Det har indtil 2019 været omdiskuteret, om en aftalebestemt hæftelsesbegrænsning har skattemæssige konsekvenser efter kursgevinstloven. Højesteret afgjorde tilbage i 2019, at lån ydet på non-recourse-vilkår er omfattet af kursgevinstloven. Lån på non-recourse-vilkår indebærer, at kreditor kun kan søge sig fyldestgjort i de aktiver, som debitor har erhvervet for det pågældende lån. Debitor hæfter altså begrænset for lånet.

Højesteretsdommen af 8. marts 2023 vedrører en tilsvarende, men dog anden situation ved, at den begrænsede hæftelse ikke fulgte af aftale, men af lov.

Sagens faktum

Sagen angik tre fysiske personer, der var kommanditister i et kommanditselskab.

Et kommanditselskab er ved lov defineret som en virksomhed, hvor en eller flere deltagere komplementarerne, hæfter personligt, uden begrænsning, og hvis der er flere, solidarisk for virksomhedens forpligtelser, mens en eller flere deltagere, kommanditisterne, hæfter begrænset for virksomhedens forpligtelser. Komplementaren skal have forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser.

Skatteretligt er kommanditselskabet ikke et selvstændigt skattesubjekt. Kommanditselskabet er skatteretligt transparent. Det betyder, at kommanditselskabets indkomst bliver beskattet forholdsmæssigt hos kommanditisterne efter deres ideelle andel af selskabets formue. Som følge af transparensen gælder der særlig praksisskabte regler om fradragskonto. Reglerne om fradragskonto har grundlæggende til formål at sikre, at kommanditisternes fradragsret – i medfør af transparensprincippet – begrænses til det beløb, kommanditisten hæfter med. 

Tilbage til højesteretssagen. Det pågældende kommanditselskab havde til formål at eje og drive et skib. Kommanditselskabet havde finansieret købet af skibet ved optagelse af et banklån på 13.000.000 USD. Finansieringen skete i henhold til låneaftale med banken indgået i april 2008.

I årene efter blev kommanditselskabet ramt økonomisk af en negativ udvikling i markedet for containerskibsfart. Af ledelsesberetningen i årsrapporten for 2011 fremgår blandt andet:

”Selskabets investorer er blevet opkrævet den fulde resthæftelse (sidste rate forfalder 15.04.2012). Investorerne har tilkendegivet, at de ikke ønsker at foretage yderligere indbetalinger eller påtage sig yderligere hæftelse.

[…]

Selskabet er således på nuværende tidspunkt insolvent, og det kan ikke forventes, at selskabet kan svare enhver sit, og dermed står selskabets bank til et betydeligt tab på udlån til selskabet. Selskabets bank har anmodet om at selskabets skib sælges og som følge af bankens udsigt til betydeligt tab ved salget, er det banken som fastsætter vilkårene for salget og herunder salgsprisen for skibet.”

I april 2012 lykkedes det kommanditselskabet at sælge skibet for 3.850.000 USD.

I juli 2012 indgik kommanditselskabet og banken et tillæg til låneaftalen. Af tillægget fulgte, at såfremt banklånet ikke kunne indfries fuldt med salgssummen for skibet, ville banken eftergive kommanditselskabets restgæld. Kommanditselskabet hæftede for lånet med hele dets formue, og tillægget var derfor ikke indgået på non-recourse-vilkår. Tillægget bekræftede kun afviklingen af lånet, herunder at banken ville eftergive restgælden til kommanditselskabet.

Kommanditselskabet blev i sagen opløst med virkning pr. 31. december 2012. Restgælden i selskabet var på opløsningstidspunktet 5.108.049 USD.

Sagens hovedspørgsmål var, om eftergivelsen af kommanditselskabets gæld til banken på ca. 5 mio. USD på opløsningstidspunktet udgjorde en kursgevinst for kommanditisterne efter kursgevinstlovens § 23.

I anden række var spørgsmålet, om kommanditisterne havde krav på ikke at blive beskattet af kursgevinsten med henvisning til afsnit i Den juridiske vejledning.

Til trods for at Landsskatteretten kvalificerede gældseftergivelsen som værende en skattepligtig kursgevinst omfattet af kursgevinstlovens § 23, fik kommanditisterne medhold. Landsskatterettens begrundelse var, at:

”[…] det ikke er åbenbart forkert at antage, at kommanditisten alene opnår en økonomisk gevinst ved en gældseftergivelse i den situation, hvor hele resthæftelsen ikke er betalt, sådan som det har fremgået af Den juridiske vejledning igennem en længere årrække.”

For så vidt angår dette spørgsmål – betydningen af Den juridiske vejledning – henvises der til artiklen Den juridiske vejledning – hvornår kan du støtte ret på den?.

