Nyheder

Kræver arveafkald arveladerens accept?

I en for nylig afsagt dom af Østre Landsret, er der kommet et væsentligt bidrag til fortolkningen af arvelovens § 42, der omhandler arvingers afkald på en forventet arv.

Det sker fra tid til anden, at en person som har udsigt til at arve en formue efter sine forældre, alligevel overfor forældrene giver afkald på at arve. Det kan der være flere motiver til. Det kan f.eks. være at den kommende arving føler, at arven kan gøre mere gavn et andet sted, f.eks. hos arvingens livsarvinger. Et andet motiv kan være, at den kommende arving er kommet i økonomisk uføre og indser, at den kommende arv blot vil gå til at dække arvingens kreditorer.

 

AFTALE OM AFKALD
Man kan synes, at det må være enhver persons ret ensidigt at give afkald på en forventet arv, men ikke desto mindre har det i teorien været hovedtesen, at et arveafkald skal betragtes som en aftale, og at afkaldet derfor kræver arveladerens accept. Arvelovens § 42 er tavs om spørgsmålet, idet arvelovens § 42, stk. 1 blot fastslår at ”en arving kan mod eller uden vederlag give afkald på såvel forventet som faldende arv” og i stk. 2 anføres det ”afkald på forventet arv skal gives overfor arveladeren”. Et problem, som i praksis ofte opstår, er, at arvelader måske er alderssvækket og dement, og derfor ikke er i stand til at forstå et arveafkald, og dermed juridisk heller ikke er i stand til at acceptere et sådant afkald. Anita Godsk Pedersen og Hans Viggo Godsk Pedersen skriver i Familie og Arveret, 7. udgave s.199, om en sådan situation: ”Da afkald på forventet arv må betragtes som en art formueretlig disposition, må såvel afkaldsgiveren som arveladeren opfylde de sædvanlige habilitetskrav”. Ligeledes anfører Irene Nørgaard i Arveret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2008, s.122 følgende: ”Da afkaldet på forventet arv som nævnt er en arveretlig aftale, er det også en gyldighedsbetingelse, at arveladeren er testamentshabil.”.

 

ARVEAFKALD MOD VEDERLAG
Disse betragtninger giver god mening, hvis der foreligger en situation, hvor en arving f.eks. giver et afkald på en forventet arv imod til gengæld at modtage et vederlag. I en sådan situation er det selvfølgelig vigtigt, at arveladeren kan vurdere betydningen af afkaldet, da det jo f.eks. kunne forholde sig således, at arvingen rent faktisk opnåede en større andel af arveladers formue ved aftalen, end hvis arvingen blot arvede. Hvis en arving således f.eks. gav et afkald på betingelse af, at arvingen her og nu modtager 500.000 kr., mens arvingen i virkeligheden kun ville have arvet f.eks. 300.000 kr., medfører aftalen en forrykkelse af arvingernes indbyrdes forhold.

Et arveafkald der forudsætter en modydelse fra arveladers side, betegnes som et betinget arveafkald, og kræver arveladers accept.

BLANKT ARVEAFKALD
Er der derimod tale om et blankt arveafkald uden betingelser, virker det ikke indlysende, at et sådan afkald skal være forstået og accepteret af arveladeren for at være gyldigt. I bemærkningerne til arvelovens § 42 anføres det også herom:
”Er der tale om et afkald uden betingelser, må det være tilstrækkeligt, at afkaldet er kommet frem til arvelader. I denne situation bør der således ikke være et krav om accept fra arvelader.”.
I arvelovens § 42, stk. 3, fremgår det, at et afkald på arv også har virkning for arvingens livsarvinger, medmindre disses arveret er forbeholdt. Det principielle spørgsmål er, om et afkald på forventet arv, hvor arvingen forbeholder sig sine livsarvingers arveret, kan betragtes som et blankt afkald, som derfor ikke kræver arveladerens accept, eller om det må betragtes som et betinget afkald, der kræver arveladerens accept.

