Nyt om erstatnings-
& forsikringsret
Udgiver:
DAHL Advokatfirma
Juni 2011 - Årgang 10 nr. 23
FORORD
Offentlig myndigheds erstatningsansvar
I dette nyhedsbrev skal særligt fremhæves Vestre Landsrets dom
af 26. maj 2011, omtalt på side 11.
Her blev en kommune frifundet for erstatningsansvar i
forbindelse med en drukneulykke, som indtraf under en
fritidsordnings udflugt til en lokal svømmehal. Landsretten
frifandt bl.a. med henvisning til, at der ikke var anledning til at
udtale kritik af pædagogernes adfærd.
Dommen viser, at der stilles betydelige krav til den grad af
culpa, som skal udvises, for at en offentlig myndighed ifalder
erstatningsansvar.
Højesterets dom af 6. maj vedrørende
sygedagpengeregres
I tidligere nyhedsbrev nr. 21 omtalte vi to principielle
landsretsafgørelser om kommuners regreskrav for sygedagpenge efter
den tidligere gældende sygedagpengelovs § 39, stk. 2, der vedrører
arbejdsskader, hvor 1. fraværsdag ligger før den 3. juli 2006.
Som forventet ankede kommunen den ene afgørelse, og Højesteret
har nu afsagt dom af 6. maj 2011.
Med dommen ændrer Højesteret den retstilstand, som Landsretten
anlagde. Højesteret slår fast, at den tidligere § 39, stk. 2
fortsat gælder, hvor 1. fraværsdag ligger før den 3. juli 2006 og
at den nye sygedagpengelovs 78, stk. 1, 2. pkt. således ikke
begrænser kommunernes regresret for sygedagpenge, selvom et
skadestilfælde er omfattet af lov om Arbejdsskadesikring, såfremt
1. fraværsdag ligger før den 3. juli 2006.
Højesteret udtaler bl.a., at det fremgår klart af § 82, stk. 3,
som har karakter af en præcisering af § 82, stk. 1, at der i
tilfælde, hvor 1. fraværsdag ligger før den 3. juli 2006, i det
hele er ret til regres efter bestemmelsen i den tidligere lov, og
at dette således også gælder i tilfælde, hvor dagpenge er udbetalt
efter den 3. juli 2006, og også for dagpenge, der dækker en periode
efter denne dato.
Det må efter bemærkningerne til sygedagpengelovens § 78, stk. 1,
2. pkt., samt beskæftigelsesministerens besvarelse af et spørgsmål
fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg under behandlingen af
lovforslaget antages, at det har været hensigten, at afskaffelsen
af kommunernes adgang til regres ved arbejdsskader skulle have
virkning fra lovens ikrafttræden den 3. juli 2006 på den måde, at
kommunerne kun kan rejse krav om regres for sygedagpenge vedrørende
perioden frem til den 3. juli 2006.
Disse forarbejder er imidlertid uforenelige med den klare ordlyd
af den vedtagne bestemmelse i lovens § 82, stk. 3, og kan efter
Højesterets opfattelse ikke begrunde en fravigelse af
lovbestemmelsen.
Højesteret giver derefter kommunen medhold i kravet om regres
for sygedagpenge vedrørende perioden efter den 3. juli 2006.
Periodisering af tabt arbejdsfortjeneste - ændring af
erstatningsansvarslovens § 2
Erstatningsansvarslovens § 2 er netop blevet ændret pr. 1. juni
2011. Ændringerne er fremadrettede - de er ikke tillagt
tilbagevirkende kraft.
Højesteret fastslog i de to domme fra november 2009 (U2010.436H
og U2010.451H), at retten til erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste i arbejdsskadesager, der er omfattet af både
arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, ophører fra
det tidspunkt, hvor skadelidte efter arbejdsskadesikringsloven har
krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til denne lovs
regler om midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetab.
Ifølge bemærkningerne til lovændringen er denne retstilstand -
som Højesteret også siger - ikke i overensstemmelse med en af
forudsætningerne bag erstatningsansvarsloven, og det skal
lovændringen rette op på. I alle de tilfælde, som er omfattet af
både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven skal
skadelidte kunne kræve lige så meget i erstatning, som vedkommende
i dag er berettiget til, hvis den samme skade skete i fritiden.
