Sekundær navigation

Har du lidt tab i forbindelse med en konkurs?

Du kan få skattefradrag for tabet, hvis du har lidt tab i forbindelse med en konkurs.

Er du en af de uheldige personer, der har tabt penge på garantibeviser eller garantibevisindskud i sparekasser, eller er du en af de uheldige Cimber Sterling kunder, der har betalt for flybilletter du aldrig får glæde af, og er drømmeferien tabt?


Så kan du måske få et lille plaster på såret. Der er mulighed for at få skattefradrag for det tab du har lidt. For at få skattefradrag skal følgende betingelser være opfyldt:

 

  • Du skal være en fysisk person
  • Tabet skal udgøre mindst 2.000 kr.*.
  • Tabet skal være realiseret - dvs. at konkursbehandlingen skal være afsluttet og tabet dermed endeligt. Tilkendegiver kurator i konkursboet, forinden konkursbehandlingen er afsluttet, at der ikke bliver dækning til det anmeldte krav, kan tabet allerede på dette tidspunkt selvangives.
  • Fordringen/garantibeviset skal være erhvervet den 27. januar 2010 eller senere
  • Tabet må ikke hidrøre fra nærstående - forældre, bedsteforældre samt børn, stedbørn, adoptivbørn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer - eller fra selskaber hvori du anses for hovedaktionær.


Opfylder du betingelserne ovenfor, er du berettiget til skattefradrag for dit tab. I det år tabet er realiseret, skal du selvangive det samlede beløb du har tabt i rubrik 39 på selvangivelsen. Husk at anføre beløbet med et minus (-).


Dit tab på en konkursfordring behandles skattemæssigt som kapitalindkomst. Det vil sige, at det tab du selvangiver, alene har en skatteværdi på cirka 32%. Det betyder, at for hver 100 kr. du selvangiver som tab, vil du få cirka 32 kr. udbetalt.


Ovenstående tager udgangspunkt i eksempler vedrørende tab på garantibeviser i sparekasser og tab på flybilletter fra Cimber Sterling. Reglerne gælder dog for alle tab på fordringer, som du som privatperson måtte lide, uanset om det er i konkurs eller ej. Tabet skal naturligvis kunne dokumenteres på behørig vis.


Umiddelbart er muligheden for privatpersoners skattefradrag for tab på fordringer ganske tiltalende, men i praksis er reglernes anvendelse af begrænset betydning, idet meget få personer i et indkomstår realiserer tab på fordringer på over 2.000 kr.

 

Selskaber


For selskaber gælder, at alle gevinster og tab på fordringer medregnes til den skattepligtige indkomst. Der gælder ikke for selskaber nogen mindstegrænse for tabets størrelse. Tabet skal være realiseret, før det kan fradrages.


Tab på fordringer kan dog ikke fradrages såfremt tabet hidrører fra:

 

  • Koncernforbundet** selskab,
  • Sambeskattede selskaber (national sambeskatning), eller
  • Selskaber med hvilke selskabet vil kunne sambeskattes (international sambeskatning)


Idet der ikke for selskaber gælder en bagatelgrænse for, hvornår tab på fordringer kan fradrages skattemæs-sigt, er reglernes anvendelse i praksis særdeles relevant, specielt i et marked præget af lavkonjunktur hvor mange selskaber lider tab.


*)  Bagatelgrænsen på kr. 2.000 er et nettobeløb der beregnes på årsbasis. Ved beregning af bagatelgrænsen indgår følgende: netto gevinst/-tab på fordringer + netto gevinst/-tab på gæld i fremmed valuta + gevinst og tab på investeringsforeningsbeviser i udloddende obligationsbaserede investeringsforeninger. Overstiger tabet kr. 2.000 har du fradrag for det fulde beløb.


**)  Ved koncernforbundne selskaber forstås selskaber, foreninger og fonde der direkte eller indirekte ejer mere end 50% af kapitalen i selskabet eller råder over mere end 50% af stemmerne.

Bund navigation

Dahl Advokatfirma