Fravigelser til AB 18’s sædvanlige rangorden for aftaledokumenter
DAHL har i indlægget ’Den gode entreprisekontrakt’ forklaret, at udgangspunktet for rangorden af dokumenter og dermed for fortolkning af aftaler, som er indgået på AB-vilkår i AB 18 eller ABT 18, findes i § 6, stk. 3 og for rådgiveraftaler i ABR 18 i § 4, stk. 6. I det følgende vil jeg med udgangspunkt i AB 18 og ABT 18 § 6, stk. 3 forklare om fravigelser til AB-vilkårenes sædvanlige rangorden for aftaledokumenter.
AB 18 § 6, stk. 3 / ABT 18 § 6, stk. 3
Ifølge AB 18 og ABT 18 § 6, stk. 3 gælder følgende rangorden ved indbyrdes modstrid mellem de forskellige aftaledokumenternes bestemmelser:
- Entreprisekontrakten
- Brevveksling, mødereferater og andet skriftligt materiale, der indeholder vedtagne ændringer, tilføjelser eller præciseringer af udbuds- eller tilbudsmaterialet, og som er senere end tilbud.
- Entreprenørens tilbud.
- Brevveksling, mødereferater og andet skriftligt materiale, der indeholder ændringer, tilføjelser eller præciseringer af udbudsmaterialet, og som er senere end udbuddet og tidligere end tilbuddet.
- Bygherrens udbudsmateriale.
- AB 18/ABT 18.
Den anførte rangorden fraviges imidlertid, hvis andet følger af almindelige fortolkningsprincipper – eksempelvis at senere udarbejdede dokumenter får forrang for tidligere dokumenter, og at aftaledokumenter – hvis de er uklare – fortolkes imod den part, der har udarbejdet aftaledokumentet.
Med henblik på at undgå eventuel tvivl i tilfælde af modstridende bestemmelser, anbefales det derfor, at der altid i entreprisekontrakten indsættes et afsnit om den indbyrdes fortolkningsrækkefølge med præcis angivelse af de forskellige aftaledokumenter.
Særligt hvis man ønsker at fravige udgangspunktet i § 6, stk. 3, er det relevant at indsætte et afsnit om aftaledokumenternes indbyrdes rangorden. Et eksempel kan være, hvis et ældre dokument skal tillægges mere vægt end et nyere dokument. Her vil det være nødvendigt at fravige udgangspunktet efter § 6, stk. 3, hvorefter nyere dokumenter går forud for gamle.
Fravigelser til den sædvanlige rangorden udenfor entreprisekontrakten
I en del entrepriser udarbejdes aldrig nogen egentlig entreprisekontrakt, eksempelvis hvis bygherren blot sender en accept af entreprenørens tilbud. I disse tilfælde vil rækkefølgen i § 6, stk. 3 fortsat finde anvendelse (hvis AB 18 eller ABT 18 er aftalt).
Uden en entreprisekontrakt vil rangordenen altså – som udgangspunkt – starte ved §6, stk. 3 punkt b), f.eks. et entreringsnotat.
Uanset, om man har en egentlig entreprisekontrakt eller ej, kan der dog aftales fravigelser til den sædvanlige rækkefølge i dokumenterne som nævnes i b) – e). Eksempelvis kan bygherre skrive i sit udbudsmateriale, at udbudsmaterialet skal have forrang fremfor entreprenørens tilbud. Medmindre entreprenørens (accepterede) tilbud tydeligt anfører at have forrang fremfor udbudsmaterialet, vil udbudsmaterialet uden tvivl have forrang.
Prioritetsstilling mellem entreprenørens tilbud og bygherrens udbudsmateriale
Udgangspunktet efter AB-vilkårene er, at entreprenørens tilbud prioriteres forud for bygherrens udbudsmateriale.
I praksis ses det imidlertid ofte, at bygherren insisterer på at udbudsmaterialet skal have forrang fremfor entreprenørens tilbud.
Det giver sig selv, at det er uden betydning, hvilket dokument der stilles forrest i prioritetsstillingen, hvis entreprenørens tilbud er identisk med indholdet i udbudsmaterialet.
Problemstillingen opstår først, når der er (skjulte) uoverensstemmelser mellem udbudsmaterialet og entreprenørens tilbud. Det synes derfor forståeligt nok, at hver part ønsker sit udbudsmateriale eller sit tilbud stillet forrest i prioritetsrækkefølgen – særligt hvis der f.eks. er tale om en bygherre uden stor faglig ekspertise.
Retspraksis har fastslået, at en entreprenørs tilbud skal leve op til de åbenbare krav, der måtte være i udbudsmaterialet – eller alternativt tage udtrykkeligt forbehold for ikke at leve op til disse krav.
