Regulering af ansvaret ved udførelse af vejtransport i Danmark

I Danmark gælder lov om fragtaftaler ved international vejtransport (CMR-loven), der regulerer en fragtførers ansvar for forsinkelse, bortkomst og beskadigelse af gods under en vejtransport af gods. CMR-loven regulerer dog som udgangspunkt alene – medmindre andet aftales – internationale vejtransporter af gods, dvs. transporter, hvor godset krydser en landegrænse.

I det omfang parterne ikke har aftalt særlige bestemmelser for en national vejtransport, vil de almindelige danske erstatnings-, forældelses- og reklamationsregler i stedet regulere fragtførerens erstatningsansvar.

Såfremt fragtføreren ikke ved aftale har begrænset sit erstatningsansvar, har fragtføreren derfor et fuldt og ubegrænset erstatningsansvar over for kunden. Dette indebærer, at fragtføreren ikke alene skal erstatte kundens fulde økonomiske tab, men også indirekte tab og følgeskader som følge af fragtførerens misligholdelse. Hvis dækningen i fragtførerens ansvarsforsikring samtidig er begrænset, vil fragtføreren hæfte for den del af erstatningskravet, som forsikringen ikke dækker. Desuden forældes kundens erstatningskrav mod fragtføreren først tre år efter tidspunktet for transportskaden.

Aftaler om vejtransport af gods i Danmark indgås derfor i betydelig udstrækning på grundlag af og i henhold til CMR-loven, som gennemførte CMR-konventionen i dansk ret, eller ved anvendelse af Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB).

Kort fortalt påhviler der efter reglerne i CMR-loven og NSAB fragtføreren et objektivt ansvar for ethvert tab samt enhver beskadigelse eller forsinkelse, der indtræder under transporten, medmindre fragtføreren godtgør, at skaden skyldes forhold, som denne ikke kunne undgå, og hvis følger denne ikke kunne afværge. Ansvarsbestemmelserne i CMR-loven og NSAB gælder ved enhver transportskade, men erstatning for følgeskader, driftstab og andre tab som følge af en transportskade er udelukket. Erstatningen kan desuden begrænses til SDR 8,33 pr. kilo bruttovægt af den del af godset, der er beskadiget, selvom det beskadigede gods har en højere værdi. Ved SDR forstås de af Den Internationale Valutafond anvendte særlige trækningsrettigheder, i skrivende stund kr. 0,11.

CMR-lovens og NSAB’s regler om fragtførerens ret til ansvarsbegrænsning anses derfor for en væsentlig modifikation til det strenge transportøransvar.

Eftersom anvendelsen af NSAB kræver medlemskab af Nordisk Speditørforbund, kan det for en fragtfører være mest hensigtsmæssigt i stedet at henvise til CMR-loven som udfyldende regelsæt for en vejtransport af gods i Danmark.

For at CMR-loven kan finde anvendelse på en national vejtransport af gods, skal parterne til en national vejtransport udtrykkeligt aftale i forbindelse med aftaleindgåelsen, at CMR-loven skal gælde for den specifikke transport.

Sø- og Handelsretten har i en nyere dom fra 2022 behandlet betydningen af, at en fragtfører får aftalt med kunden i forbindelse med aftaleindgåelsen, at en national vejtransport af gods skal udføres i henhold til CMR-loven.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Et transportfirma havde påtaget sig at transportere nogle ventilationssystemer fra Aalborg til Holstebro. Ventilationssystemerne var surret fast til blokvogne med surringsbånd, men under transporten blæste et af elementerne af en af blokvognene grundet kraftigt blæsevejr og blev beskadiget.

Kundens forsikringsselskab, der havde tegnet vareforsikring for kunden, dækkede skaden og gjorde regres overfor fragtføreren, idet forsikringsselskabet gjorde gældende, at fragtføreren havde forvoldt skaden uagtsomt ved ikke at have surret godset forsvarligt fast.

Fragtføreren bestred at være ansvarlig for skaden, da kundens medarbejdere havde instrueret fragtførerens chauffører om, hvordan godset skulle fastsurres, samt at det på grund af godsets beskaffenhed ikke var muligt at fastsurre det på en mere sikker måde.

Fragtføreren gjorde desuden gældende, at CMR-loven var vedtaget i relation til den specifikke transport, idet fragtføreren på fakturaer, udstedt efter udførelsen af transportopgaven samt efter skaden indtraf, havde henvist til sine almindelige forretningsbetingelser om, at transporten blev udført i henhold til CMR-loven (”al transport udføres i henhold til CMR-loven”).

Endvidere gjorde fragtføreren gældende, at parterne igennem en længere årrække havde samarbejdet om transporter og havde til støtte herfor fremlagt fem fakturaer, der tidsmæssigt strakte sig over 42 dage fra tiden før skadens indtræden. Ligesom på fakturaerne udstedt efter skadens indtræden fremgik det af samtlige fem tidligere fakturaer, at transporterne blev udført i henhold til CMR-loven. Kunden havde på intet tidspunkt gjort indsigelse imod fragtførerens anmærkning herom i fakturaerne.

Sø- og Handelsretten fastslog indledningsvist, at transportaftalen mellem fragtføreren og kunden blev indgået formløst ved en e-mailkorrespondance uden nærmere angivelse af regelgrundlaget for aftalen.