I skrivende stund er loven ikke offentliggjort i Lovtidende, men
bliver det formentlig snart.
Vi følger selvfølgelig udviklingen, herunder hvorledes vi
fremtidigt skal forstå lovteksten og ikke mindst håndtere opgørelse
og periodisering af tabt arbejdsfortjeneste samt beregning af
differencekrav vedrørende erhvervsevnetab i de omhandlede
sager.
Nedenfor fremgår uddrag af lovteksten, som den er vedtaget den
1. juni 2011 samt uddrag af Justitsministeriets bemærkninger til
lovforslaget.
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 1. juni
2011:
Forslag til Lov om ændring af lov om erstatningsansvar og
lov om arbejdsskadesikring
(Tidspunktet for ophør af krav på erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste m.v.)
§ 1I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 885
af 20. september 2005, som ændret ved § 6 i lov nr. 1545 af 20.
december 2006 og § 8 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, foretages
følgende ændringer:
1. § 2, stk. 1, 2. pkt., affattes
således:
»Må det antages, at skadelidte vil lide et
erhvervsevnetab på 15 pct. eller derover, ydes erstatning indtil
det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at
skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.«
2. I § 2, stk. 2, indsættes efter
»kommunalbestyrelsen«: », erstatning i henhold til en midlertidig
afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om
arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en
periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste,«.
3. § 10, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en udtalelse
om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet
fra Arbejdsskadestyrelsen.«
§ 2 I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr.
848 af 7. september 2009, som ændret senest ved § 232 i lov nr. 456
af 18. maj 2011, foretages følgende ændring:
1. I § 77 indsættes som 3. pkt.:
»Krav på erhvervsevnetabserstatning efter
erstatningsansvarsloven nedsættes dog ikke som følge af, at der er
betalt eller er pligt til at betale midlertidig
erhvervsevnetabserstatning efter denne lov.«
Uddrag af Justitsministeriets bemærkninger:
Til § 2
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
3) Nr. 1 udgår.
[Bestemmelse om bl.a. godtgørelse fra
arbejdsskadeforsikringsselskabet af udbetalt erstatning
udgår]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget vedrører formuleringen af § 2, stk. 1, 2.
pkt., i erstatningsansvarsloven og har til formål at tydeliggøre,
at der med lovforslaget i forhold til den gældende retstilstand
ikke vil ske nogen afkortning af den periode, hvor skadelidte har
krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Den foreslåede
ændring har således - i samspil med den foreslåede ændring af § 2,
stk. 2, i erstatningsansvarsloven - alene til formål at sikre, at
midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk.
3, ikke kan afskære retten til fortsat tabt
arbejdsfortjeneste.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 1
(erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1) i det fremsatte
lovforslag.
Til nr. 2
I lyset af de spørgsmål, der er blevet rejst vedrørende
skadevolders adgang til tilbagebetaling m.v., er der efter
Justitsministeriets opfattelse behov for at overveje denne
problemstilling nærmere. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i §
1, nr. 4, i det fremsatte lovforslag udgår.
Til nr. 3
Det foreslås, at bestemmelsen i § 2, nr. 1, i det fremsatte
lovforslag udgår. Der henvises til bemærkningerne til nr. 1
ovenfor.
Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 7.
april 2011 af spørgsmål nr. 2 vedrørende lovforslag og
bemærkningerne til Justitsministeriets ændringsforslag af 27. april
2011, har den foreslåede ændring af erstatningsansvarslovens § 2,
stk. 1 - i samspil med den foreslåede ændring af stk. 2 - alene til
formål at sikre, at midlertidige afgørelser efter
arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 3, ikke kan afskære retten
til tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens §
2.
