Står man som virksomhed over for nogle krav fra SKAT eller fra kunder, der kræver erstatning, som man opfatter som helt urimelige, og er der måske oveni købet en vis risiko for, at de formastelige ender med at få ret, opstår der af og til en besynderlig kreativitet.

Alt det, man har skabt gennem årene, skal det nu virkelig gå op i røg, bare fordi man har misforstået en eller anden inferiør skatteregel, eller fordi man desværre har fået bygget et eller flere huse, der lider af mangler?

Kan man ikke skynde sig at sælge det hele over i et nyt selskab og så efterlade den tomme skal til de kreditorer, man ikke kan lide? Var der ikke noget med, at Dansk Eternit gjorde lige netop det, da mangelskravene tårnede sig op?

Det er rigtigt, at Dansk Eternit lavede en sådan øvelse, da det stod klart, at der var så mange erstatningskrav på vej mod selskabet, at det ville føre til en konkurs, hvis alle disse krav skulle opfyldes. Men de gjorde det rigtigt. De solgte alle aktiverne ud til deres faktiske aktuelle værdi (handelsværdien, herunder goodwill efter indhentet vurdering, som blev forelagt udvalgte kreditorrepræsentanter inden overdragelsen) – og så undlod selskabet at betale nogen kreditorer. Alle kreditorer måtte pænt vente på, at alle erstatningskrav var gjort op, så pengene fra salgets aktiver kunne fordeles ligeligt mellem kreditorerne – både dem man godt kunne lide (selskabets leverandører) og dem, man ikke var så begejstrede for (husejerne med erstatningskrav).

Hvad fik man så ud af den øvelse, når nu den formue, man havde oparbejdet gennem årene, alligevel blev fordelt ud til alle kreditorerne?

Man fik isoleret problemstillingen, og sikrede sig, at den fremtidige indtjening ikke også forsvandt i kreditorernes gab. Den formue, der var opbygget, var tabt – præcist som den ville have været, hvis man i stedet bare havde erklæret selskabet konkurs. Og værdierne blev fordelt i overensstemmelse med konkursordenen, så der er ingen, der efterfølgende har klandret selskabet eller dets bestyrelse for denne transaktion.

I øjeblikket ser vi dog, at nogle mere ”fantasifulde” versioner af denne model anvendes. Et selskab, der går konkurs, skifter ofte navn nogle dage før konkursen og genopstår få dage efter af asken under samme navn med samme ejere. Desværre er det ikke altid, man har husket at få aktiverne vurderet, inden de blev overdraget til et nyt selskab – og man er måske også kommet til at overtage eller simpelthen betale nogle af kreditorerne i forbindelse med overdragelsen. Og begge dele er noget skidt, der meget nemt kan føre til et personligt ansvar for bestyrelsen.

Et godt eksempel på ”fejlagtigt værdiansættelse” er sagen om FC Nordsjælland (U2015.2219H):

Kort før konkursen i det holdingselskab, der ejede aktierne i FC Nordsjælland A/S, blev disse aktier overdraget til et andet holdingselskab – ejet af samme person, som ejede det sælgende selskab – for 500.000 kr.

Det syntes konkursboet var lige lovligt billigt, og et efterfølgende syn og skøn nåede også frem til, at den reelle markedsværdi nok snarere var 10,5 mio. kr. Køberen blev derfor pålagt at betale forskellen på 10 mio. kr. til konkursboet. Men nok så væsentligt blev bestyrelsens medlemmer pålagt et solidarisk ansvar for at have medvirket til transaktionen. I det konkrete tilfælde havde det købende selskab pengene, men det er ikke altid, at det er tilfældet. Som bestyrelsesmedlem skal man derfor tænke sig grundigt om, inden man medvirker til et salg af virksomhedens aktiver og aktiviteter til samme ejerkreds.

