan være
fejlbehæftede, bl.a. som følge af den sagkyndige vurderingsmands
manglende tilstrækkelige eksakte viden om de aktiver, der vurderes
. Dog ses adskillige eksempler på, at det lykkes for den
forhandlingstrænede kurator at sælge boets aktiver eller en del af
disse til højere priser end vurderingspriser. Uanset kurators
forhandlingsdygtighed er det dog en forudsætning, at der er et
marked for de pågældende aktiver, og det er netop det store
problem, når vi befinder os i en længerevarende økonomisk krise,
som tilfældet er nu. Efterspørgslen er simpelthen for lille i
forhold til udbuddet.
4. SALG TIL "SKYLDNEREN"
Ikke mindst indførelsen af virksomhedspant pr. 1. januar 2006 er
resulteret i, at insolvente virksomheder ikke forsøges
rekonstrueret, selvom virksomhederne efter en tilpasning muligvis
er levedygtig. Det hænger sammen med, at en rekonstruktion alt
andet lige vil påføre virksomheden og dermed dennes kreditorer
omkostninger. Når en virksomhed har afgivet udtømmende
virksomhedspant, vil dette være ensbetydende med, at der
tilnærmelsesvis ikke vil være friaktiver i virksomheden.
Gennemførelse af en rekonstruktion vil derfor forudsætte, at
virksomhedspanthaveren i realiteten vil skulle afstå en del af
pantets værdi til skyldnerens simple kreditorer. Sådanne
situationer forekommer ikke ofte. Det hænger sammen med, at
virksomhedspanthaveren, som oftest identisk med virksomhedens
pengeinstitut, ofte ser en fordel i, at virksomheden tages under
konkursbehandling, med henblik på at der i umiddelbar tilknytning
til afsigelse af konkursdekretet sker overdragelse af virksomhedens
hovedaktiviteter til et nystiftet selskab. I dette nystiftede
selskab vil ejerkredsen eller en del af ejerkredsen ofte være
identisk med ejerkredsen bag det fallerede selskab, evt. med
supplerende kapitalindsprøjtning fra ny investor. Denne
fremgangsmåde vil som regel være mindre omkostningstung for
virksomhedspanthaveren i forhold til at gennemføre en
virksomhedsoverdragelse via rekonstruktionsreglerne. I disse
konkurs-rekonstruktionstilfælde vil der ofte ske overdragelse af
den fallerede virksomheds aktiver til priser, der ligger over
vurderingerne, herunder også vurderingen baseret på kontrolleret
salg. Virksomhedspanthaverens interesse i i nyt regi at finansiere
en højere købesum end vurderingsprisen hænger sammen med, at
virksomhedspanthaveren derved konstaterer et mindre tab på
engagementet, i hvert fald hvis det viser sig, at den nye
virksomhed overlever og derved bliver i stand til at betale de
forpligtelser, som den nye virksomhed overtager i forhold til
virksomhedspanthaveren, der får den nyetablerede virksomhed som
pantsætter iht. et nystiftet virksomhedspant eller fordringspant.
Den højere værdiansættelse af virksomhedens aktiver resulterer
imidlertid ikke i en højere dividende til simple kreditorer.
Merværdien tilgår alene virksomhedspanthaveren. Dividenden til
simple kreditorer vil også i denne situation være nul.
5. VÆRDIANSÆTTELSEN IRRELEVANT
Med indførelsen af regler om virksomhedspant kan man måske påstå,
at det stort set er ligegyldigt, hvilken værdiansættelse der
foretages af virksomhedens aktiver, idet disse sort set alle vil
være virksomheds- eller fordringspantsatte, ud over de
pantsætninger man også tidligere konstaterede, nemlig i form af
pant i fast ejendom og løsørepant. Før 1. januar 2006 var
virksomheders varelagre og ofte tillige debitorbeholdninger ikke
pantsatte. For varelagerets vedkommende var dette tidligere ikke
muligt, medmindre der i særegne situationer kunne foretages
nøglepant. Før 1. januar 2006 opereredes derfor med friaktiver, der
efter afholdelse af omkostninger til afvikling af konkursboet blev
udloddet til kreditorerne i konkursordenen, hvilket ofte
resulterede i en (beskeden) dividende til simple kreditorer. Når
der også efter tidligere ret normalt alene blev udbetalt en
beskeden dividende til simple kreditorer, hænger dette sammen med,
at dividende til simple kreditorer forudsætter, at
fortrinsberettigede krav er betalt, herunder lønmodtagerkrav. De
senere års generelle vilkårsforbedringer for ansatte på
arbejdsmarkedet, både via lovgivning og via overenskomster, har
været medvirkende til, at der i konkursboer konstateres større
lønmodtagerforpligtelser end tilfældet var for 20-30 år siden.
Alligevel var retsstillingen før 1. januar 2006 den, at en rigtig
gunstig realisation af et konkursbos friaktiver ville resultere i
enten fuld eller tilnærmelsesvis fuld dækning af
lønmodtagerforpligtelser og muligvis endog dividende til simple
kreditorer. Sådan er situationen ikke længere. En merpris på de nu
pantsatte aktiver vil blot resultere i, at virksom-hedspanthaveren
konstaterer et mindre tab på konkursen, end tilfældet ville være
for virksom-hedspanthaveren, hvis denne ikke havde mulighed for at
få virksomhedspant. Med andre ord er reglerne om virksomheds- og
fordringspant og rekonstruktion resulteret i, at såvel simple som
lønprivilegerede kreditorer er blevet tabere.
Virksomhedspanthavernes forbedrede retsstilling er sket på
bekostning af disse kreditorer. Om dette så vil være tilstrækkeligt
til, at alle endnu ikke fallerede banker vil overleve, er så et
åbent spørgsmål, som, jeg gætter, bør besvares benægtende.