Lovforslaget og det nævnte ændringsforslag tilsigter ikke i
øvrigt nogen ændring af den periode, hvor skadelidte har krav på
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Efter lovforslaget og Justitsministeriets ændringsforslag af
27. april 2011 vil det også fremover være sådan, at hvis en
skadevolder eller dennes forsikringsselskab ikke selv foretager et
rimeligt skøn på forsvarligt grundlag over erhvervsevnetabet og
udbetaler erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil,
vedvarer forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste, indtil Arbejdsskadestyrelsens udtalelse
foreligger.
Hvis skadevolder eller dennes forsikringsselskab fortsætter
med at udbetale a conto erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,
indtil Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger - og det herved
viser sig, at skadelidte har fået udbetalt erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste i en periode udover skæringstidspunktet - vil
dette beløb ikke kunne kræves tilbagebetalt mv., jf. pkt. 4 i
Justitsministeriets besvarelse af 7. april 2011 af spørgsmål nr. 2
vedrørende lovforslaget og Justitsministeriets ændringsforslag af
27. april 2011, hvorefter de foreslåede regler om skadevolders
adgang til tilbagebetaling mv. udgår.
Som anført i afsnit 2.4.2.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger har Højesteret i dom af 6. oktober 2008 (Ugeskrift for
Retsvæsen 2009, side 138) taget stilling til skæringstidspunktet
mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab
af erhvervsevne, når der efter arbejdsskadesikringsloven er truffet
en endelig afgørelse om erhvervsevnetabet.
Højesteret har i dommen fastslået, at
erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., efter sin
ordlyd og bestemmelsens forarbejder må forstås således, at der skal
være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten
til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved
erstatningsdækningen hverken opstår »overlapning« eller »huller«
mellem de to erstatningsposter. Herefter fastsatte Højesteret
skæringstidspunktet mellem skadelidtes erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og den pågældendes erstatning for
erhvervsevnetab til den 1. februar 2005, hvilket var den dato, som
Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 29. juni 2005 havde fastsat
som virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabs
erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.
Ved afgørelsen har Højesteret således fastslået, at dette
virkningstidspunkt - og ikke afgørelsestidspunktet eller
tidspunktet for den faktiske udbetaling af erhvervsevnetabs
erstatning efter arbejdsskadesikringsloven - udgør det relevante
skæringstidspunkt mellem de to erstatningsposter.
Lovforslaget ændrer ikke på denne retstilstand.
Med hensyn til spørgsmålet om skadevolders adgang til
tilbagebetaling mv. i tilfælde, hvor det viser sig, at skadelidte
har fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i en periode udover det
(retrospektivt) fastsatte skæringstidspunkt, henvises til den
samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 44.
Justitsministeriet er ikke enig i, at den foreslåede ændrede
formulering af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., er
egnet til at skabe usikkerhed om bestemmelsens rækkevidde. Der
henvises i den forbindelse til bemærkningerne til ændringsforslaget
af 27. april 2011 og til pkt. 3 i Justitsministeriets besvarelse af
7. april 2011 af spørgsmål nr. 2 vedrørende lovforslaget. Som det
bl.a. fremgår heraf, vil det - på samme måde som efter gældende ret
- ikke være tilstrækkeligt for at bringe forpligtelsen til at
betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at
skadevolder eller dennes forsikringsselskab finder forsvarligt
grundlag for at fastslå, at skadelidtes erhvervsevnetab i hvert
fald bliver på 15 pct. og herefter udbetaler erstatning i forhold
til et erhvervsevnetab på 15 pct. Der skal derimod foreligge et
forsvarligt grundlag for midlertidigt eller endeligt at fastslå den
faktiske størrelse af skadelidtes fremtidige erhvervsevne, og der
skal udbetales erstatning i forhold hertil.
I forhold til spørgsmålet om lovforslagets økonomiske
konsekvenser for stat og kommune henvises til afsnit 4 i
lovforslagets almindelige bemærkninger. Endvidere henvises til
Justitsministeriets besvarelser af 20. april 2011 af spørgsmål nr.
17 og 18 vedrørende lovforslaget samt ministeriets samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 35 vedrørende lovforslaget.