I sagen om FC Nordsjælland består i øvrigt den lidt specielle situation, der opstod da FC Nordsjælland aldeles uventet blev danske mestre i 2012 og som konsekvens fik direkte adgang til Champions Leagues gruppespil. Dermed blev aktiernes værdi pludseligt mangedoblet og konkursboet nedlagde påstand om, at aktierne bare skulle udleveres til boet, der så naturligvis ville returnere købesummen på 500.000 kr. Højesteret mente dog, at det var værdien på overdragelsestidspunktet og ikke den – noget uventede – meget højere værdi, aktierne havde fire år senere, der skulle anvendes ved tabsberegningen.

Et eksempel på at man ikke fik betalt alle kreditorerne er sagen om LEP International (U2007.2128H).

LEP International var et speditionsfirma, der blev mødt med et afgiftskrav på ca. 30 mio. kr. efter at være blevet udsat for international svindel med transport af cigaretter og smør. Selskabets bestyrelse syntes, at kravet var urimeligt og i øvrigt forældet.

Processen trak ud i årevis, og i 1998 solgte man alle aktiviteter ud af selskabet og benyttede lejligheden til at indfri alle kreditorer (undtagen SKAT).

Selskabet gik herefter konkurs, og Kammeradvokaten krævede erstatning af selskabets bestyrelse – ikke for de manglende ca. 30 mio. kr., men for et beløb svarende til den dividende, som SKAT ville have fået, hvis formuen var blevet fordelt ligeligt. Dividenden ville i så fald have været 8 %, og SKAT fik derfor 2,4 mio. kr. i erstatning – vel at mærke fra bestyrelsens medlemmer. Personligt og solidarisk!

Denne risiko er altså endnu større end den ovenfor beskrevne.

Som bestyrelsesmedlem skal man være overordentligt sikker på, at der sker en ligelig fordeling mellem selskabets kreditorer, når der sker en nedlukning – også selvom der er en kreditor eller to, som man helst så ikke fik en krone.

Som Landsretten skriver:

”Da selskabets ledelse i oktober 1998 besluttede at indstille aktiviteterne og afvikle selskabet, havde man længe været bekendt med Skatteministeriets krav, og selskabet havde tidligere på året selv anlagt en retssag herom. Det var åbenbart, at selskabet var insolvent, hvis kravet viste sig at være berettiget.

Landsretten finder ikke, at forhold vedrørende selskabets indsigelser mod kravet eller selskabets afvikling i øvrigt kunne begrunde, at ledelsen i forbindelse med afviklingen helt så bort fra muligheden for, at kravet kunne være berettiget.

Landsretten finder herefter, at selskabet ved ikke at sikre en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne på uforsvarlig måde har tilsidesat hensynet til Skatteministeriet og derved pådraget sig et erstatningsansvar for denne kreditors tab.”

Så uanset om det er et erstatningskrav, man er helt uenig i eller et afgiftskrav, som man opfatter som helt urimeligt, skal man sørge for, at der hensættes penge til dividende af disse bestridte krav, hvis man vælger at lukke ned. Alt andet er den sikre vej imod et personligt og solidarisk ansvar for bestyrelsens medlemmer.

Og desuden er der virkelig grund til at tilføje ”Kære bestyrelse. Giv agt, når I vil handle med jer selv!”.

DAHL BoardExcellence® - nyttig viden om bestyrelsesarbejde

Denne artikel er en del af vores DILEMMA-serie, som belyser nogle af de problemstillinger, der kan opstå i et ellers velfungerende samarbejde mellem bestyrelse og direktion. Ordet ”dilemma” stammer fra græsk og udtrykker den situation, at en person skal træffe et valg, typisk mellem to eller flere lige gode eller lige ringe muligheder. Dilemma løses som oftest gennem ledelse. Det juridiske regelsæt er ofte ude af stand til at anvise en vej i løsningen af de konflikter, der udspringer heraf.

Har du konkrete spørgsmål til dilemmaet, som vi har behandlet i denne artikel eller generelle spørgsmål omhandlende bestyrelsesarbejde, er du altid velkommen til at kontakte en af vores eksperter.