Retten fastslog herefter, at fragtførerens henvisning til CMR-loven på de udstedte fakturaer ikke kunne føre til, at det kunne anses for aftalt mellem parterne, at den specifikke transportopgave skulle være reguleret af CMR-loven. Retten fastslog desuden, at det heller ikke alene på grundlag af de fem ældre fakturaer kunne anses for godtgjort, at CMR-loven var vedtaget mellem parterne i relation til transportopgaven. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at de fremlagte fakturaer angik en meget kort periode, og at kun tre af fakturaerne angik transportopgaver. 

Det var herefter de almindelige regler om erstatningsansvar, der fandt anvendelse.

Retten lagde på baggrund af bevisførelsen og en skønsmands besvarelse til grund, at ventilationssystemet ikke var fastsurret fagligt korrekt, samt at det ikke kunne fritage fragtføreren for ansvar, at kundens medarbejdere havde instrueret fragtførerens chauffører om, hvorledes godset skulle fastsurres. Retten udtalte herom, at uanset om chaufførerne modtog sådanne instruktioner, ”påhviler der chaufføren en almindelig pligt til at sikre godset forsvarligt, inden transporten påbegyndes.” Det fremgik desuden af skønserklæringen, at transporten efter skønsmandens vurdering burde have været aflyst.

Herefter og under hensyn til godsets beskaffenhed og vejrliget på dagen for transporten fandt retten, at fragtførerens chauffører havde handlet ansvarspådragende ved at gennemføre transporten uden at sikre, at godset var fastgjort tilstrækkeligt.

Fragtføreren var som følge heraf ansvarlig for den skete skade.

Dommen illustrerer for det første, at der gælder en generel pligt for fragtfører til at udføre vejtransporter med tilbørlig omhu samt drage omsorg for og sikre godset forsvarligt inden transportens begyndelse. Der er her tale om fragtførerens omsorgs- og loyalitetsforpligtelse, som gælder, uanset om fragtføreren og dennes chauffører måtte være blevet instrueret om, hvorledes godset skal sikres. I denne forbindelse lægges der også vægt på, om fragtføreren og dens chauffører anses som professionelle i relation til den specifikke transportopgave.

For det andet illustrer dommen, at anvendelsen af CMR-loven på nationale vejtransporter udtrykkeligt skal aftales med kunden enten forud for transporten eller i forbindelse med transportaftalens indgåelse. For at være sikker på, at den nationale vejtransport reguleres af CMR-loven, bør fragtføreren i fragttilbuddet og transportaftalen henvise til sine standardbetingelser eller indsætte en klausul om, at CMR-loven skal regulere vejtransporten. Desuden er det anbefalelsesværdigt, at fragtføreren forinden transportens begyndelse sørger for at indhente kundens skriftlige accept af, at CMR-loven skal regulere den specifikke nationale vejtransport.

Anbefalinger

Det er ikke tilstrækkeligt for at anse CMR-loven for vedtaget på en vejtransport af gods i Danmark, at fragtføreren alene i en faktura udstedt efter transportens udførelse henviser til sine forretningsbetingelser eller vilkår om, at transporten reguleres af CMR-loven. En faktura, som typisk udstedes og fremsendes efter transportens udførelse, kan nemlig ikke anses som en del af parternes aftalegrundlag.

Såfremt en fragtfører og en kunde har haft et længerevarende samarbejde, og fragtføreren regelmæssigt under samarbejdet har henvist til sine standardbetingelser, kan betingelserne efter omstændighederne anses for stiltiende accepteret af kunden. Det er dog langt fra sikkert.

Fragtføreren bør derfor allerede i forbindelse med aftalens indgåelse eller i fragttilbuddet skrive og gøre kunden opmærksom på, at CMR-loven regulerer den nationale vejtransport af gods. Desuden skal fragtføreren sørge for at indhente kundens udtrykkelige og skriftlige accept inden transportens begyndelse. Fragtførerens erstatningsansvar kan herved begrænses til et bestemt beløb, ligesom fragtføreren ikke har erstatningsansvar for følgeskader, driftstab og andre tab som følge af en transportskade.

En fragtfører kan tegne en fragtføreransvarsforsikring, også kaldet en CMR-forsikring, som dækker ansvar for skade på kundens gods. En fragtføreransvarsforsikring er ofte knyttet op mod CMR-loven, hvorefter forsikringen kun vil dække fragtførerens ansvar efter reglerne i CMR-loven. Hvis fragtføreren ikke får aftalt med kunden, at CMR-loven skal regulere den nationale vejtransport, risikerer fragtføreren at stå uden ordentlig forsikringsdækning. 

Bliv klogere på transportret

Transportretten og den privatretlige regulering af forholdet mellem fragtføreren og kunden hører til et af de juridiske områder, hvor der er størst behov for afklaring og afdækning af parternes risici. I vores nye serie ’Transport’ giver vi dig et indblik i de mest gængse og centrale problemstillinger illustreret af den nyeste retspraksis på området.

Ønsker du at vide mere, eller har du spørgsmål til transportretten, herunder CMR-loven, er du velkommen til at kontakte vores specialister.