Som det fremgår af første afsnit i den omhandlede
besvarelse, vil det efter lovforslaget og Justitsministeriets
ændringsforslag af 27. april 2011 også fremover være sådan, at
forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil Arbejdsskadestyrelsens
udtalelse foreligger, hvis en skadevolder eller dennes
forsikringsselskab ikke selv foretager et rimeligt skøn på
forsvarligt grundlag over erhvervsevnetabet og udbetaler erstatning
i forhold hertil.
I andet (og sidste) afsnit i besvarelsen redegøres der bl.a.
for den situation, hvor Arbejdsskadestyrelsen i en udtalelse efter
erstatningsansvarslovens § 10 eventuelt måtte udtale, at det varige
erhvervsevnetab efter styrelsens vurdering må anses for indtrådt på
et tidspunkt, der ligger forud for styrelsens afgivelse af sin
udtalelse.
Af afsnittet fremgår i den forbindelse, at en sådan
udtalelse - svarende til, hvad der gælder i dag - ikke vil medføre,
at skadevolder eller dennes forsikringsselskab kan kræve
tilbagebetaling af en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der
er udbetalt til skadelidte som et a conto beløb.
Der tilsigtes med det anførte således ikke en forkortelse af
den periode, hvor skadelidte har krav på erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste.
Det vil således fremover være sådan, at forpligtelsen til at
udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil
Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, hvis en skadevolder
eller dennes forsikringsselskab ikke selv foretager et rimeligt
skøn på forsvarligt grundlag over erhvervsevnetabet og udbetaler
erstatning i forhold hertil, jf. Justitsministeriets besvarelse af
spørgsmål 51 vedrørende lovforslaget.
Fra Betænkning afgivet af Retsudvalget den 19. maj 2011.
Peter Henrik Würtz og Louise Ingerslev Andersen
DAHL beskæftiger ca. 200 medarbejdere, heraf ca. 100
jurister.
DAHL har gennem mange år beskæftiget sig med rådgivning om
erstatnings- og forsikringsretlige forhold, og har fast en særlig
gruppe af jurister, der primært beskæftiger sig inden for dette
område. Gruppen har opnået en stor erfaring inden for erstatnings-
og forsikringsretlige forhold, bl.a. gennem førelse af et
betydeligt antal sager ved såvel de almindelige domstole som ved
voldgift.
Rådgivningen om erstatnings- og forsikringsretlige forhold ydes
hovedsageligt til forsikringsselskaber, erhvervsvirksomheder og
kommuner.
De advokater, der særligt beskæftiger sig med erstatnings- og
forsikringsret er:
|
Peter Henrik Würtz, Viborg
phw@dahllaw.dk
|
87 27 11 00
|
Niels Wulff, Viborg
nwu@dahllaw.dk
|
87 27 11 00
|
|
Louise Ingerslev Andersen, Viborg
lia@dahllaw.dk
|
87 27 11 00
|
Dorte Sørensen,
Viborg
dos@dahllaw.dk
|
87 27 11 00
|
|
Frans Skovholm, Viborg
fsk@dahllaw.dk
|
87 27 11 00
|
Christian Beck Asmussen, Viborg
cba@dahllaw.dk
|
87 27 11 00
|
|
Jørn Friis, Viborg
jfr@dahllaw.dk
|
87 27 11 00
|
Charlotte Kluw Wøldike Schmith, Viborg
cks@dahllaw.dk
|
87 27 11 00
|
|
|
|
|
|
Indholdsfortegnelse
Side
Domme og kendelser:
Vestre Landsret, dom af 26. maj
2011
11
Kommune frifundet for
erstatningsansvar
vedr. drukneulykke, der indtraf i
svømmehal.
Retten i Aalborg, dom af 30. november
2010
11
Konkursbo anlagde sag mod bank med påstand
om,
at forhøjelse af ejerpantebrev ikke omfattede hele
stam-
ejendommen, fordi der i den mellemliggende periode
havde
fundet udstykning af stamejendommen sted. Byretten
fastslog,
at pantet omfattede hele
stamejendommen.
