En kvinde var i en årrække registreret i CVR som ejer af en personligt drevet virksomhed. Perioden omfattede bl.a. indkomstårene 2013-2015.

Kvinden blev i 1982 gift med en mand, og i 2004 blev der bevilget separation mellem dem.

Manden døde i 2021.

Forud for mandens død havde Skattestyrelsen i forbindelse med en kontrolsag forhøjet virksomhedens indkomst for indkomstårene 2013-15 med i alt ca. 4.000.000 kr., og man havde forhøjet kvindens skat for de relevante indkomstår i overensstemmelse hermed.

Kvinden gjorde gældende, at det ikke var hende, men derimod hendes mand, der drev virksomheden, og at ægtefællernes samliv i øvrigt var fortsat efter separationen i 2004, hvorfor de fortsat var gift. Derfor skulle beskatningen ske hos hendes mand, og ikke hos hende som følge af reglen i Kildeskattelovens § 25 A, stk. 1.

Betydningen af mandens død

Som anført var manden død i 2021. Hvis kvinden fik medhold i, at beskatningen skulle henføres til ham og ikke til hende, ville det betyde, at Skattestyrelsens krav på beskatning i tilknytning til indkomstforhøjelsen skulle rettes mod dødsboet. Kvindens hæftelse som ægtefælle for afdødes personlige skat efter Gældsinddrivelseslovens § 12 ville heller ikke kunne gøres gældende mod hende, da denne mulighed for inddrivelse hos hende bortfaldt ved mandens død.

Med andre ord; hvis skatten kunne henføres til manden, ville kvinden ikke komme til at hæfte for skatten, hverken som skatteyder eller som ægtefælle.

Sagens afgørelse

Landsskatteretten var for det første enig i, at virksomhedens indkomst kunne forhøjes. Landsskatteretten var også enig i, at det var manden der havde drevet virksomheden i de relevante indkomstår, selvom kvinden ejede den.

Herefter var det afgørende, om Kildeskattelovens § 25 A, stk. 1, fandt anvendelse. Problemstillingen var jo, at ægtefællerne i 2004 var blevet separeret, og derfor mente Skattestyrelsen, at de ikke længere var gift, hvorfor reglen i Kildeskattelovens § 25 A heller ikke kunne anvendes af dem.

Reglerne om separation

Reglerne om separation findes i ægteskabsloven. De formelle regler omkring separation og efterfølgende skilsmisse har været ændret nogle gange, men det har altid været et kendetegn ved separation, at en separation bortfaldt, hvis ægtefællerne fortsatte – eller genoptog deres ægteskabelige samliv.

Med andre ord - hvis et separeret ægtepar ikke flytter fra hinanden, eller hvis de ganske vist flytter fra hinanden, men senere flytter sammen på ny, så bortfalder separationens retsvirkninger, og ægtefællerne er – stadig – ægtefæller.

Var separationen bortfaldet?

I sagen blev Landsskatteretten forelagt en række oplysninger af betydning for vurderingen af, om ægtefællernes separation i 2004 var bortfaldet.

Blandt de mest markante fakta var:

• At parret nogle år efter separationen havde fejret deres sølvbryllup
• At de i årene efter separationen havde omprioriteret og solgt ejendomme, hvor de havde underskrevet sig som ægtefæller
• Men at de efter separationen ikke havde fælles folkeregisteradresse, idet manden ændrede sin folkeregisteradresse til kvindens sommerhus og herefter registrerede sig som udvandret til Tyskland, for at udføre konsulentarbejde i den virksomhed, kvinden ejede
• Derudover var der oplysninger om fælles rejser, fælles ferier i sommerhuset, fælles køb af en båd til sommerhuset og fælles samliv i weekenderne, når manden havde fri fra arbejdet i udlandet, alt sammen i årene efter separationen.

Landsskatteretten anerkendte efter en konkret vurdering på grundlag af de oplysninger, der forelå i sagen, at parret efter separationen i 2004 havde genoptaget samlivet på en sådan måde, at separationen var bortfaldet, og parret var derfor ægtefæller i de relevante indkomstår.

Landsskatteretten gav herefter kvinden medhold – hun skulle ikke beskattes for de relevante indkomstår. Det skulle manden.

Afsluttende kommentar

Sagen er, selvom den er konkret begrundet, et tankevækkende eksempel på, at en skatteyders private livssituation kan have helt afgørende betydning for vedkommendes skattemæssige stilling. I denne sag var det helt afgørende, om en for mange år siden meddelt separation var bortfaldet, og det lykkedes altså konkret at overbevise Landsskatteretten om, at det var tilfældet.