Nyt om fodboldjura: Den gode transferaftale – værd at vide om videresalgsklausuler
Sommerens transfervindue er i fuld gang, og deadline-dag nærmer sig. Klubberne skal nu træffe hurtige beslutninger og ofte også udforme klausuler til transferaftalen. Der findes ikke en standardiseret transferaftale, som det f.eks. er tilfældet med spillerkontrakter. Vi ser nærmere på, hvad klubberne skal være opmærksomme på, når det er helt op til dem selv at udforme aftalen.
Transferbeløb og betydningen for klubberne af at gennemføre store og gode transfers er steget. Vigtigheden af at udforme en præcis og god transferaftale er derfor også meget væsentlig for såvel den købende som den sælgende klub. Tilsvarende gælder for låneaftaler. Djævlen ligger i detaljen, og der er penge at hente ved at sikre sig klare og præcise klausuler i transferaftalerne.
Bestemmelser om tilbagekøbsret, forkøbsret og eventuelle frikøbsklausuler i spillerkontrakter kræver opmærksomhed og akkuratesse. Men særligt i forhold til videresalgsklausuler kan der erfaringsmæssigt opstå usikkerhed og fortolkningstvivl, og fodboldlovgivningen sætter også grænser for, hvad der kan aftales.
Videresalgsklausuler (”sell on clause”)
Ifølge flere engelske medier har Manchester City sat ny indtjeningsrekord på salg af sine akademispillere i forbindelse med transferen af Romeo Lavia fra Southampton til Chelsea. Baggrunden for dette er bl.a. en skarpt formuleret videresalgsklausul, da City i sin tid lod spilleren gå til Southampton. Prisen var dengang ganske lav, og nu tjener Manchester City angiveligt i nærheden af 85 mio. kr. via sell on-klausulen.
En videresalgsklausul indebærer, at den sælgende klub skal have en andel af den transfersum, som den købende klub opnår ved et eventuelt videresalg af spilleren. Videresalgsklausuler er meget sædvanlige i transfers af unge spillere, der overdrages for et lavt eller slet intet transferbeløb.
Der er flere måder at udforme videresalgsklausuler på. Der skal bl.a. tages stilling til, om den skal være en ren procentdel af det fremtidige transferbeløb, eller om den skal være baseret på en procentdel af den sælgende klubs provenu på spilleren, og hvor udgifter til f.eks. solidarity payments, agenter mv. kan indgå i provenuberegningen. Klubberne skal være opmærksomme på, om beløbet skal betales af ”any transfer fee recieved” eller ”net transfer fee received”, og særlig sidstnævnte skal defineres klart. I mangel af andre holdepunkter er udgangspunktet ifølge praksis, at det er den fulde transfersum, der skal betales sell on af. Men konkrete forhold kan ændre på dette.
Når videresalgsklausuler formuleres, bør der også klart tages stilling til, om videresalgsvederlaget kun skal betales af den købende klub for det beløb, som denne modtager fra den næste transfer af spilleren, eller om der skal betales af alle fremtidige transfers. F.eks. hvis klub A sælger en spiller til klub B, hvor der gælder en videresalgsklausul, og hvor klub B senere sælger spilleren videre til kub C på en aftale med en videresalgsklausul osv. Ofte aftales det alene, at det er ”next transfer”, der skal betales af.
Transferaftalen tager ofte ikke stilling til den situation, hvor spilleren indgår i en byttehandel, og det er ofte kun det kontantbeløb, som modtages, der skal betales videresalg på. Klubberne skal her være opmærksomme på, om ”cash” eller ”kontant” indgår i klausulen. En god løsning kan være, at klubberne i byttesituationen skal drøfte dette i ”good faith”.
Der skal også tages stilling til, om der skal betales videresalgsvederlag, hvis den købende klub udlejer spilleren og modtager et lejebeløb. I mangel af anden klar aftale (og i hvert fald hvor lejen reelt har karakter af en permanent transfer) er der CAS-praksis for, at der skal betales videresalgsvederlag i den situation.
Betalingstidspunktet bør også fremgå, f.eks. at det betales i takt med, at den købende klub modtager transferbetalingen for sine købere. I den sammenhæng bør den sælgende klub også sikre sig, at den modtager den nødvendige information fra den købende klub, så videresalgsvederlaget kan opgøres.
Klubberne skal også være opmærksomme på FIFA’s regler om third party interest (TPI) og third party ownership (TPO). Disse regler har til hensigt at sikre klubbernes uafhængighed, herunder at ingen andre end klubberne selv kan påvirke transferbeslutninger. Disse regler findes i FIFA’s RSTP art. 18bis og 18ter. I et par relativt nye CAS-afgørelser er det blevet fastslået, at en sell on clause som udgangspunkt ikke er i strid med ånden i FIFA's regler, men konkret udformede sell on-klausuler kan føre til et andet resultat. I den sammenhæng skal klubberne også huske på, at RSTP art. 18ter indeholder et forbud mod, at f.eks. spilleragenter eller andre kan opnå en andel af en fremtidig transfersum. Det er kun de to klubber og spillerne i den pågældende transfer, der må det.
Øvrige problemstillinger
Der er flere andre relevante forhold, som fodboldklubber bør være opmærksomme på ifm. transferaftaler, f.eks. betingelser for gennemførelse af transferen eller for betaling af transfersummen.
Du kan læse endnu mere om faldgruber og fokuspunkter i kontrakterne her.
Kontakt DAHL
DAHL vil gerne bidrage til, at klubbernes transferaftaler skaber den værdi, som klubberne fortjener. Vi ønsker at gøre fodboldbranchen i Danmark endnu mere professionel og understøtte den kommercielle udvikling med fremsynet juridisk rådgivning. Vi er specialister i fodboldjura og har bistået i nogle af de største transfers i Dansk fodbold, herunder til store udenlandske klubber. I den sammenhæng har vi udviklet en omfattende kontrakt- og klausulsamling til brug for transfer- og spillerkontrakter.
Du er velkommen til at kontakte vores specialist Frederik Bruhn, hvis vi du vil vide mere.