Anvendt rigtigt er successionsrækkefølger et godt værktøj i generationsskifteprocesser, men det er komplekst, og anvendelsen kræver omhyggelig og indsigtsfuld rådgivning.

I denne og flere følgende artikler vil vi beskrive successionsrækkefølgers oprettelse, anvendelse og virkninger, herunder afgiftsmæssigt og skattemæssigt.

Hvad er en successionsrækkefølge?

Den præcise juridiske definition på en successionsrækkefølge lyder således:

”En bestemmelse om, at en gave eller en arv skal tilfalde en modtager på første plads og derefter en eller flere modtagere på anden eller senere pladser”.

Det betyder, at det for eksempel er muligt at bestemme, at en gave (det kan f.eks. være et sommerhus) først skal tilfalde A, og ved A’s død skal sommerhuset tilfalde B og ved B’s død skal sommerhuset tilfalde C.

Dermed kan det fastlægges og styres, hvordan et givent aktiv skal flyttes fra person til person i den fastlagte rækkefølge. Det vil oftest være mellem generationer, men principielt kan hvem som helst være et led i en successionsrækkefølge, herunder også en fond.

Anvendelsen og retsvirkningerne af successionsrækkefølger er ikke reguleret af lovbestemmelser udover enkelte bestemmelser i arveloven og boafgiftsloven. Anvendelsen og retsvirkningerne er derfor i hovedtræk reguleret i retspraksis.

Anvendelsen ved arv

En successionsrækkefølge kan bl.a. etableres ved arv. I så fald skal det fremgå af et testamente.

I arveloven er der begrænsninger i, hvilken arv man kan indsætte i en successionsrækkefølge.

Successionsrækkefølger kan kun bruges i meget begrænset omfang ved tvangsarv – det vil sige den arv, som ikke kan fratages testators ægtefælle og livsarvinger. Hovedreglen er, at tvangsarv ikke kan indgå i en successionsrækkefølge. Der er dog efter arvelovens § 51 og § 52 mulighed for at lade tvangsarv indgå i en successionsrækkefølge, når det er arv til umyndige og tvangsarv til personer, der pga. svækkelse af en art ikke selv er i stand til at oprette testamente.

Ved friarv – modstykket til tvangsarv – er anvendelsen af successionsrækkefølger positivt hjemlet i Arvelovens § 60. Det er således muligt at indsætte friarven i en successionsrækkefølge ved et testamente.

Af arvelovens § 60 fremgår dog også den vigtige begrænsning, at der ikke kan indsættes ”flere ved testators død ufødte personer efter hinanden”. Sædvanligvis beskrives begrænsningen sådan, at der kun kan indsættes én ved testators død ufødt generation i en successionsrækkefølge.

Begrænsningen står i arveloven, men har rod i forbuddet med de såkaldte fideikommiser i Grundlovens § 84.

Hvis arv ønskes indsat i en successionsrækkefølge, skal det altså ske ved et gyldigt oprettet testamente, hvori vilkårene for successionsrækkefølgen fastlægges.

Anvendelsen ved gaver

Der er ingen lovregler om anvendelsen af successionsrækkefølger ved gave, men det er sikkert, at en successionsrækkefølge kan etableres ved gave.

Der gælder principielt ingen formkrav ved gaver, men det er i sagens natur af bevismæssige årsager nærmest utænkeligt, at vilkårene for etableringen af en successionsrækkefølge ikke nedfældes på skrift, typisk i det dokument hvorved gaven gives, ofte kaldet et gavebrev. Under alle omstændigheder er det et krav, at der er truffet bestemmelse om successionsrækkefølgen senest ved overgivelsen af gaven.

Det er juridisk set omgærdet af en del tvivl, om forbuddet mod at indsætte mere end én ufødt generation i en successionsrækkefølge også gælder ved gaver. Det må i hvert fald tilrådes at udvise stor forsigtighed hermed.

Offentlighed og kendskab

Det er et særligt aspekt ved en successionsrækkefølge, at en person kan være indsat på en given plads i en successionsrækkefølge uden at have kendskab til det.

I senere artikler omtaler vi de nærmere virkninger af en successionsrækkefølge. Her skal det blot nævnes, at der ikke eksisterer noget register eller anden registrering af successionsrækkefølger.

Det skaber udfordring i praksis.

Den arving eller gavemodtager, der modtager en gave eller en arv på førstepladsen i en successionsrækkefølge, vil blive bekendt med det, men det er ikke sikkert, at de næste pladser får kendskab til at de ”står for tur” som næste i rækken ved den første modtagers død eller ved indtræden af en anden begivenhed. Dermed er der en reel risiko for, at successionsrækkefølgen ikke bliver anvendt som tiltænkt, og de næste pladser har ej heller mulighed for at ”forsvare” deres ret, hvis den første modtager tilsidesætter sine pligter eller vanrøgter aktiverne i successionsrækkefølgen på den ene eller anden måde.

Ved etableringen af successionsrækkefølgen kan den udfordring søges imødegået på forskellig vis, hvis det ønskes, og det kan ligeledes ved arv søges imødegået, når det konkrete dødsbo skiftes.

Det kan være, at man simpelthen underretter de forskellige berettigede om deres rettigheder, men det kan også møde betænkeligheder, fordi det kan være, at retten aldrig aktualiseres, og så kan en underretning herom give anledning til tvist og tvivl. Der er tale om en reel udfordring, som må drøftes og imødegås ved udformningen og håndteringen af de konkrete dokumenter.

Fik du også læst..?

• Successionsrækkefølger: Hvad skal overvejes?
• Hvad er retsvirkningen af successionsrækkefølger?
• Hvornår er det relevant med en successionsrækkefølge i et testamente eller gavebrev?
• Hvad er de afgiftsmæssige virkninger af en successionsrækkefølge i et testamente?
• Hvad er de skattemæssige virkninger af en successionsrækkefølge?