Rigtig mange virksomheder er organiseret i en bestemt selskabsstruktur, og det kan der være mange årsager til. En af de oftest forekommende er, at virksomheden ønsker at minimere risikoen. Virksomheden kan have en risikofyldt aktivitet, som de ønsker at isolere i et selvstændigt selskab. Det kan de gøre ved for eksempel at placere den ejendom, som virksomheden arbejder ud fra, samt øvrige elementer i virksomheden i andre selskaber. Hvis en risikofyldt aktivitet bliver for belastet, kan virksomheden skille sig af med den uden at udsætte den resterende del af virksomheden for tab.

Hvis man har organiseret sin virksomhed i en selskabsstruktur, forekommer der også samhandel mellem selskaberne. Der har i mange år været en skatteregel, der foreskriver, at man skal handle på markedskonforme vilkår. Med andre ord kan man ikke selv bestemme, hvilke priser man skal anvende ved handel mellem koncernforbundne selskaber. Det skal være den markedsbestemte pris, man vælger.

Hvis man ikke handler markedskonformt, flytter man en fordel fra ét selskab til et andet. Sælger man en ydelse til for høj en pris eller køber en ydelse for billigt, flytter man altså en fordel fra det selskab, der køber til for høj en pris, eller det selskab, der sælger for billigt.

Højesteret har i en ny sag taget stilling til, hvordan sådanne ikke-markedskonforme vilkår skal beskattes hos aktionæren.

Højesterets dom af 5. januar 2023

I den pågældende sag fandt skattemyndighederne, at en samhandel mellem et dansk selskab og et Dubai-selskab ikke var markedskonformt. Det danske selskabs skattepligtige indkomst blev derfor forhøjet med 58,4 mio. kr.

Begge selskaber var ejet af en enekapitalejer. Det var skattemyndighedernes opfattelse, at denne indkomstforhøjelse på 58,4 mio. kr. i det danske selskab var sket ved, at pengene var udloddet fra det danske selskab til kapitalejeren, og at kapitalejeren efterfølgende havde skudt pengene ind i Dubai-selskabet. Med andre ord blev kapitalejeren beskattet af maskeret udlodning med 58,4 mio. kr.

Skatteyderen havde gjort gældende, at han kunne korrigere den samhandel, som var foregået mellem selskaberne, sådan at der ikke blev overflyttet nogen fordel. Der findes nemlig en sådan regel om betalingskorrektion, hvis man ikke handler markedskonformt.

Højesteret fandt, at Dubai-selskabet ikke havde betalt skat, og at selskabets merindtjening, som overbetalingen havde indebåret, ville kunne udloddes skattefrit fra Dubai-selskabet til eneejeren, sådan at udlodningen ikke var undergivet skattepligt efter danske skatteregler og efter det oplyste heller ikke efter skatteregler i Dubai.

Højesteret fandt, at det danske selskabs overbetaling til Dubai-selskabet ikke var sket i det danske selskabs interesse, men udelukkende i eneejerens interesse, og at overbetalingen derfor måtte anses for maskeret udlodning til eneejeren.

Endelig kunne eneejeren ikke påberåbe sig den såkaldte betalingskorrektion, sådan at man kunne undgå udbyttebeskatningen. Betalingskorrektionen var alene noget, de to selskaber i den konkrete situation kunne påberåbe sig. Enekapitalejeren blev derfor beskattet af maskeret udbytte på 58,5 mio. kr.

Vurdering

Afgørelsen er efter min vurdering principiel. Hvis man flytter en formuefordel fra ét selskab til et andet, knæsætter dommen det princip, at formuefordelen typisk vil have passeret enekapitalejerens økonomi. Problemet aktualiseres især, hvis det er en fysisk person, der ejer koncernselskaberne. Var det et selskab, der var ejer af de to selskaber, havde der ikke været problemer, da et selskab kan oppebære skattefrit udbytte. Er det derfor fysiske personer, der ejer flere selskaber, og handler man ikke på markedskonforme vilkår, risikerer man altså en ekstra beskatning i form af udbyttebeskatning ved sådan en samhandel. Pas derfor på det!

Kontakt DAHL

Har du brug for rådgivning og vejledning af enhver skatteretlig karakter, er du altid velkommen til at kontakte vores specialist Bent Ramskov, der har mange års erfaring på området.