Det forekommer ofte, at opgaverne inden for en koncern er tilrettelagt på en sådan måde, at nogle opgaver samles i et af selskaberne i koncernen, der udfører fælles funktioner til gavn for flere koncernselskaber. Det kan for eksempel være fælles funktioner inden for økonomi, HR, IT eller køb og salg af virksomheder.

Lønudgifter forbundet med sådanne funktioner kan som hovedregel fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst hos det selskab, der har afholdt udgiften, når blot udgiften er afholdt i selskabets interesse. Dette gælder, uanset om medarbejderne beskæftiger sig med virksomhedens løbende drift, etablering af virksomhed eller udvidelse af virksomhed, f.eks. køb af kapitalandele eller køb af virksomhedsaktiviteter (aktiver og passiver). Fradragsretten for lønudgifter følger af ligningslovens § 8 N, stk. 1.

Ligningslovens § 8 N, stk. 1, blev vedtaget tilbage i 2017 efter dommene offentliggjort som SKM2017.512H og SKM2017.513H. Højesteret fastslog i de to domme, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke hjemler fradragsret for lønudgifter, der vedrører etablering eller udvidelse af virksomhed. Frem til højesteretsdommene (SKM2017.512H og SKM2017.513H) var det fast antaget af mange, at lønudgifter til etablering eller udvidelse af virksomhed kunne fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Bestemmelsen i ligningslovens § 8 N, stk. 1, fik derfor tilbagevirkende kraft helt tilbage til 2008.

Afgrænsningen mellem lønudgifter til drift, der er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og lønudgifter til etablering eller udvidelse af virksomhed, der ikke er fradragsberettigede efter statsskatteloven, er vanskelig. Ligningslovens § 8 N, stk. 1, har til formål at fjerne denne usikkerhed (og risiko) fra virksomhederne.

Samtidig med vedtagelsen af ligningslovens § 8 N, stk. 1, vedtog lovgiver den nugældende bestemmelse i § 8 N, stk. 2, om betaling af lønudgifter i koncernforhold.  

Korresponderende betaling

Hvis den afholdte lønudgift har ”nytteværdi” for andre selskaber i koncernen, skal de pågældende selskaber yde en korresponderende betaling på armslængdevilkår til det selskab, der har afholdt udgiften.

Selskabet, der har afholdt lønudgiften, har fradragsret for lønudgiften (fratrukket den korresponderende betaling), men skal samtidig beskattes af den korresponderende betaling. Den korresponderende betaling er dog ikke en lønudgift for det betalende selskab. Fradrag for den korresponderende betaling vil derfor være betinget af, at betalingen skal anses for at være en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Og det er langt fra givet, at sådanne betalinger vil blive det.

Efter ligningslovens § 8 N, stk. 2, kan den korresponderende betaling for lønudgiften fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst hos det betalende selskab, hvis det betalende og det modtagende selskab er sambeskattet efter selskabsskattelovens §§ 31 eller 31 A. Formålet med ligningslovens § 8 N, stk. 2, er at sikre, at den valgte koncernstruktur ikke bliver afgørende for beskatningen af korresponderende betalinger.

Man kan oplagt diskutere, om bestemmelsen har levet op til sit formål. For ”rent danske koncerner” vil det således ikke være noget problem at opfylde betingelsen i § 8 N, stk. 2, om sambeskatning. Det skyldes, at danske koncernselskaber altid sambeskattes efter selskabsskattelovens § 31. Det samme er ikke tilfældet for udenlandske koncernselskaber. De udenlandske koncernselskaber indgår kun i en dansk sambeskatning, hvis det ultimative moderselskab har tilvalgt sambeskatningen efter selskabsskattelovens § 31 A.

Det kan i nogle tilfælde være attraktivt at vælge international sambeskatning, f.eks. hvis koncernen har udenlandske selskaber eller faste driftssteder med underskud, fordi underskuddet kan modregnes i indkomsten hidrørende fra de danske selskaber – og dermed nedbringe koncernens samlede skat i Danmark.

International sambeskatning har dog aldrig vundet stor tilslutning i Danmark.   

For de mange danske selskaber, der ikke har valgt international sambeskatning, kan selskabernes korresponderende betalinger til udenlandske koncernselskaber således i praksis ikke fradrages efter ligningslovens § 8 N, stk. 2.

Skatteministeriet har i svar til Folketingets Skatteudvalg oplyst, at betingelsen om international sambeskatning i ligningslovens § 8 N, stk. 2, indebærer en forskelsbehandling på danske koncernselskaber og udenlandske koncernselskaber. Der er ifølge Skatteministeriet tale om en ”restriktion”, som ikke kan begrundes ud fra tvingende almene hensyn i henhold til EU-Domstolens praksis. Den nævnte forskelsbehandling strider endvidere mod artikel 24, stk. 4, i OECD’s modeloverenskomst, som indgår i de fleste af Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Ligningslovens § 8 N, stk. 2, skal derfor ændres, så betalinger til koncernselskaber i udlandet vil kunne fradrages, selv om der ikke er valgt international sambeskatning.

Selskaber, der på grund af den nugældende betingelse om international sambeskatning er nægtet fradragsret for betalinger til udenlandske koncernselskaber, vil kunne kræve genoptagelse efter de almindelige genoptagelsesregler i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Skatteministeriet har oplyst, at Skattestyrelsen er blevet orienteret med henblik på udsendelse af styresignal herom.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til den foreslåede lovændring og/eller muligheder for genoptagelse, er du velkommen til at kontakte advokat Bent Ramskov, der har mange års erfaring med at anmode om genoptagelse og opgørelse af skattepligtig indkomst i øvrigt.