Dom i Roskilde Bank-sagen
Så kom dommen i Roskilde Bank-sagen endelig. Det er en af de sidste sager i det store kompleks af erstatningssager, der blev rejst mod direktører og bestyrelser i en række banker i kølvandet på finanskrisen. Læs med her, hvor vores specialister Dan B. Larsen og Henrik Ottosen kommenterer på sagen.
Sagen, der startede med et krav på 1 mia. kr. rettet mod direktøren og en række bestyrelsesmedlemmer, ender med en frifindelse af bestyrelsesmedlemmerne, og direktøren pålægges at betale erstatning på 231 mio. kr. For Højesteret var sagen skåret til, så den kun handlede om seks lån bevilget til fire af bankens store kunder til brug for disses køb af Roskilde Bank-aktier og dels et engagement med H som låntager. Kun direktøren og fire bestyrelsesmedlemmer var omfattet af erstatningskravet.
Højesteret benytter lejligheden til at opridse de klare retningslinjer, de foregående domme har fastlagt, nemlig: at der ved ansvarsvurderingen gælder et almindeligt culpaansvar. Og at der må udvises forsigtighed med at tilsidesætte ledelsens vurdering af, om der foreligger et tilstrækkeligt grundlag for kreditvurderingen, og at der ligeledes må udvises forsigtighed med at tilsidesætte ledelsens forretningsmæssige skøn ved bevillingen af et lån (Business judgement rule). Men også, at denne forsigtighed med at tilsidesætte ledelsens skøn og vurderinger ikke skal udvises, hvis det må antages, at der ikke alene er varetaget forretningsmæssige hensyn til banken, men også andre – banken uvedkommende – hensyn.
Så udover at tage stilling til den konkrete sag slår Højesteret også fast med syvtommersøm, at nu ligger praksis altså fast.
Hvad skete der i den konkrete sag?
I den konkrete sag havde bankens direktør besluttet at sætte skub i salget af bankens egne aktier ved at bevilge lån til fire store kunder uden nogen form for forudgående kreditvurdering. Og det er vel ikke særligt overraskende, at Højesteret – ligesom Østre Landsret – når frem til, at den måde at drive bank på er uforsvarlig og dermed ansvarspådragende.
Højesteret finder det ikke bevist, at bestyrelsen var informeret om denne praksis, så bestyrelsens efterfølgende godkendelse af udlånene findes ikke at være uforsvarlig og ansvarspådragende.
Direktøren havde det spændende synspunkt, at de uforsvarlige lån var ydet til køb af bankens aktier, og var lånene ikke blevet bevilget, ville banken have været brændt inde med aktierne, der jo nu er værdiløse. Så der er ikke noget reelt tab.
Højesteret affærdiger det synspunkt, fordi der foreligger en skønsrapport, der viser, at aktierne på daværende tidspunkt havde en børskurs (og blev handlet til) der svarer til den pris låntagerne betalte. Så selv om det er uomtvisteligt, at aktierne i dag er værdiløse, lægger Højesteret til grund, at de på lånetidspunktet havde den værdi, lånerne betalte.
Et enkelt låneforhold blev gjort til genstand for en særlig behandling nemlig et lån til ”H”, der var lønmodtager. H lånte i marts 2006 yderligere 72 mio. kr. til køb af Roskilde Bank-aktier. Han skyldte i forvejen banken 45 mio. kr. og havde i forvejen aktier i banken for 53 mio. kr. Det var ret åbenlyst, at han med en lønindkomst på 1 mio. kr. om året ikke kunne servicere en gæld på i alt 125 mio. kr. – medmindre han løbende kunne realisere kursgevinster på aktierne. Der var dog i bevillingen indbygget både en forudsætning om, at der skulle være en overdækning i sikkerheden på 20%, og at der skulle være en ”stop loss-klausul” knyttet til lånet/aktiebeholdningen.
Stop loss-klausul er årsagen til frifindelse
Stop loss-klausulen – der netop var indsat for at begrænse bankens tabsrisiko – betød, at banken havde ret til at sælge H’s aktier, hvis kursen på Roskilde Bank-aktier kom under et givent niveau.
Men øjensynligt har bankens personale ikke taget denne stop loss-klausul alvorligt, selv om det i august 2007 blev indskærpet overfor alle, at man skulle sikre sig, at alle investeringer skulle overholde indgåede aftaler om overdækning og stop loss. Højesteret lægger til grund, at en anvendelse af stop loss-klausulen kunne have forhindret eller i hvert fald begrænset tabet på dette låneforhold, hvis bare bankens medarbejdere havde brugt den.
Så selvom Højesteret finder, at det var uforsvarligt af direktøren at bevilge dette lån og uforsvarligt af bestyrelsens medlemmer at godkende lånet, frifindes både direktøren og bestyrelsens medlemmer for ansvar, fordi de burde have kunnet gå ud fra, at bankens personale faktisk fulgte de givne instruktioner og tog stop loss klausulen i brug. Højesteret finder det ikke bevist, at anvendelsen af stop loss-klausulen ikke kunne have forhindret eller begrænset tabet.
Så overordnet set indeholder dommen ikke noget nyt. Hvis man bevidst kører over for rødt (bevilger lån uden forudgående kreditvurdering) bliver man erstatningsansvarlig – og omvendt vil domstolene ikke ind og tilsidesætte et fornuftigt forretningsmæssigt skøn.
Sagens afgørelse
En lidt speciel ting ved dommen er afgørelsen af rentespørgsmålet. Normalt tillægges man renter fra sagens anlæg (i dette tilfælde ville det vel udgøre omkring 300 mio. kr.), men Højesteret sletter alle renter fra tiden før domsafsigelsen, så der ”kun” tillægges renter fra tidspunktet for domsafsigelsen. Begrundelsen for den beslutning er groft sagt, at Højesteret tillægger Finansiel Stabilitet hovedansvaret for, at det har taget 12 år at få denne sag gennem retssystemet.
Betyder det så noget som helst? Næppe. Niels Valentin Hansen har ikke 231 mio. kr. Så om der udover de 231 mio. kr. teoretisk skulle have været betalt yderligere et stort trecifret millionbeløb, er han nok ligeglad med. Han er i dag 80 år gammel og har formodentligt dårligt nok midler til at betale sagens omkostninger.