Ny afgørelse om trepartsforhold
SKAT har afgjort, at man kan anses for ansat i et firma, selv om man er ansat gennem et bureau.
De fleste personer er meget sjældent i tvivl om, hvorvidt de er lønmodtagere eller selvstændig erhvervsdrivende. Ofte giver dette sig selv. Det forekommer imidlertid, at en del personer har en interesse i at være selvstændig erhvervsdrivende og ”forsøger” at få deres aktivitet løftet op til at være det. I disse situationer foretager man en konkret skatteretlig vurdering af, hvorvidt den aktivitet, den pågældende person udøver, er kendetegnet som selvstændig erhvervsdrivende.
Definitioner
En selvstændig erhvervsdrivende er defineret som en person, der for egen regning og risiko driver økonomisk virksomhed med henblik på at opnå et overskud. En lønmodtager er defineret som en person, der er undergivet en instruktionsbeføjelse, og som vederlægges løbende for sin arbejdsindsats. Definitionerne er udfyldt ved en række hjælpekriterier, der kan bruges i afgrænsningen for, hvorvidt der er tale om en selvstændig erhvervsdrivende eller en lønmodtager.
Arbejde udført via et rekrutteringsbureau
I efteråret er der afgivet et bindende svar om en skatteyder, som er tilknyttet et rekrutteringsbureau, beliggende i England. Den danske skatteyder er af den opfattelse, at man driver selvstændig erhvervsvirksomhed, og udfører derfor de opgaver, som rekrutteringsbureauet finder. En af disse opgaver er for en større virksomhed, hvor rekrutteringsbureauet formidlede kontakten. Det var Skatterådets opfattelse, at den danske person ikke var ansat hos rekrutteringsbureauet. Det skulle imidlertid vurderes, hvorvidt man har en sådan tilknytning til virksomheden, at dette i sig selv betragtes som en ansættelse. Konkret blev der afholdt et tre-dages seminar, før et projekt blev opstartet, hvor projektdokumenter, sikkerhedsprocedurer og rapporteringsbetingelser blev gennemgået sammen med virksomhedens øvrige ansatte. Skatteyderen fik en mailadresse og konto hos den pågældende virksomhed og blev koblet op på intranettet. De daglige opgaver skulle styres af virksomheden, derfor havde virksomheden en instruktionsbeføjelse.
Selv om den danske skatteyder skulle afholde udgifter til transport og visse beklædningsgenstande, er det ikke noget, der overstiger, hvad der er normalt i et ansættelsesforhold. Samlet blev det derfor vurderet, at den pågældende skatteyder reelt var ansat hos den underordnede virksomhed.
Det nye ved afgørelsen er, at man ser igennem det mellemled, der i den konkrete sag var rekrutteringsbureauet. Selv om der ikke er nogen direkte kontraktrelation mellem skatteyderen og virksomheden, var det altså SKATs opfattelse, at der forelå et ansættelsesforhold i skattemæssig henseende. Indgås der sådanne aftaler, hvor sigtet må være selvstændig erhvervsdrivende, må man derfor være påpasselig med at sikre, at rammerne herfor også er opfyldt.