Pantsætning af betalingsrettigheder
En afgørelse ved Vestre Landsret fra den 7. juli vil øge finansieringsomkostninger ved pantsætning af betalingsrettigheder. Dette kan betyde større tab for pengeinstitutter i tilfælde af landmandens konkurs eller rekonstruktionsbehandling – både ved aktuelle og fremtidige konkurser/rekonstruktioner.
Artiklen er særligt relevant for personer, som beskæftiger sig med finansiering på landbrugsområdet.
Betalingsrettigheders retlige status
Det er en forudsætning for at kunne ansøge om landbrugsstøtte fra EU, at landmanden råder over betalingsrettigheder. Derudover er der en række yderligere krav til landmanden, som fremgår af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen Vejledning om direkte arealstøtte 2017, som skal være opfyldt. Betalingsrettigheder kan anskaffes enten ved tildeling fra den nationale reserve, eller købes af - alternativt lejes hos - andre landmænd. Betalingsrettigheder har derfor værdi ikke blot i forhold til landbrugsstøtten, som betalingsrettighederne giver adgang til at søge, men også en (salgs)værdi når der handles landmænd imellem.
Pengeinstitutter vil ofte søge sikkerhed for lån ydet til landmænd mod dels at få pant i betalingsrettighederne, dels at få transport på EU-støttebeløbet som landmanden kan søge på baggrund af betalingsrettighederne.
Pantsætning af betalingsrettigheder - sikringsakt
Når aktiver pantsættes, er det nødvendigt at iagttage en sikringsakt. Hvis sikringsakten ikke er iagttaget, skal pantsætningen ikke respekteres af tredjemand; fx en køber, som ikke kendte til pantsætningen og kreditorer, herunder i tilfælde af landmandens konkurs eller rekonstruktion. Der er forskellige sikringsakter alt efter hvilket aktiv, der pantsættes. Ved pantsætning af fordringer er sikringsakten denuntiation (meddelelse) til debitor, ved håndpantsætning er det rådighedsfritagelse, og ved (under) pantsætning af løsøre, herunder immaterielle formueaktiver, er sikringsakten tinglysning.
Før den relevante sikringsakt kan iagttages, skal man kende det pantsatte aktivs formueretlige status. Betalingsrettigheders formueretlige status har været omdiskuteret, da der er tale om en særegen rettighed skabt af EU, som i udgangspunktet ikke passer ind i det danske retssystem.
Administrativ praksis
Indtil nu er betalingsrettigheder af aktørerne på landbrugsområdet blevet behandlet som en fordring. Det skyldes hovedsageligt, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, som administrerer udbetalingen af landbrugsstøtte, foretog en vurdering af betalingsrettigheders retlige status. Udfaldet af vurderingen blev, at betalingsrettigheder havde status som fordring, og pantsætninger af betalingsrettigheder er på den baggrund hidtil ved meddelelse mod et mindre gebyr blevet noteret i et af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen oprettet register.
Vestre Landsrets afgørelse
Vestre Landsret har den 7. juli 2017 (FM 2017.134) truffet afgørelse vedrørende betalingsrettigheders formueretlige status. Vestre Landsret fastslår, at betalingsrettigheder formueretligt er et immaterielt aktiv og dermed ikke en fordring. Noteringen af pantsætningen i Landbrugs- og Fiskeristyrelsens register har derfor ingen retsvirkning.
Afgørelsen har tre umiddelbare konsekvenser.
Finansieringsomkostninger
For det første er det nødvendigt at tinglyse pantsætningen af betalingsrettigheder, hvis pantet skal være behørigt sikret. Det vil betyde en stigning i omkostningerne ved finansiering, idet der ved tinglysning af pant skal betales en fast tinglysningsafgift på kr. 1.660 plus 1,5 % af det pantsikrede beløb, altså pantebrevets nominelle hovedstol. Det vil eksempelvis betyde en tinglysningsafgift på kr. 8.410 ved pantsætning af 150 betalingsrettigheder, hvis det forudsættes, at betalingsrettighederne har en værdi af kr. 3.000 pr. stk. Desuden giver tinglysningen anledning til en del administrative opgaver i form af indhentelse af nye underskrifter og indsendelse af pantsætningsdokumenter til tinglysningsretten.
Omstødelse
For det andet vil en tinglysning af pantet, som først sker nu, og dermed (længe) efter at gælden er stiftet, kunne rammes af omstødelse. Det kan ske, hvis der indledes konkurs- eller rekonstruktionsbehandling af landmanden inden tre måneder efter tinglysningen, eller hvis landmanden var insolvent på tidspunktet for tinglysningen, og panthaver var eller burde være klar over dette. I sidstnævnte tilfælde gælder der ingen tidsbegrænsning i forhold til, hvornår konkurs- eller rekonstruktionsbehandling indledes.
Igangværende konkurser
For det tredje skal pantsætning af betalingsrettigheder ikke respekteres af igangværende boer. Det er ved Vestre Landsrets afgørelse fastslået, at værdien fra salg af betalingsrettigheder tilfalder konkursboet. Hvor stor en konsekvens det har for pengeinstitutterne, som havde anvendt meddelelse til/notering hos Landbrugs- og Fiskeristyrelsen som sikringsakt, er naturligvis forskellig fra konkursbo til konkursbo, men det vil alt andet lige øge pengeinstitutternes samlede tab.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kommenterede første gang afgørelsen den 11. august, hvor de oplyste, at man på daværende tidspunkt som sikringsakt både kunne underrette Landbrugs- og Fiskeristyrelsen og få tinglyst pant i personbogen.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har sidenhen ved en meddelelse fra den 13. september modificeret den første melding bl.a. efter i samarbejde med Justitsministeriet at have undersøgt konsekvenserne af afgørelsen. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har nu konstateret, at den hidtidige ordning ved meddelelse til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ikke kan opretholdelse, og at de noterede pantsætninger ikke er sikrede.
Af meddelelsen fremgår desuden, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen tilstræber at finde en permanent løsning, som omfatter de allerede noterede pantsætninger såvel som fremtidige pantsætninger af betalingsrettigheder.
Hvordan en sådan permanent løsning vil se ud, kan man kun gisne om, men indtil videre må pengeinstitutter og andre eventuelle panthavere forberede sig på praktiske opgaver og omkostninger i forbindelse med tinglysning af pant i betalingsrettigheder. Retsstillingen er måske ikke hensigtsmæssig, men klar, hvilket samtlige aktører må indstille sig på, herunder kuratorer, rekonstruktører, pengeinstitutter, revisorer mv.