Hvis en person har et selskab og tager et lån i selskabet, og han har kontrol over det pågældende selskab enten ved at have over 50 % af stemmerne eller over 50 % af kapitalen, vil personen blive beskattet af lånebeløbet. Med andre ord er der tale om et skattepligtigt aktionærlån. Der foreligger nu den første højesteretsdom om den pågældende problemstilling.

Bruttohævninger

Højesteret fik forelagt en sag, hvor en skatteyder havde en løbende mellemregning med sit selskab. Indimellem skyldte han penge til sit selskab, og indimellem skyldte selskabet ham penge. Med andre ord gik mellemregningen op og ned løbende igennem hele året. Mellemregningen startede året med at være nul og sluttede med at være nul ved årets udløb.

Skattemyndighederne havde beskattet alle træk på mellemregning i selskabet. Hver gang, han havde trukket penge ud af selskabet, sådan at han lånte penge i selskabet, blev de beskattet. At de efterfølgende blev indfriet, var egentlig underordnet for beskatningen. Når han på ny trak midler ud af selskabet, sådan at han skyldte selskabet penge, udløste dette beskatning igen. Havde han derfor f.eks. fem gange i løbet af et år trukket 100.000 kr. til hans fordel i forhold til selskabet, ville den samlede beskatning udgøre 500.000 kr.

Højesteret fandt, at denne beskatning var i overensstemmelse med den bestemmelse, der beskatter aktionærlån. Hvis man skal undgå nogen beskatning, skal det være en mellemregning, der foregår som led i et løbende mellemværende mellem selskabet og den fysiske person. Dette var ikke tilfældet i denne sag.

Med højesteretsdommen er det i hvert fald nu knæsat, at der utvivlsomt er hjemmel til at beskatte et hvilket som helst træk på en mellemregning med et selskab, også selv om man efterfølgende indfrier denne mellemregning.

Privat fordring

Den anden afgørelse var et bindende svar, som Skatterådet tidligere havde behandlet. I det bindende svar var der tale om en skatteyder, der ønskede at overdrage en fordring på sin tidligere ægtefælle. Fordringen var opstået som led i en bodeling. Den tidligere ægtefælle skulle afvikle en forpligtelse til kapitalejeren over en periode på 10 år. Det ønskede kapitalejeren ikke at vente på og ønskede derfor at overdrage den pågældende fordring ind i sit selskab. Det må forudsættes, at overdragelsen af fordringen skete til markedsværdi.

Skatterådet var kommet frem til, at den pågældende fordring var en privat fordring, og at der var hjemmel til at beskatte indirekte lån. Selv om selskabets krav var mod den tidligere ægtefælle, betegnede Skatterådet dette som et indirekte lån og ville beskatte det hos kapitalejeren.

Dette har Landsskatteretten nu ændret. Landsskatteretten fandt, at den tidligere ægtefælle ikke var kapitalejer i det pågældende selskab og ikke på nogen måde havde bestemmende indflydelse over selskabet. På den baggrund var der ikke hjemmel til at gennemføre en beskatning som et indirekte lån, så beskatningen blev frafaldet.

Afgørelsen må hilses velkommen. Skatterådets bindende svar var utvivlsomt forkert. Med Landsskatteretten er der sket en afklaring af, hvordan en sådan situation skal behandles.