Om DAHL
DAHL er et af Danmarks største advokatfirmaer og det største i provinsen. Vi tæller 200 medarbejdere – heraf 100 jurister – og holder til i Esbjerg, Herning, København og Viborg. Vi er derfor altid tæt på vores klienter og har naturligt et stort lokalkendskab, som giver os mulighed for en hurtig, smidig og ofte mere effektiv juridisk sagsbehandling.
Vi bygger vores virksomhed og rådgivning på tre
kerneværdier:
Faglighed
Personlighed
Tilgængelighed
Faglighed
Vi lægger afgørende vægt på at give dig som klient en hurtig og
effektiv sagsbehandling - med personlig rådgivning på et højt
fagligt niveau.
Verden bliver mere og mere kompliceret. Lovgivningen bliver
stadigt mere omfattende - både den der stammer fra Christiansborg,
og den der kommer fra Bruxelles. Vi væbner os til denne fremtid
bl.a. ved at:
- øge specialiseringen blandt vores advokater ved en
konstant intern og ekstern efteruddannelse
- øge anvendelsen af informationsteknologi
- udbygge vores internationale samarbejdsrelationer - også
uden for Europa og USA
- fortsætte samarbejdet med andre rådgivere, fx
revisorer
- opprioritere det interne teamwork - på tværs af
geografiske skel - ved at løse større opgaver
For nogle af vores klienter er det vigtigt at have deres egen
advokat, som gennem tiden opbygger en generel indsigt i klientens
virksomhed og derigennem kan yde den bedst mulige rådgivning. Andre
klienter ønsker selv at kunne trække på hele spektret af
specialister - uden at gå via en personlig advokat.
Vi kan imødekomme begge ønsker.
For at indfri vores klienters krav - og i erkendelse af, at ingen
kan alt - har alle vores medarbejdere opdyrket en specialviden
inden for deres særlige interesseområder. Det giver os mulighed for
at lade flere jurister arbejde sammen om komplekse
problemstillinger for på den måde at løse opgaverne optimalt.
Ved de største sager sammensætter vi en tværorganisatorisk faglig
specialstyrke. Det sikrer den bedste rådgivning om den konkrete
juridiske udfordring, opgavens omfang og klientens behov.
Vores størrelse realiserer muligheden for faglig specialisering,
som forudsætter en tilstrækkelig mængde sager inden for de enkelte
sagsområder. Vores faglighed sikrer, at vi kan varetage også store
og komplekse sager for det danske erhvervsliv.
Personlighed
Vi er et advokatfirma med en lang historie. Men vi er også et
ungt firma præget af dynamik og en uhøjtidelig tilgang til tingene.
Vi prøver at holde traditionerne i hævd - samtidig med, at vi hele
tiden fornyer os.
Personlig rådgivning er altafgørende for os. Advokatydelsen består
ikke bare af tør jura. Kemien skal være i orden, og der skal helst
være plads til humoren. Vi er ikke bare tørre specialister. Vi er
gode rådgivere, som samarbejder konstruktivt med vores klienter og
deres øvrige rådgivere. Vi optræder nærværende, med god faglighed -
og ikke mindst med personlighed.
Den nålestribede advokat ved mahogni-skrivebordet er en uddøende
race. I nogle situationer er nobel påklædning naturligvis en
nødvendighed og en selvfølge. Men hos os finder du også advokater
med en afslappet stil. Ikke blot hvad angår påklædning. Og i
virkeligheden mødes vi oftest ude i virksomhederne og ikke ved
advokaternes skriveborde.
Tilgængelighed
Tilgængelighed er blevet et nøgleord for alle rådgivere. Det
nytter ikke at være kompetent, hvis klienterne ikke kan få udbytte
af vores kompetencer - helst lige her og nu.
Vi kan selvfølgelig ikke love, at vi alle kan træffes 24 timer
hver dag. Men her på vores hjemmeside finder du kontaktdata på alle
vores jurister, så du kan sende en e-mail eller lægge en besked på
den pågældendes telefonsvarer. Så vender vi hurtigt tilbage. Hvis
den jurist, du gerne vil i kontakt med, er optaget, vil du blive
ledt videre til en anden kompetent rådgiver, så du kan få svar på
dit spørgsmål hurtigt.
Men tilgængelighed er ikke kun et spørgsmål om teknik. Det handler
også om at tale samme sprog som klienten. Vi ønsker at forstå ikke
bare den lokale dialekt, men også det fagsprog, der gælder i vores
klienters brancher. På denne hjemmeside og i al vores kommunikation
vil vi gerne være åbne. Åbne i den forstand, at vi ønsker at
fortælle vores klienter, hvem vi er, og hvad vi laver. Og åbne over
for vores klienters problemer og idéer.
Vi bilder os ikke ind at have patent på al visdom. Den, der har
skoen på, ved ofte bedst, hvor den trykker. Derfor lytter vi til,
hvad vores klienter har på hjerte og inddrager gerne vores
klienters øvrige rådgivere i de løsninger, som vi foreslår.