Warrantsprogrammer er en velkendt måde at knytte medarbejdere, konsulenter og bestyrelsesmedlemmer tættere til et selskab.

Warrants er en betegnelse for en tegningsret, og kan indgå i et samlet program, hvor tildelingen er betinget af nogle vilkår, og hvor den pågældende modtager til gengæld får mulighed for at nytegne kapitalandele på fordelagtige vilkår. Optioner er en betegnelse for en køberet, hvilket også kan ske på særlige og fordelagtige vilkår for den enkelte.

Warrants og optionsprogrammer kan bruges i mange sammenhænge, og der findes forskellige skattemæssige regler for behandlingen af programmerne.

Fælles for warrants og optioner er, at selskabet - udstederen/overdrageren - vil tilføre modtageren et formuegode, hvis værdi fremadrettet afhænger af, hvordan økonomien i selskabet udvikler sig. Dette vil motivere modtageren til at yde en ekstra indsats for at sikre så høj en værdi som muligt.

Modtageren af en warrant eller en option skal betale skat af den merværdi, der modtages. Er værdien ved modtagelsen under markedsværdi, er det differencen op til markedsværdien, der skal betales skat af. Der findes også særlige ordninger, hvor det er værdien på udnyttelsestidspunktet, der er bestemmende for beskatningen.

Overordnet gælder et princip om, at beskatningstidspunktet indtræder, når der er erhvervet ret til værdien.

Efter ligningslovens § 16 gælder det for kapitalandele, som medarbejderen har modtaget i et ansættelsesforhold, at medarbejderen beskattes på tidspunktet for tildelingen af kapitalandelene.

I ligningslovens § 7 P og § 28, findes dog regler for warrants, der ændrer udgangspunktet, således at beskatningstidspunktet udskydes til henholdsvis det tidspunkt, hvor warrants udnyttes, eller hvor den, ved warranten erhvervede kapitalandel, videresælges.

Ligningslovens § 7 P finder kun anvendelse for medarbejdere, mens ligningslovens § 28 også kan anvendes af eksempelvis bestyrelsesmedlemmer.

Warrants selvangives privat

Der gælder et grundlæggende skatteretligt princip om, at en indkomst skal beskattes hos den person, hvor indkomsten er erhvervet. Dette princip om rette indkomstmodtager medfører derfor, at for indkomst optjent i et personligt tjenesteforhold, skal der ske beskatning hos den pågældende person privat. Warrants tildelt som et led i et ansættelsesforhold, skal derfor beskattes hos medarbejderen.

For warrants til bestyrelsesmedlemmer opstår sommetider spørgsmålet om, hvorvidt en warrant kan tildeles en personlig virksomhed eller et selskab. Bestyrelsesarbejde og honorering herfor er i udgangspunktet vederlag for en personlig tjenesteydelse, og efter princippet om rette indkomstmodtager, skal indkomsten selvangives og beskattes af indkomsten i personligt regi.

Efter Skattestyrelsens faste praksis gælder det, at bortset fra advokat- og konsulentselskaber, skal honorar til et bestyrelsesmedlem indtægtsføres hos bestyrelsesmedlemmet personligt og ikke i et selskab, som bestyrelsesmedlemmet selv ejer.

Der findes praksis, hvor det er tilladt at indtægtsføre indkomst fra bestyrelsesarbejde i et konsulentselskab, om end den praksis er nogle år gammel. Det er kun for de konsulenter, hvor selve bestyrelsesarbejdet er en integreret del af konsulentarbejdet, at det anerkendes, at der kan indtægtsføres i et selskab.

Der findes også skatteretlig praksis på, at honorar for bestyrelsesarbejde ikke kan anses som indkomst ved selvstændig virksomhed og derfor heller ikke indgår i virksomhedsordningen.

Hovedreglen er altså, at warrants skal selvangives for personen privat.

Konsekvenser ved indtægtsføring i selskabet

Det kan have store skattemæssige konsekvenser for modtageren, hvis man forsøger at indtægtsføre i selskabet, og Skattestyrelsen senere ikke vil anerkende dette. I sådanne tilfælde, hvor man har forsøgt at indtægtsføre personlig indkomst i et selskab, vil der blive gennemført beskatning både i selskabet og hos personen uden mulighed for at omgøre beskatningen i selskabet. Vil personen senere udlodde pengene fra selskabet, skal der betales skat på ny. I sidste ende kan det betyde en skatteprocent på over 100 %.

Selvangiver modtageren indkomsten i sin personlige virksomhed, og dette ikke anerkendes af Skattestyrelsen, vil beskatningen i stedet ske som personlig indkomst. Den pågældende vil dog ikke have fradrag for afholdte udgifter i personlig indkomst, men dog fradrag som ligningsmæssigt fradrag. Drives den personlige virksomhed i virksomhedsordningen, vil valget af beskatningen i virksomheden også føre til, at indkomsten skal beskattes som personlig indkomst og slet ikke kan placeres i virksomhedsordningen.

Overdragelse af en warrant

Et ofte forekommende spørgsmål er, om en warrant kan overdrages fra personen til et helejet holdingselskab. Det kan godt lade sig gøre, men det vil udløse skat, da warranten så sælges til selskabet. Skatterådet har bl.a. i en afgørelse fra 2015 bekræftet, at i en sådan situation, hvor tildelingen af kapitalandele ikke har fundet sted, og det er en warrant, der overdrages, vil personen blive beskattet som personlig indkomst af værdien af den pågældende warrant, på tidspunktet hvor overdragelsen finder sted.

Særligt for programmer omfattet af Ligningslovens § 7 P gælder, at en warrant ikke må overdrages. Hvis det sker alligevel, vil der skulle beskatning efter ligningslovens § 28.

Det medfører således også, at hvis en person vil have en warrant over i sit holdingselskab for at opnå den fordel, at det er selskabet, der beskattes, skal der først afregnes skat af den personlige indkomst.

Det udstedende selskab har en indberetningspligt for både tildelte kapitalandele og for warrantprogrammer efter ligningslovens § 7 P og § 28.

Selskabet skal således til Skatteforvaltningen indberette, når medarbejdere erhverver kapitalandele i selskabet. Dette gælder både når medarbejderen modtager kapitalandele efter ligningslovens § 16, men også når kapitalandele tildeles efter warrantprogrammer omfattet af enten ligningslovens § 7 P eller § 28.

Selskabet har også en indberetningspligt for selve warrantsaftalen, idet selskabet i indkomstregisteret skal foretage en markering af, at der er indgået en warrantaftale omfattet af enten ligningslovens § 7 P eller § 28.

Undladelse af selskabets forpligtelser til indberetning kan straffes med bøde.

I praksis bliver selskaber – og rådgivere – sommetider mødt med spørgsmålet om en warrantaftale kan indgås direkte med modtagerens selskab eller måske med angivelse af CVR-nummer på modtagerens selvstændige virksomhed. Som det fremgår ovenfor, er den klare hovedregel, at warrantaftalen er peronslig og indkomst hidrørende fra aftalen er personlig indkomst for den pågældende. Selskabet – eller dets rådgivere – bør ikke medvirke til, at indkomsten fra en warrantaftale indtægtsføres hos en forkert person, og hverken selskabet eller dets rådgivere bør legitimere en sådan fejlplacering af indkomsten ved at angive warrantmodtageren forkert. En warrantaftale bør derfor som altovervejende hovedregel indgås med en person og ikke dennes selskab eller personlige virksomhed.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til en warrantaftale eller de skattemæssige forhold, der er relateret hertil, er du altid velkommen til at kontakte en af DAHLs specialister.