Ægtefæller kan ikke aftale hvad som helst, når det vedrører deres økonomiske forhold. Begrænsningerne i ægtefællers aftalefrihed har indtil nu været reguleret i ægtefælleskifteloven og retsvirkningsloven, men samles fra den 1. januar 2018 i én lov - lov om ægtefælles økonomiske forhold. I den forbindelse er mulighederne for at indgå aftaler mellem ægtefæller udvidet.

I det følgende ses der nærmere på bestemmelserne vedrørende aftaler om særeje, forhåndsaftaler, aftaler om gæld samt aftaler om surrogater for og indtægter af særeje, som er indsat i den nye lov.

Aftalefrihed

I lov om ægtefællers økonomiske forhold fastholdes udgangspunktet fra tidligere, der giver ægtefæller aftalefrihed, så længe det ikke strider mod de begrænsninger, som fremgår af loven. De lovregulerede begrænsninger af ægtefællers aftalefrihed skal ses i lyset af det økonomiske fællesskab, som ægtefæller automatisk får ved indgåelse af ægteskab.

Delingsformue

Med loven ændres begrebet fælleseje til delingsformue, men ægtefællernes respektive formuer skal fortsat deles lige ved separation, skilsmisse eller død. Denne ligedeling kan fraviges ved aftale, f.eks. ægtepagt med bestemmelse om særeje, men dette kræver for det første, at ægtefællerne er enige herom, og for det andet, at oprettelsen af ægtepagten sker i overensstemmelse med de formkrav, der følger af lovgivningen.

Særejetyper

Aftaler om særeje skal fortsat tinglyses i en ægtepagt for at være gyldige. Med hensyn til hvilke særejeformer, der kan aftales, har lovgiver indsat mulighederne for sumsæreje og sumdeling direkte i loven. Ved sumsæreje kan ægtefæller aftale, at et bestemt beløb af deres formue skal være særeje, mens den resterende del af formuen skal være delingsformue. Ved sumdeling er det lige omvendt, hvor ægtefæller kan aftale, at et bestemt beløb af deres formue skal være delingsformue og den resterende del af formuen skal være særeje. Aftale om sumdeling har ikke tidligere været muligt.

Pensioner og personlige rettigheder

Ægtefæller kan også på andre områder aftale, hvordan deres formue skal deles på et senere tidspunkt. De har mulighed for at indgå forhåndsaftaler om deling af pensioner, personlige erstatninger, uoverdragelige og personlige rettigheder samt gæld. Fælles for pensionsordninger, personlige rettigheder og erstatninger er, at de som udgangspunkt ikke indgår i delingsformuen, og en fravigelse af dette udgangspunkt kræver særskilt forhåndsaftale mellem ægtefællerne.

Et eksempel er situationen, hvor en stor del af en ægtefælles løn indsættes på en kapitalpension, mens den anden ægtefælle kun i begrænset omfang indbetaler til en kapitalpension, og i stedet bruger størstedelen af sin løn til husholdningen. Bliver ægtefællerne skilt, og har de ikke lavet en forhåndsaftale om deling af den ene ægtefælles kapitalpension, vil ægtefællen med den store kapitalpension som udgangspunkt kunne udtage pensionen forlods uden at skulle dele den med den anden ægtefælle. Der opstår således en regulær skævdeling.

Det er alene alders-, kapital, og ratepension, man kan aftale at dele i en forhåndsaftale. Der er således ikke sket ændringer i forhold de tidligere bestemmelser herom i retsvirkningslovens § 16.

Som noget nyt giver loven mulighed for, at ægtefæller kan aftale deling af personlige erstatninger. Ved personlige erstatninger henvises til personskadeskade- og forsørgertabserstatninger, der som udgangspunkt ikke skal indgå i delingsformuen. En forhåndsaftale giver således ægtefæller mulighed for at fravige udgangspunktet, og træffe bestemmelse om, at personlige erstatninger i stedet skal indgå i delingsformuen.    

For uoverdragelige og personlige rettigheder gælder det, at ægtefæller nu kan indgå forhåndsaftaler om deling af værdien af disse rettigheder. Et eksempel herpå kunne være aftale om deling af en ægtefælles personlige goodwill, som er oparbejdet i en personlig drevet virksomhed.

Gæld

Med hensyn til gæld er udgangspunktet, at gæld fratrækkes i den formuetype, den udspringer fra. Ægtefæller kan nu aftale at fravige udgangspunktet. Der sondres mellem gæld, der vedrører ægtefællens særejeformue, og gæld der vedrører delingsformuen. For gæld, der vedrører særejeformuen, er det en betingelse, at gælden er stiftet ved indgåelse af forhåndsaftalen, eller at gælden stiftes i tilknytning hertil. Kravet om, at gælden skal være stiftet inden eller i tilknytning til aftaleindgåelsen, medfører, at det ikke er muligt at aftale, at fremtidig gæld, der relaterer sig en ægtefælles særejeformue, skal fratrækkes i delingsformuen.

Et eksempel kunne være, at en ægtefælles studiegæld stiftet inden indgåelse af forhåndsaftalen, ikke skal kunne fradrages i delingsformuen, uanset om den relaterer sig til delingsformuen eller særejeformuen. Når det drejer sig om gæld, der relaterer sig til delingsformuen, kan ægtefællerne nu frit aftale, at en bestemt gældspost ikke skal fratrækkes. En sådan aftale betyder således en fravigelse af ligedelingsprincippet.

Indgår man en forhåndsaftale om fradrag af gæld i delingsformuen, gælder denne både ved separation, skilsmisse og død. Det er altså ikke muligt at begrænse aftalen til kun at gælde ved død. Endvidere er det heller ikke muligt at tidsbegrænse en sådan forhåndsaftale.

Aftaleformer

Fælles for disse forhåndsaftaler er, at de skal indgås i en ægtepagt, som efterfølgende skal tinglyses. Endvidere må indholdet i forhåndsaftalerne ikke stride mod de øvrige bestemmelser i loven. F.eks. kan det ikke aftales, at den ene ægtefælles fremtidige erhvervelser uden vederlag skal tilfalde den anden. 

I loven har man ikke ændret på retsstillingen vedrørende surrogater og indtægter af særeje. Surrogater (hvad der træder i stedet for særejeformuen) og indtægter er som udgangspunkt særeje. Ægtefæller har mulighed for at fravige udgangspunktet ved aftale, således at indtægter fra særejeformuen skal tilhøre delingsformuen i stedet for. Aftalerne kan ikke tidsbegrænses.

Samme aftalefrihed gælder dog ikke surrogater af delingsformuen. Ægtefæller kan nemlig ikke aftale, at surrogater for aktiver, der er delingsformue, skal være særeje. F.eks. er det ikke muligt at aftale, at hvis en ejendom, der er delingsformue, sælges, så skal salgsprovenuet være særeje.

Værdistigninger på aktiver, hvad enten de indgår i delingsformuen eller særejeformuen, anses ikke for surrogater eller indtægter. Værdistigninger eller -fald følger blot aktivets status. F.eks. ved salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden erhvervelsen.