Bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer § 22, stk. 2

Efter reglerne i færdselsloven er udgangspunktet, at en fører er ansvarlig for sit motordrevne køretøj og skal erstatte enhver skade, som køretøjet forvolder ved færdselsuheld.

Det er derfor bestemt ved lov, at enhver bilejer skal tegne ansvarsforsikring på sin bil. For at skadelidte skal kunne opnå dækning fra skadevolders ansvarsforsikring, er det en forudsætning, at skadelidte ved, hvem skadevolderen er og/eller i det mindste kan identificere køretøjet.

Bliver man derimod påkørt af et ukendt køretøj, hvor føreren og dennes forsikringsselskab er ukendt, dækkes et eventuelt erstatningskrav af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).

DFIM dækker dog kun erstatningskrav, såfremt det kan bevises, at skadelidtes skader er påført af et motorkøretøj, og at dette er ukendt.

Hvornår er der tale om et ”ukendt” motorkøretøj?

Højesteret har afsagt dom den 13. april 2023, hvor en skolelærer blev påkørt i en højresvingsulykke. Spørgsmålet for Højesteret var, om motorkøretøjet, der havde påkørt skolelæreren, kunne siges at være ”ukendt” i bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer § 22, stk. 2’s forstand.

Ulykken indtraf om morgenen, mens skolelæreren var på vej på arbejde på sin cykel. Idet skolelæreren cyklede over et lyskryds, blev han påkørt af en bil, der skulle svinge til højre. Føreren af bilen tilbød skolelæreren sit telefonnummer i tilfælde af, at han var kommet til skade. Skolelæreren, der gerne ville væk fra ulykkesstedet, valgte imidlertid ikke at tage imod førerens kontaktoplysninger.

Det viste sig efterfølgende, at skolelæreren havde pådraget sig betydelige skader i form af hoved- og vridtraumer.

Da skolelæreren blev klar over omfanget af sine skader, henvendte han sig til DFIM. DFIM afviste imidlertid at være erstatningspligtig, idet DFIM mente, at skolelæreren var ”sikker på, hvem der havde påkørt ham”, hvorfor køretøjet ikke kunne anses for at være ukendt.

Skolelæreren anlagde efterfølgende sag mod DFIM med påstand om, at DFIM var erstatningsansvarlig for den færdselsulykke, som han havde været udsat for.

Skolelæreren fik i byretten medhold i sit krav mod DFIM. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Dog mente én af de tre dommere, at skolelæreren ikke var blevet påkørt af et ukendt køretøj.

Højesteret fastslog indledningsvist, at i de tilfælde hvor skadelidte har haft mulighed for at få oplysninger om føreren og det skadevoldende køretøj, men ikke har fået dem, må det bero på en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, hvorvidt køretøjet kan anses for ”ukendt” og dermed er omfattet af bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjers § 22, stk. 2.

Endvidere forklarede Højesteret, at selvom udgangspunktet må være, at den skadelidte skal sikre sig oplysninger om det skadevoldende køretøj, vil det i situationen ofte være forståeligt, hvis dette ikke sker.

Herefter kom Højesteret frem til, at køretøjet var ukendt ud fra en samlet vurdering. Højesteret fandt ud fra de konkrete omstændigheder, at det var forståeligt, at skolelæreren i situationen ikke havde sikret sig oplysninger om føreren eller bilen. I vurderingen blev det lagt til grund, at der ikke ved påkørslen opstod nogle akutte skader, som gav anledning til, at skolelæreren skulle have sørget for at få kontaktoplysninger på føreren.

Med afgørelsen har Højesteret fastlagt, at bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjers § 22, stk. 2, ikke kun skal anvendes i færdselsulykkessituationer, hvor gerningsmanden reelt er ukendt (flugtbilist). Der skal i stedet foretages en konkret vurdering af, hvordan ulykkessituationen foregik, de umiddelbare skader på ulykkestidspunktet, herunder om disse har givet anledning til at indhente kontaktoplysninger på skadevolderen, samt skadelidtes subjektive forhold i situationen.

Østre Landsret kom frem til det modsatte resultat i en dom fra 23. januar 1959. Her fandt Landsretten, at skadelidte ikke var berettiget til erstatning fra DFIM, idet hun havde udvist egen skyld ved ikke at anskaffe førerens kontaktoplysninger i forbindelse med ulykkessituationen. Skadelidte havde i situationen brækket benet ved påkørslen og blev hjulpet hjem af skadevolderen, som bestred, at han var skyld i ulykken. Østre Landsret mente, at det måtte lægges skadelidte til last, at førerens eller køretøjets identitet ikke var blevet oplyst.

SpotOn - Din vej til aktuel indsigt i udvalgte afgørelser fra Landsretterne og Højesteret

Som læser af DAHLs nyhedsserie ”SpotOn” får du indsigt i de nyeste proces- og erstatningsretlige afgørelser fra Østre Landsret, Vestre Landsret og Højesteret. Vores processpecialister har nøje udvalgt afgørelserne, som de med udgangspunkt i et kort sammendrag perspektiverer til konkrete råd, pointer og anbefalinger, som du skal være opmærksom på.

SpotOn udkommer løbende – formatet er kort og med øje for konkrete pointer og brugbare take-aways. Læs de seneste udgaver her og her.