Kristian Skovsgaard: ”Man kan altid blive dygtigere”
Et stort videbegær inden for entrepriseretten har givet Kristian Skovsgaard en unik viden og tårnhøj faglighed, der er udviklet i en kombination af teori og praktisk udfoldelse hos DAHL.
Som partner i DAHL er Kristian Skovsgaard en af firmaets stærkeste kræfter inden for entrepriseret. I en alder af blot 35 år har han allerede opnået store anerkendelser inden for den juridiske verden - blandt andet er han tildelt ph.d.-graden, og han er for nyligt blevet redaktør for Tidsskrift for Bolig- og Byggeret. Den høje faglighed er ikke kommet af sig selv, men er blevet hjulpet på vej af hans arbejde hos DAHL, hvor ambitionerne om den specialiserede viden har været til at mærke.
Kristian brænder for den juridiske viden
Allerede som advokatfuldmægtig opdagede Kristian, at der var et hul i litteraturen omkring ekstraarbejder inden for entrepriseretten. Det førte til, at han startede på en erhvervs-ph.d., hvor han på samme tid med studierne kunne fortsætte sit arbejde hos DAHL.
”Det var en optimal måde at specialisere mig på, fordi jeg stadig havde sager og ikke mistede forbindelsen til, hvad klienterne efterspurgte,” siger Kristian.
Det var afgørende for ham, at han ikke gik på kompromis med den praktiske del af arbejdet som advokat. Han oplevede også hurtigt, hvordan hans specialiserede viden kom i spil i hans arbejde med klienter hos DAHL.
”Det er jo netop i de konkrete sager, man har muligheden for at prøve sin viden af. Jeg tror, at jeg ville savne den praktiske vinkel, hvis jeg kun sad med teorien,” siger han.
Samarbejdet med DAHL
Siden 2011 har Kristian Skovsgaard arbejdet hos DAHL, hvor han i dag også er partner. Da han skulle starte på sin ph.d., måtte han forbi den daværende direktørs kontor for at forhøre sig om mulighederne.
”Jeg var faktisk aldrig i tvivl om, at det var noget, DAHL synes var en god idé, og jeg fik også bare et ja med det samme” siger han.
Sidenhen er opbakningen fortsat, og Kristian bruger løbende tid på blandt andet at skrive tidsskriftsartikler, afholde kurser, agere ekstern lektor på Aarhus Universitet samt skal til at være redaktør for Tidsskrift for Bolig- og Byggeret.
”Jeg har altid mærket en stor støtte fra DAHL til, at jeg skulle forfølge mine faglige ambitioner. Også selvom det jo koster noget tid her og nu.” siger Kristian.
Det faglige videbegær spiller også en stor rolle i forretningsmæssige sammenhænge. I dag er der nemlig stor efterspørgsel på specialister med høj faglighed. Den kortsigtede investering af tid giver derfor mange gange tilbage, hvis man spørger Kristian.
”Jo højere faglighed, jo mere efterspurgt er man overfor klienter. Derfor har det også altid givet mening for både mig og DAHL, da det i sidste ende gavner os alle”.
Stor, faglig anerkendelse
Sidste år blev Kristian efter 10 års ansættelse partner i DAHL, og ved den seneste rigsretssag var han sammen med Nicolai Mallet fra DAHL involveret i forsvaret af Inger Støjberg. Derudover opnåede han møderet for Højesteret i midten af marts 2022 - men for Kristian selv er en af de største anerkendelser, at han fremover skal være redaktør på Tidsskrift for Bolig- og Byggeret.
”Det er en stor ære for mig at overtage redaktørrollen. Flere meget erfarne professorer har tidligere bestridt rollen, så derfor er det en kæmpe anerkendelse af min faglighed,” siger han.
På trods af de mange opnåelser, så er det stadig den store faglige stolthed og interesse, der sætter de næste mål for advokaten.
”Jeg tror på, at man altid kan blive dygtigere, og det vil jeg ikke give slip på. De ambitioner ligger også dybt i DNA’et hos DAHL,” siger han.