Retten i Randers, dom af 3. januar
2011
12
Arbejdsgiver frifundet for arbejdstagers sagsanlæg i
anledning af,
at arbejdstager under udførelse af tømrerarbejde
valgte at "træde
af på naturens vegne" bag den lagerhal, hvor der
arbejdedes og
her blev udsat for et fald på grund af manglende
glatførebekæm-
pelse. Retten lagde til grund, at der forefandtes
toiletfaciliteter
indendørs i lagerbygningen.
Retten i Viborg, dom af 27. januar
2011
13
Firma, der havde specialiseret sig i
brandopgørelser, krævede sig
tillagt hele beløbet, som brandforsikringsselskabet
havde afsat til
brandskadeopgørelse samt projektering af nyt
byggeri. Da brandlidte
alene havde fået lavet brandskadeopgørelse af det
sagsøgende firma,
men ikke havde valgt at lade firmaet stå for
genopførelsen af det ned-
brændte byggeri, frifandt byretten brandlidte for
rådgivningsfirmaets
krav på det fulde beløb, som
brandforsikringsselskabet havde
afsat til både brandopgørelse og
genopførelse.
Retten i Esbjerg, dom af 10. februar
2011
14
Arbejdsskade - instruktion og tilsyn - erfaren
medarbejder
- arbejdsgiver frifundet for ansvar for rejsende
servicemed-
arbejders arbejdsulykke, selvom
udsugningsanlægs
sikkerhedsfunktioner var ude af
drift.
Retten i Hjørring, dom af 29. marts
2011
15
Sælger af solcenter frifundet for købers
erstatningskrav i anledning
af købers ophævelse af handlen. Advokat, der
repræsenterede sælger
efter aftalens indgåelse, frifundet allerede fordi,
køber ikke havde
løftet bevisbyrden for, at der var væsentlige
mangler tilstede, der beret-
tigede til den skete ophævelse.
Retten i Sønderborg, dom af 28. april
2011
16
Arbejdsgiver frifundet for arbejdstagers
tilskadekomst ved fald.
Arbejdstager havde valgt ulogisk fremgangsmåde ved
valg af adgangs-
vej til arbejdsområdet.
Domme og kendelser:
Vestre Landsret, dom af 26. maj 2011 i sag nr. PHW
051195 HAS
Kommune frifundet for erstatningsansvar vedr.
drukneulykke, der indtraf i svømmehal
En fritidsordning tog 19 8-årige børn med på udflugt til en
lokal svømmehal med livredder-overvågning. Mens fritidsordningen
var på besøg i svømmehallen, konstaterede svømmehallens livredder,
at et af børnene var blevet bevidstløs, og iværksatte livredning.
Barnet blev genoplivet, men pådrog sig ifølge værgerne en
hjerneskade ved drukneulykken. Værgerne anlagde derfor sag mod
kommunen med påstand om erstatningsansvar for drukneulykken.
I byretten blev kommunen frifundet, da der ikke var grundlag for
at udtale kritik af kommunens prioritering af livredder-dækningen i
svømmehallen eller ressourcerne, kommunen i øvrigt havde afsat til
bemanding af svømmehal og fritidsordning. Endvidere begrundede
byretten sin frifindelse med, at der i byretten ikke var nedlagt
påstand om arbejdsgiveransvar for manglende tilsyn fra pædagogernes
side.
For landsretten opnåede værgerne tilladelse til at gøre
3-19-2-ansvar gældende. Landsretten stadfæstede byrettens dom i
henhold til grundene samt med den tilføjelse, at der ikke var
grundlag for at udtale kritik af pædagogernes adfærd.
Dommen illustrerer, at der stilles betydelige krav til den
culpa, der skal udvises, før der er grundlag for, at en offentlig
myndighed ifalder ansvar.
Yderligere oplysninger vedrørende denne sag kan fås ved
henvendelse til advokat Peter Henrik Würtz.
Retten i Aalborg, dom af 30. november 2010 i sag nr. PHW
054703 HAS
Konkursbo anlagde sag mod bank med påstand om, at
forhøjelse af ejerpantebrev ikke omfattede hele stamejendommen,
fordi der i den mellemliggende periode havde fundet udstykning af
stamejendommen sted. Byretten fastslog, at pantet omfattede hele
stamejendommen.
