Gaveafgift: Hvilke frister skal du være opmærksom på, når du giver en gave?
Når der gives en gave, som er gaveafgiftspligtig, skal der ske to ting i tilknytning til gaveafgiften. For det første skal der indgives en gaveanmeldelse til Skattestyrelsen, og for det andet skal gaveafgiften betales. Læs med her og bliv bl.a. klogere på, hvilke frister, der gælder, og hvornår man kan risikere at skulle betale renter.
Hvornår er en gave afgiftspligtig?
En gave er afgiftspligtig, hvis den gives til en person omfattet af den såkaldte gaveafgiftskreds. Den personkreds defineres i Boafgiftslovens § 22, og kredsen omfatter bl.a. giverens børn, børnebørn og forældre.
Inden for et kalenderår kan der gives gaver til eksempelvis et barn på op til 69.500 kr., uden at det udløser afgift. Først hvis beløbsgrænsen overskrides, er gaven derudover afgiftspligtig.
Gaver mellem ægtefæller er som absolut hovedregel afgiftsfri. Dog kan der være en afgift, hvis der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse på gaven. Situationen er sjældent forekommende, men et eksempel kan være, at en ægtefælle overdrager nogle aktier til den anden ægtefælle, men sådan at en anden - f.eks. et barn – skal oppebære afkastet heraf. En sådan gave vil være afgiftspligtig, selvom den er mellem ægtefæller.
Giver man en gave til nogen, der ikke er omfattet af gaveafgiftskredsen, skal der ikke betales gaveafgift. Sådanne gaver er i stedet indkomstskattepligtige for modtageren. Det gælder f.eks. for søskende.
Gaveanmeldelse
Er en gave ikke afgiftspligtig, skal den ikke anmeldes. Det er først, når der gives en gave, der er afgiftspligtig, at den skal anmeldes.
Selve forpligtelsen til (senere) at betale gaveafgiften indtræder, når gaven gives.
Fristen for at indgive gaveanmeldelse er den 1. maj i året efter det år, hvori gaven er givet. Altså – for afgiftspligtige gaver, der gives i 2022, skal der indgives gaveanmeldelse senest den 1. maj 2023.
Betaling af gaveafgiften
Gaveafgiften forfalder til betaling, når gaveanmeldelsen indgives. Altså er det sådan, at hvis der gives en afgiftspligtig gave den 1. marts 2022, og man samtidig hermed indgiver gaveanmeldelse, så forfalder gaveafgiften til betaling med det samme. Hvis man venter med at indgive gaveanmeldelse til den 1. maj 2023, hvilket vil være rettidigt, forfalder gaveafgiften også først der.
Skattemyndighedernes prøvelse
Skattestyrelsen kan ændre værdiansættelsen af en gaves værdi. Afgørelser herom kan påklages i det skatteretlige klagesystem.
For det første kan man forestille sig, at der gives en gave, som giver og modtager mener er afgiftsfri, fordi de er af den formening, at værdien ikke overstiger bundgrænsen, hvorfor der ikke indgives gaveanmeldelse. Skattestyrelsen har her mulighed for at forhøje gavens værdi, hvorved den måske når et niveau, hvor der indtræder gaveafgift.
For det andet kan man forestille sig, at der indgives anmeldelse af en afgiftspligtig gave, hvor gavens værdi ansættes til et givent niveau. Skattestyrelsen har her mulighed for at forhøje værdiansættelsen med den virkning, at afgiften bliver højere. Her gælder, at Skattestyrelsen har en frist på seks måneder fra modtagelsen af gaveanmeldelsen til at gøre det, og overholdes den frist ikke, er Skattestyrelsen afskåret fra at ændre værdiansættelsen. Fristen suspenderes, hvis Skattestyrelsen anmoder om yderligere oplysninger, sådan at fristen suspenderes i den periode, der forløber, indtil Skattestyrelsen modtager de oplysninger, de har bedt om.
Hvorfor ikke vente med betaling længst muligt?
Umiddelbart skulle man mene, at det altid var tilrådeligt at vente med at indgive gaveanmeldelse til den 1. maj i året efter, at gaven er givet, fordi man så først skal betale afgiften der. Hvis man indgiver gaveanmeldelsen med det samme, skal man jo også med det samme betale afgiften.
Ulempen er, at Skattestyrelsens frist på seks måneder til at anfægte værdiansættelsen af gavens værdi først løber fra gaveanmeldelsen. De fleste vil derfor foretrække at betale gaveafgiften med det samme og få fristen til at løbe i stedet for at være i uvished, om hvorvidt gavens værdi kan godkendes, længere tid end nødvendigt. Det vil også være en rådgivers anbefaling.
Forrentning
Betales en gaveafgift for sent, udløser det en forpligtelse til at betale renter. Der skal betales en rente pr. påbegyndt måned, og rentesatsen, som varierer fra år til år, udgør i 2022 0,4 %. Den forpligtelse kan være ganske barsk, fordi en enkelt dags forsinkelse med betalingen kan udløse rente for en hel måned.
I en netop offentliggjort afgørelse har Landsskatteretten fastslået, at der ikke var opstået en forpligtelse til at betale renter, hvor gavegiveren havde indbetalt afgiften den 30. april 2018 vedrørende en gave givet året før, men hvor der ikke var indgivet gaveanmeldelse. Skattestyrelsen havde godkendt gavens værdi, men truffet afgørelse om, at gaveafgiften skulle forrentes, indtil gaveanmeldelsen var indgivet, hvilket først skete den 7. maj 2019. Skattestyrelsen var altså af den opfattelse, at både gaveanmeldelsen og afgiftsbetalingen skulle være modtaget, før forpligtelsen til at betale renter ophørte, men det synspunkt fulgte Landsskatteretten altså ikke.
Hæftelsen
Både gavegiveren og gavemodtageren hæfter overfor Skattemyndighederne for afgiftens betaling.
De kan indbyrdes aftale, hvem af dem, der betaler afgiften, og aftalen herom udløser ikke afgift i sig selv.
Vil en gavegiver derfor bruge 1.000.000 kr. på at give gaven, og modtageren skal betale afgiften, vil det udløse en afgift for modtageren på (1.000.000 kr. – 69.500 kr.) x 15 % eller 139.575 kr. Dermed vil modtageren netto modtage 862.425 kr.
Ydes der i stedet en gave på 862.425 kr., men sådan at giveren betaler afgiften, vil afgiften udgøre (862.425 kr. – 69.500 kr.) x 15 % eller 118.939 kr. Giveren har nu brugt i alt 981.364 kr. Besparelsen kan eventuelt bruges til at give en (lidt) større gave, så modtageren nyder godt af den.
Denne matematiske konsekvens af den måde, gaveafgiften beregnes på, bør altid tages i betragtning, når der gives kontante gaver.
Vil du vide mere?
Såfremt du vil vide mere om gaveafgift, eller har du en konkret sag, du gerne vil have vurderet, sidder vores specialister klar til at hjælpe.