En entreprenør kan altså ikke blot afgive et tilbud, som åbenbart ikke lever op til bygherrens behov, og satse på, at bygherren ikke opdager, at tilbuddet ikke er ”godt nok”.
Da entreprenøren altså ikke kan foretage væsentlige afvigelser fra udbudsmaterialet uden at gøre opmærksom på det, kan det tale for, at det ikke nødvendigvis bør være afgørende for en bygherre, at udbudsmaterialet gives forrang frem for entreprenørens tilbud.
Entreprenøren kan dog derimod foretage mindre afvigelser fra udbudsmaterialet i sit tilbud og efter omstændighederne forpligte bygherren heraf.
Såfremt bygherren ønsker at sikre sig mod denne risiko, må bygherren overveje at forhandle udbudsmaterialet forud i prioritetsrækkefølgen – eventuelt mod ekstrabetaling.
Særligt vigtigt for henholdsvis bygherren og entreprenøren er, at eventuelle aftalte fravigelser til prioritetsrækkefølgen i AB §6, stk. 3, tydeligt fremgår af aftalegrundlaget, da en eventuel aftale herom ellers kan risikere at blive tilsidesat.
Der er ovenfor ikke taget hensyn til de udbudsretlige regler og de konsekvenser, som en ”uoverensstemmende accept” kan få. Dette vil blive belyst i et senere indlæg.
To eksempler på ’problematiske’ aftaler om aftaledokumenters prioritetsrækkefølge
Der er en række eksempler på afgørelser fra Voldgiftsnævnet, hvor aftaler om aftaledokumenters prioritetsrækkefølge er blevet behandlet. I nogle sager er aftalerne blevet tilsidesat, mens de i andre tilfælde er blevet fastholdt.
En voldgiftskendelse fra 2001 (trykt i TBB 2002.165 (Tidsskrift for Bolig -og Byggeret)) omhandler en aftale mellem en totalentreprenør og en bygherre. Totalentreprenøren anførte i sit tilbud, at tilbuddet skulle prioriteres forud for udbudsmaterialet i tilfælde af uoverensstemmelser. Af totalentreprisekontrakten, som var udarbejdet af bygherre, fremgik dog, at udbudsmaterialet skulle prioriteres som nr. 2 i rangordenen mellem aftaledokumenterne, mens totalentreprenørens tilbud skulle prioriteres som nr. 4.
Voldgiftsretten nåede frem til det resultat, at totalentreprenørens tilbud, uanset den i totalentreprisekontrakten angivne rækkefølge, skulle prioriteres over udbudsmaterialet.
Voldgiftsretten lagde i sin vurdering særligt vægt på, at tilbuddet havde været særligt detaljeret, at der i tilbuddet var taget forbehold for nogle ydelser, og at der var angivet tillægspriser for disse ydelser, og at disse forbehold og tillægspriser ikke var adresseret i totalentreprisekontrakten. Derudover var totalentreprisekontraktens bestemmelse om rangordenen en anelse uklar.
Modsat TBB 2002.165, kom Voldgiftsretten i en kendelse fra 2002 (trykt i TBB 2003.282) frem til, at sagens parter var bundet af den aftalte rangorden.
Parterne havde i entreprisekontrakten bestemt, at grundlaget for entreprisen bl.a. var entreprisekontrakten, entreprenørens tilbud og udbudsmaterialets fællesbetingelser i den nævnte rækkefølge.
Entreprenørens tilbud var 23 sider langt og indeholdt på side 18 et udtrykkeligt forbehold, hvorefter boring af huller i eksisterende dæk og vægge ikke var medregnet i entreprenørens tilbud, men derimod anset som ekstraarbejder. Det fremgik dog af udbudsmaterialet, at forbehold i entreprenørens tilbud skulle fremgå af forsiden af tilbudslisten.
Forbeholdet blev inden aftaleindgåelsen drøftet gentagende gange mellem entreprenøren og bygherre, som således var bekendt med forbeholdet. Bygherren accepterede tilbuddet, men det fremgik af entreringsnotater, at parterne var uenige om, hvorvidt boring af huller i eksisterende dæk og vægge var ekstraarbejde eller ej.
Voldgiftsretten fandt, at bygherren, som den der udformede entreprisekontrakten, havde haft særlig anledning til at sikre sig mod fortolkningstvivl ved eksempelvis at stille udbudsmaterialet foran entreprenørens tilbud i prioriteringsrækkefølgen.
Konklusion
Sammenfattende kan det konkluderes, at aftaler om den indbyrdes rangorden mellem aftaledokumenterne skal være klare og tydelige – og at parterne ikke skal undervurdere betydningen af at forhandle sine egne aftaledokumenter foran modpartens i tilfælde af uoverensstemmelser mellem aftaledokumenterne.
Fik du også læst..?