Et pantebrev st. opr. 4 mio. kr. var lyst på hele
stamejendommen. Forhøjelse af ejerpantebrevet på 6,5 mio. kr. blev
kun lyst på en del af den oprindelige stamejendom. Forhøjelsen blev
derimod ikke lyst på de øvrige særskilte matrikelnumre.
Medarbejderen hos banken, der etablerede pantet, forklarede i
byretten, at pantet skulle omfatte hele den oprindelige ejendom, og
ikke kun en tilbageværende restejendom. Retten fandt det derfor
bevist, at det mellem sagens parter var aftalt, at hele ejendommen,
og ikke kun restejendommen, skulle pantsættes til sikkerhed for en
låneforhøjelse.
Byretten fandt endvidere ikke grundlag for, at der var sket
sikkerhedsstillelse for samtidigt stiftet gæld, hvorfor pantet ikke
kunne omstødes i medfør af Konkurslovens § 70, jfr. § 73.
Endelig afvistes konkursboets anbringender om ekstinktion med
henvisning til retsforfølgende kreditorer ubetinget skal
respektere, at en domstol kan foretage rettelse af fejl, og at der
ikke i den anledning kan kræves erstatning af Statskassen.
Banken blev således frifundet for konkursboets krav.
Yderligere oplysninger vedrørende denne sag kan fås ved
henvendelse til advokat Peter Henrik Würtz.
Retten i Randers, dom af 3. januar 2011 i sag nr. PHW
045926 HAS
Arbejdsgiver frifundet for arbejdstagers sagsanlæg i
anledning af, at arbejdstager under udførelse af tømrerarbejde
valgte at "træde af på naturens vegne" bag den lagerhal, hvor der
arbejdedes og her blev udsat for et fald på grund af manglende
glatførebekæmpelse. Retten lagde til grund, at der forefandtes
toiletfaciliteter indendørs i lagerbygningen.
En ansat kom alvorligt til skade i forbindelse med et fald bag
en lagerhal, hvor den ansatte var i færd med at udføre
tømrerarbejde. Den ansatte skulle "træde af på naturens vegne" og
valgte at gå udendørs og om bag arbejdsbygningen, hvor der ikke var
foretaget snerydning. Den ansatte faldt på glat underlag, og rejste
erstatningskrav mod arbejdsgiveren. Den ansatte gjorde under sagen
gældende, at toiletforholdene i lagerbygningen ikke virkede.
Da den ansatte under sin forklaring i retten oplyste, at han
ikke havde set toilettet, der forefandtes i lagerbygningen, fandt
retten det ikke bevist, at det var de konkrete toiletforhold, der
var årsagen til, at den ansatte gik udendørs og hen til et sted,
hvor der ikke var foretaget glatførebekæmpelse. Der skete således
frifindelse af arbejdsgiveren.
Yderligere oplysninger vedrørende denne sag kan fås ved
henvendelse til advokat Peter Henrik Würtz.
Retten i Viborg, dom af 27. januar 2011 i sag nr. PHW
054935 HAS
Firma, der havde specialiseret sig i
brandopgørelser, krævede sig tillagt hele beløbet, som
brandforsikringsselskabet havde afsat til brandskadeopgørelse samt
projektering af nyt byggeri.
Da brandlidte alene havde fået lavet
brandskadeopgørelse af det sagsøgende firma, men ikke havde valgt
at lade firmaet stå for genopførelsen af det nedbrændte byggeri,
frifandt byretten brandlidte for rådgivningsfirmaets krav på det
fulde beløb, som brandforsikringsselskabet havde afsat til både
brandopgørelse og genopførelse.
Et bilfirma nedbrændte og kom efterfølgende i kontakt med et
firma, der havde specialiseret sig i
brandskadeerstatningsopgørelser. Forsikringsselskabet afsatte et
erstatningsbeløb kr. 600.000,00 til brandskadeerstatningsopgørelse
samt til dækning af rådgivningsydelse til genopførelse af det
nedbrændte bilfirma.
