I vores TRANSPORT-serie har vi tidligere i artiklen Transport: Ophør af fragtføreres ansvar efter CMR-loven skrevet om, hvorvidt en fragtfører kan bringe sit ansvar efter CMR-loven til ophør forinden aflevering af godset, hvis det før godsets fremkomst til bestemmelsesstedet bliver umuligt at gennemføre transporten. Her kommer tredje udgave af transportserien.

Lovgrundlag: Hvem har ansvaret for fejludleveringen?

En fragtfører er efter CMR-lovens § 24 objektivt ansvarlig for bortkomst, beskadigelse og forsinkelse af godset, som indtræffer i tiden fra overtagelsen og indtil afleveringen af godset. I hele perioden hvor godset er i fragtførerens varetægt, har fragtføreren en generel pligt til at tage vare på godset, drage omsorg for kundens interesser og optræde loyalt overfor kunden i forbindelse med transportaftalens opfyldelse.  

Fragtføreren er dog ansvarsfri, hvis han godtgør, at bortkomsten, beskadigelsen eller forsinkelsen skyldes:

• fejl eller forsømmelse fra den rådeberettigedes side
• anvisninger fra den berettigede, som ikke er foranlediget af fejl eller forsømmelse fra fragtførerens side
• godsets egen beskaffenhed, eller
• forhold, som fragtføreren ikke kunne undgå, og hvis følger denne ikke kunne afværge, selvom fragtføreren havde udvist den yderste omhu og agtsomhed i forbindelse med opfyldelsen af transportaftalen.

De nævnte ansvarsfrihedsgrunde har det til fælles, at fragtføreren har bevisbyrden for, at bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af godset skyldes en af de pågældende omstændigheder. Fragtføreren vil kun undtagelsesvis opnå ansvarsfrihed efter de nævnte grunde, da der stilles store krav til beviset og den udviste omhu og agtsomhed.

Når det i praksis skal vurderes, om en fragtfører har udvist den fornødne høje grad af omhu og agtsomhed, vil der blive taget hensyn til fragtførerens forpligtelser ifølge aftalen. Dette indebærer blandt andet, om fragtføreren har truffet forsvarlige forholdsregler og i øvrigt udvist den yderste omhu og agtsomhed, samt om ekstraordinære og upåregnelige forhold gjorde det umuligt eller meget vanskeligt at undgå eller afværge bortkomsten, beskadigelsen eller forsinkelsen. Desuden lægges der vægt på, hvad der under de konkrete omstændigheder ville kunne kræves af en professionel, dygtig og omhyggelig fragtfører.

Ansvarsbedømmelsen kan illustreres gennem forskellige typer af tilfælde. Et eksempel kan  være, hvor godset udleveres til den forkerte modtager som følge af bedrageri.

Der er ingen tvivl om, at bedragerne både i strafferetlig og erstatningsretlig henseende er ansvarlige for godsets bortkomst. Spørgsmålet er dog, hvorledes fragtførerens ansvar overfor den erstatningsberettigede i disse tilfælde er reguleret.

Retspraksis tegner her et billede af, at hvis godset bortkommer, fordi fragtføreren eller dennes chauffør bliver narret eller bedraget, vil fragtføreren stadig i mange tilfælde være ansvarlig efter § 24, stk. 1.

Når det er sagt, så kan fragtføreren i sagens natur også undgå et ansvar ved udlevering af godset til den forkerte modtager i bedrageritilfælde, men ifølge retspraksis stilles der ikke uden grund skrappe krav til chaufførens og dermed fragtførerens agtpågivenhed.

Dette er en problemstilling, som Sø- og Handelsretten har behandlet i en nyere dom afsagt i anden halvdel af 2022, hvor det lykkedes en fragtfører at undslippe ansvaret i et bedrageritilfælde.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

I sagen havde en dansk virksomhed (A) indgået aftale med en fransk virksomhed (B) om levering af et større parti kosmetikprodukter i Frankrig. A havde ikke tidligere samarbejdet med virksomheden eller personen, som identificerede sig som B’s indkøbsdirektør (C). Ifølge LinkedIn arbejdede personen hos B, ligesom efterspørgslen til A indikerede branchekendskab.

A indgik aftale med en dansk fragtfører (D) til transport og levering af godset til Frankrig.

Da chaufføren ankom til den opgivne leveringsadresse, kunne han konstatere, at lageret på adressen virkede forladt og havde graffiti påsmurt. Chaufføren informerede D herom, som kontaktede A’s direktør og oplyste hende om situationen.

A’s direktør kontaktede efterfølgende C, som oplyste, at lageret var tomt grundet Covid-19 og henviste til en ny leveringsadresse på et andet lager.

A anviste D til at foretage levering af godset på den nye adresse, men D måtte ikke aflæsse godset, medmindre de var helt sikre på, at den nye adresse var et officielt lager, som var ejet af B. Hvis der var den mindste tvivl herom, skulle D ”holde hesten”.

A tog ikke yderligere forbehold for afleveringen.

På opfordring fra A kontaktede D også B, idet A derigennem ønskede at få bekræftet oplysningerne om den nye leveringsadresse. D kontaktede B på et angivet telefonnummer, som fremgik af det modtagne materiale fra A og fik kontakt til en person, der udgav sig for at være fra B, og som bekræftede den nye leveringsadresse.