Faktum i sagerne for såvel landsretten som Højesteret var ubestridt. Det var ubestridt, at banken havde eftergivet restgælden i USD til kommanditselskabet, og at kommanditisterne havde indbetalt resthæftelsen til kommanditselskabet fuldt ud.

Landsrettens dom

Landsrettens dom blev afsagt med dissens til fordel for Skatteministeriet. Flertallet fandt, at kommanditselskabet opnåede en kursgevinst svarende til bankens eftergivelse af selskabets restgæld. Flertallet udtalte i den forbindelse, at der var tale om en kursgevinst for kommanditselskabet, selv om årsagen til eftergivelsen måtte være, at restgælden måtte anses som uerholdelig for banken, bl.a. som følge af kommanditisternes begrænsede hæftelse for gælden. Synspunktet fra flertallet går på, at det ikke i kursgevinstlovens § 23 som i § 21 er en betingelse, at gælden er nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.

Flertallet redegjorde herefter kort for transparensprincippet, der medfører, at kommanditselskabets indkomst beskattes hos de enkelte kommanditister. Da transparensprincippet ikke er fraveget i kursgevinstloven, var der ikke grundlag for ikke at anvende princippet. Kommanditisterne var derfor skattepligtige af kommanditselskabets kursgevinst.

Mindretallet kom frem til det modsatte resultat, bl.a. med den begrundelse, at bankens eftergivelse af kommanditselskabets restgæld er uden økonomisk værdi for de kommanditister, der har indbetalt hele resthæftelsen. Gældseftergivelsen, herunder bankens manglende forfølgelse af krav på tilbagebetaling af restgælden for komplementaren, der hæfter ubegrænset for kommanditselskabets gæld, udgør derfor ikke en gevinst for de enkelte kommanditister, som kun hæfter med deres indskud.  

Højesterets dom

Landsrettens dom blev indbragt for Højesteret af kommanditisterne med påstand om hjemvisning til Skattestyrelsen i overensstemmelse med og på grundlag af Landsskatterettens kendelser.

Højesteret henviste indledningsvist til højesteretsdommen fra 2019, hvor Højesteret slog fast, at kursgevinstloven gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld, og den skattemæssige behandling er ikke afhængig af årsagen til gevinsten eller tabet.  

Højesteret anførte herefter, at der ikke er grundlag for at tillægge det betydning for, om der efter kursgevinstlovens § 23 foreligger en skattepligtig kursgevinst ved eftergivelse af et kommanditselskabs gæld i fremmed valuta, om den enkelte kommanditist har indbetalt resthæftelsen. Højesteret konstaterede endvidere, at det er uden betydning for beskatningen af indtægter efter transparensprincippet, om den enkelte kommanditist har indbetalt resthæftelsen.

Med denne begrundelse nåede Højesteret frem til samme resultat som landsrettens flertal. Kommanditisterne skal i overensstemmelse med transparensprincippet beskattes af kommanditselskabets kursgevinst.  

Højesterets dom af 8. marts 2023 er offentliggjort med sagsnr. BS-41948/2021-HJR.

DAHLs bemærkninger

Højesterets præmisser er formuleret kort og præcist. Dommen viser, at bedømmelsen af, hvorvidt der er realiseret en kursgevinst på gæld i fremmed valuta efter kursgevinstloven skal ske i forhold til kommanditselskabet som debitor – og ikke selskabsdeltagerne i form af kommanditisterne. En fravigelse af transparensprincippet kræver altså særskilt lovhjemmel.

I dommenes sagsfremstillinger er der ingen oplysninger om komplementaren. En komplementar må generelt anses for at have realiseret en kursgevinst ved en långivers gældseftergivelse til kommanditselskabet, da komplementaren hæfter ubegrænset for selskabets forpligtelser. Baggrunden for bankens manglende forfølgelse af krav på tilbagebetaling fra komplementaren skyldes antageligvis, at komplementaren i det konkrete tilfælde var et selskab med begrænset hæftelse.

Gældseftergivelsens ”økonomiske værdi” for selskabsdeltagerne – komplementaren og kommanditisterne – ses dog efter dommen uanset hvad at være uden betydning for, hvem der skal beskattes af kommanditselskabets kursgevinst.

Dommen viser endelig et interessant samspil med reglerne om fradragskonto. Skattestyrelsen har som konsekvens af den oprindelige afgørelse forhøjet kommanditisternes fradragskonto med beløb svarende til kursgevinsten. Ved en forhøjelse af fradragskontoen på dette grundlag kan det hævdes, at kommanditisterne bliver stillet som om, at de hæfter for kommanditselskabets gæld, da reglerne om fradragskonto jo har til formål at sikre, at kommanditisterne ikke opnår et højere fradrag, end hvad de civilretligt hæfter for.     

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til den omtalte dom eller andre spørgsmål relateret til kursgevinstbeskatning, er du velkommen til at kontakte vores specialister, der har mange års erfaring med at yde højt specialiseret rådgivning på området.