Det kunne ud fra bevisførelsen lægges til grund, at der ikke var
tale om nogen særlig kompliceret brandskadeopgørelse.
Forsikringsselskabets taksator oplyste, at 10 % af det afsatte
beløb vedrørte opgørelse af selve brandskaden, mens de resterende
90 % vedrørte projektering og rådgivning i forbindelse med
genopførelse af det nedbrændte bilfirma.
Da det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at brandlidte
havde betalt kr. 450.000,00 til det sagsøgende selskab, uagtet at
selskabet alene havde stået for brandskadeerstatningsopgørelse samt
forsøgt projektering af nyt bilhus, uden dette dog var lykkedes, og
da brandlidte derfor havde været nødsaget til at antage nyt firma
til at stå for genopførelse, fandt retten ikke, at
brandopgørelsesselskabet havde krav på yderligere betaling.
Yderligere oplysninger vedrørende denne sag kan fås ved
henvendelse til advokat Peter Henrik Würtz.
Retten i Esbjerg, dom af 10. februar 2011 i sag nr.
PHW/DOS 054996 PLM
Arbejdsskade - instruktion og tilsyn - erfaren
medarbejder - arbejdsgiver frifundet for ansvar for rejsende
servicemedarbejders arbejdsulykke, selvom udsugningsanlægs
sikkerhedsfunktioner var ude af drift.
Skadelidte var ansat som servicemedarbejder hos en producent af
udsugningsanlæg og udførte service og mindre reparationer af
forskellige udsugningsanlæg ude hos de kunder, der havde købt et
udsugningsanlæg og indgået en serviceaftale i forbindelse
hermed.
Ulykken skete den 27. november 2007.
Det i sagen omhandlede anlæg befandt sig oppe på et tag, mens
styretavlen til anlægget befandt sig i en kaffestue indenfor.
Arbejdet indebar, at skadelidte slukkede for anlægget på
styretavlen og udførte henholdsvis service og reparation inde i
selve anlægget oppe på taget. Idet skadelidte ankom tidligt på
morgenen, var anlægget dog endnu ikke sat i gang. Skadelidte sagde
derfor til de ansatte på stedet, at han udførte service, så de
måtte ikke starte anlægget. Skadelidte var udstyret med at
advarselskilt til at hænge op ved startknappen, mens service blev
udført, men skadelidte hængte ikke dette skilt op, fordi anlægget
slet ikke var i gang.
Under arbejdet, mens skadelidte befandt sig inde i anlægget,
satte en ansat hos kunden anlægget i drift, hvilket medførte, at
skadelidte pådrog sig skader på begge ben.
Skadelidte anlagde herefter sag mod sin arbejdsgiver med påstand
om betaling af tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og
smerte som følge af ulykken.
Under sagen gjorde skadelidte primært gældende, at
arbejdsgiveren havde forsømt sin instruktions- og tilsynspligt,
samt ikke havde sikret, at arbejdet kunne udføres sikkerhedsmæssigt
forsvarligt.
Skadelidte havde udført service på anlægget i 13-14 år inden
ulykken. Han havde ikke nogen uddannelse vedrørende el men havde
tilkendegivet ønske herom over for arbejdsgiveren.
Anlægget var forsynet med en lågeafbryder på den låge, som
skadelidte skulle tage af, for at komme ind i anlægget. Afbryderen
skulle ved korrekt funktion afbryde strømmen til anlægget, så længe
lågen var afmonteret. Lågeafbryderens funktion var kontrolleret af
skadelidte selv ved et forudgående servicebesøg 3-5 måneder
tidligere, og da virkede denne sikkerhedsfunktion. Funktionstesten
af lågekontakten kunne kun ske ved at tage lågen af, mens anlægget
var i funktion, for derved at konstatere om anlægget standsede.
Anlægget var yderligere forsynet med en nødstopknap.
Nødstopknappen befandt sig oppe på taget ved siden af
udsugningsanlægget. Skadelidte havde aktiveret nødstopknappen,
førend han gik ind i anlægget, således at anlægget ikke burde kunne
starte, hvis anlægget blev aktiveret fra styretavlen indendørs.