Senere meddelte D overfor A, at B lejede en lagerhal på den nye leveringsadresse, og at chaufføren havde aflæsset godset på det pågældende sted.

A svarede med ”ok, tak” og bad D om at tage billeder af lagerhallen, hvorefter D senere videresendte en mail med billeder fra chaufføren af aflæsningsstedet. Chaufføren ville tage yderligere billeder af frontlågen på adressen, når denne forlod stedet.

A’s direktør besvarede ikke mailen med billederne men konstaterede, da hun modtog billederne, at der ikke var tale om et officielt lager. Det gik ligeledes op for hende, at godset måtte være gået tabt, men hun foretog sig ikke noget på trods heraf.

Efterfølgende fandt A ud af, at man havde været udsat for bedrageri, idet bedragerne havde udgivet sig for at være ansatte hos B.

A rejste herefter erstatningskrav mod D og gjorde gældende, at D ikke havde udvist den sædvanlige og nødvendige agtpågivenhed i forbindelse med afleveringen af godset, herunder ved at sikre sig, at de pågældende personer på bestemmelsesstedet havde den nødvendige tilknytning til B.  

Sø- og Handelsretten fastslog indledningsvist, at godsets bortkomst skyldtes bedrageri, og at bedrageriet allerede forelå i forbindelse med aftaleindgåelsen mellem A og folk, der udgav sig for at være ansatte hos B.

Ansvaret for godsets bortkomst som følge af bedrageriet skulle afgøres efter CMR-lovens § 24.

Retten lagde vægt på, at D havde oplyst A om, at lageret på den oprindelige leveringsadresse var forladt og havde graffiti påsmurt, og at A havde anvist en anden leveringsadresse, som D havde fået bekræftet. ligesom A tog ikke yderligere forbehold, end at D skulle ”holde hesten”, hvis de var i tvivl om, at den nye leveringsadresse var det rigtige lager.

Retten lagde desuden vægt på, at A’s direktør, da denne modtog billederne af lageret, allerede her var klar over, at godset var bortkommet, men at A forholdt sig passiv. Retten fandt i forlængelse heraf, at D ikke alene på baggrund af leveringsstedets udseende og beskaffenhed burde have indset, at der var tale om bedrageriske forhold, ligesom det ikke var ualmindeligt i Frankrig, at fragtbreve ikke stemples med virksomhedsstempler, som tilfældet var i sagen.

Retten fandt på baggrund heraf, at bortkomsten af godset skete efter anvisninger fra A og som følge af forhold, som D ikke kunne undgå, og hvis følger D ikke kunne afværge.

D var derfor ansvarsfri for godsets bortkomst efter CMR-lovens § 24, stk. 2.

DAHL bemærker

Dommen bekræfter, at CMR-lovens § 24 udgør et strengt ansvarsgrundlag også i tilfælde, hvor godset fejludleveres som følge af bedrageri begået ved identitetstyveri. Det er derfor fragtføreren, som har bevisbyrden for, at der indtræder en ansvarsfrihedsgrund.

Hvad der skal til for, at fragtføreren kan undgå ansvar i en situation som den i sagen, afhænger af de konkrete omstændigheder, men anvisninger fra den, der har ret til at råde over godset, spiller også ind i vurderingen.

Selvom A og D havde den samme viden om det alternative lagers udseende, fandt retten, at bortkomsten af godset skete på baggrund af anvisningerne fra A’s side. Ansvaret kunne herefter ikke ”tørres af” på fragtføreren.

Det er uafklaret i retspraksis, om en fragtfører kan ifalde ansvar i tilfælde af bedrageri begået ved identitetstyveri, hvis fragtføreren har fået instruktioner om, at godset kun må afleveres på et officielt lager med kundens navn eller andre åbenlyse identifikationstegn anført.

I sagen havde A gjort gældende, at D ikke havde fulgt A’s instruktioner om, at godset skulle afleveres på et officielt lager. Den nye leveringsadresse havde intet med B at gøre og fremstod heller som et officielt lager.

Såfremt en fragtfører har fået instruktioner om, at godset kun må afleveres på et officielt lager med kundens navn, kan fragtføreren have en forpligtelse om at undersøge, at godset udleveres til den korrekte modtager.

Retten udtalte, at der består en forpligtelse for fragtføreren til at udvise omhu, men retten foretog ikke nogen streng bedømmelse af denne pligt. Retten lagde i stedet til grund, at D ikke alene på baggrund af stedets udseende og beskaffenhed burde have indset, at der var tale om bedrageriske forhold.

Det må dog anbefales, at både transportøren og fragtføreren er særligt opmærksomme på, hvem de sælger og leverer til, og Sø- og Handelsrettens resultat afspejler nok, at der ikke i dommerpanelet var den store sympati for A’s ageren i sagen.

Bliv klogere på transportret

Transportretten og den privatretlige regulering af forholdet mellem fragtføreren og kunden hører til et af de juridiske områder, hvor der er størst behov for afklaring og afdækning af parternes risici. I vores serie ’Transport’ giver vi dig et indblik i de mest gængse og centrale problemstillinger illustreret af den nyeste retspraksis på området.

Ønsker du at vide mere, eller har du spørgsmål til transportretten, herunder CMR-loven, er du velkommen til at kontakte vores specialister.