1966-DOMMEN
Inden dommen fra Østre Landsret i 2017, var der kun offentliggjort én dom, der behandlede dette spørgsmål, nemlig en byretsdom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1966, side 516. I den sag var der tale om en insolvent arving, som gav afkald på at arve sin far, men med forbehold for sine døtres arveret. Problemet var imidlertid, at arvelader var stærkt alderdomssvækket, og arvingens konkursbo gjorde gældende, at arveafkaldet var ugyldigt, da arvelader efter sin mentale tilstand ikke kunne antages at have opfattet og forstået afkaldet. Byretten gav boet medhold, idet byretten i præmisserne udtrykkeligt anfører: ”Når det imidlertid nu ved arvelovens § 31(svarer til nuværende §42) overhovedet forlanges, at afkald skal gives overfor arveladeren, må dette, i hvert fald, når afkaldet ikke er ubetinget, men gives til fordel for andre, naturligt forstås således, at loven blandt andet tilsigter, at arvelader skal bibringes en sådan kundskab, at han får mulighed for ved dispositioner i levende live og udnyttelse af sin testationsret at afbøde de følger af afkaldet, han måtte finde uønskelige”.

Herefter konkluderer byretten at arvelader ikke var i stand til at forstå afkaldet, og derfor tilsidesættes det, og formuen tilfaldt konkursboet.

2017-DOMMEN
Problemstillingen i den sag som var til pådømmelse i Østre Landsret, var identisk med faktum i ovennævnte byretssag.

En insolvent kvinde gav overfor sin mor afkald på forventet arv, men forbeholdt sig samtidig sine 2 døtres arveret.

Boet gjorde gældende, at et arveafkald med forbehold af livsarvingernes arveret, ikke kunne betragtes som et ubetinget arveafkald, og derfor krævede arveladers accept. Da arvelader var stærkt alderdomssvækket og præget af demens, gjorde boet gældende at afkaldet skulle tilsidesættes som ugyldigt.
De 2 døtre (arveladers børnebørn) gjorde principalt gældende, at arvelader ikke havde været så dement, at hun ikke kunne forstå afkaldet. Subsidiært gjorde de gældende, at et arveafkald med forbehold af livsarvingernes arveret, måtte betragtes som et ubetinget arveafkald, og derfor krævede det ikke mormorens accept, men var bindende, blot arveafkaldet var kommet frem til mormoren, inden hun afgik ved døden.

Østre Landsret gav de 2 børnebørn medhold, idet Østre Landsret lagde til grund, i overensstemmelse med det principale anbringende, at arveladeren ikke var så dement, at hun ikke forstod afkaldet. Denne del af afgørelsen er der ikke noget principielt i.

Østre Landsret valgte dog også at tage stilling til det principielle subsidiære anbringende, nemlig hvorvidt et arveafkald med forbehold af livsarvingernes arveret, må betragtes som et ubetinget arveafkald, og derfor ikke kræver arveladers accept. Det hedder således i præmisserne:

”Indledningsvis bemærkes, at den omstændighed, at arveafkaldet er givet under forbehold af LS’ livsarvingers arveret, ikke indebærer, at arveafkaldet må betegnes som et betinget arveafkald. Da LS’ arveafkald således er meddelt uden betingelser, er det ikke en gyldighedsbetingelse, at arvelader har accepteret arveafkaldet, men alene, at arveafkaldet er kommet frem til arvelader”.

Dommen er således et væsentligt bidrag til fortolkningen af arvelovens § 42, og de krav der kan stilles til gyldigheden af et arveafkald. Resultatet blev her det modsatte af resultatet i byretsdommen fra 1966.
Dommen er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2017 1160 Ø

Undertegnede repræsenterede de 2 arvinger i sagen mod konkursboet.

Tilmeld dig nyt fra DAHL

Modtag vores nyhedsbrev og bliv opdateret på juridiske emner og nye kurser.

Forretningsområder du ønsker info om:

  • Intet valgt

Din information