Denne nødstopknap var etableret af udsugningsanlæggets ejer og var
dermed ikke undergivet skadelidtes normale service. Ved ulykken
viste nødstopknappen sig ude af funktion.
Retten fandt, at der var etableret sådanne
sikkerhedsforanstaltninger på anlægget, at arbejdsgiveren, selvom
der var tale om farligt arbejde, ikke kunne eller burde have
forudset risikoen for ulykken. Idet skadelidte var en erfaren
servicemedarbejder, fandt retten heller ikke, at arbejdsgiveren
burde have instrueret skadelidte bedre om mulighederne for at sikre
sig, eller at et større kendskab til el kunne have forhindret
ulykken. Yderligere bemærkede retten, at skadelidtes beslutning om
ikke at hænge advarselsskilt op, og ikke at funktionsteste
lågeafbryderen, var uden sammenhæng med skadelidtes manglende
kendskab til el, idet skadelidte var bekendt med disse
fremgangsmåder fra sit mangeårige servicearbejde.
Retten fandt derfor ikke, at der var ansvarspådragende forhold
hos arbejdsgiveren.
Den omstændighed, at arbejdsgiveren efter ulykken etablerede
yderligere sikkerhedsforanstaltninger, for at forebygge tilsvarende
ulykker, hvis de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger skulle
svigte igen, fandtes ikke at kunne ændre herved, hvorfor
arbejdsgiveren frifandtes.
Yderligere oplysninger vedrørende denne sag kan fås ved
henvendelse til advokatfuldmægtig Dorte Sørensen.
Retten i Hjørring, dom af 29. marts 2011 i sag nr. PHW
058557 HAS
Sælger af solcenter frifundet for købers
erstatningskrav i anledning af købers ophævelse af handlen.
Advokat, der repræsenterede sælger efter aftalens indgåelse,
frifundet allerede fordi, køber ikke havde løftet bevisbyrden for,
at der var væsentlige mangler tilstede, der berettigede til den
skete ophævelse.
Et solcenter blev solgt i henhold til opgørelse og
omsætningsberegning foretaget af sælgers revisor. 4 måneder senere
blev handlen hævet af køber med henvisning til, at der var afgivet
urigtige oplysninger omkring forventninger til omsætning.
Sagsøgeren, der havde fået kravet tiltransporteret fra køber
ønskede at løfte bevisbyrden om omsætningen via vidneforklaring fra
køber. Retten fandt ikke, at sagsøgeren havde løftet bevisbyrden
for væsentlige mangler. Der skete således frifindelse af sælger.
Allerede fordi, der ikke var påvist væsentlige mangler, skete der
ligeledes frifindelse af sælgers advokat.
Yderligere oplysninger vedrørende denne sag kan fås ved
henvendelse til advokat Peter Henrik Würtz.
Retten i Sønderborg, dom af 28. april 2011 i sag nr. PHW
057780 HAS
Arbejdsgiver frifundet for arbejdstagers
tilskadekomst ved fald. Arbejdstager havde valgt ulogisk
fremgangsmåde ved valg af adgangsvej til
arbejdsområdet.
Et robotområde havde 4 indgangsdøre. De ansatte var instrueret i
at anvende den indgangsdør, der gav lettest og kortest adgang til
det arbejdsområde, den ansatte skulle til. En ansat valgte at
benytte den mest uhensigtsmæssige indgangsdør i forbindelse med, at
den ansatte skulle frem til et bestemt arbejdsområde. Retten lagde
til grund, at arbejdsområdet måtte anses for sikkerhedsmæssigt
fuldt forsvarligt indrettet. Retten lagde videre til grund, at den
ansatte havde modtaget information og instruktion om korrekte
adgangsveje til robotanlægget.
Da der således heller ikke forelå mangelfuld instruktion, blev
arbejdsgiveren frifundet.
Yderligere oplysninger vedrørende denne sag kan fås ved
henvendelse til advokat Peter Henrik Würtz.