Slutopgørelsens juridiske betydning
Entreprenøren skal fremsætte betalingskrav inden for visse tidsfrister for at kunne bevare kravet. Udover forældelse og passivitet kan en slutopgørelse have betydning for entreprenørens ret til vederlag.
AB 92 indeholder regler, som skal motivere parterne til en hurtig afklaring på byggeriets samlede økonomi, herunder krav for eventuelle ekstraarbejder.
AB 92 § 22, stk. 7, fastslår, at entreprenøren efter afleveringen skal fremsende en endelig og fuldstændig opgørelse – en såkaldt slutopgørelse – til bygherren, herunder over tilgodehavender for eventuelle ekstraarbejder. Efter at bygherren har modtaget en slutopgørelse, kan entreprenøren ikke fremkomme med yderligere krav – bortset fra sådanne, der er taget specificeret forbehold om i slutopgørelsen.
At slutopgørelsen er »fuldstændig«, indebærer, at den skal omfatte samtlige krav, som ikke tidligere er faktureret, herunder krav på ekstraarbejder, indeksreguleringskrav og lignende.
At slutopgørelsen er »endelig«, indebærer, at entreprenøren ikke kan fremkomme med yderligere krav, efter at bygherren har modtaget slutopgørelsen. Når entreprenøren har sendt slutopgørelsen til bygherren, kan han ikke efterfølgende forlange yderligere tillægsvederlag. Det gælder, uanset om der er tale om »glemte« ekstraarbejder, eller arbejder, som han slet ikke har haft mulighed for at kunne opgøre.
I praksis giver bestemmelsen anledning til en del tvister mellem parterne.
Udgangspunktet er, at krav, der ikke medtages i slutopgørelsen, prækluderes (dvs., at entreprenøren fortaber sit krav, hvis det ikke er medtaget i slutopgørelsen). At slutopgørelsen som udgangspunkt har præklusiv virkning, bekræftes også af en nyere voldgiftskendelse.
I T:BB 2016.419 VBA havde en underentreprenør fremsendt slutopgørelse den 31. maj 2012. Underentreprenøren krævede efterfølgende betaling for ekstraarbejder ved faktura af 14. november 2012. Voldgiftsretten udtalte, at slutopgørelsen medfører, at »kravene på ekstraarbejder er prækluderet, og voldgiftsretten tager derfor kun kravene i henhold hertil til følge i det omfang, de er anerkendt af hovedentreprenøren«.
Selv om entreprenøren som udgangspunkt ikke kan fremkomme med yderligere krav efter at bygherren har modtaget slutopgørelsen, kan visse krav på ekstraarbejder alligevel gøres gældende. Entreprenøren skal blot tage et specificeret forbehold i slutopgørelsen for supplerende krav. I så fald undgår han, at opgørelsen betragtes som endelig og fuldstændig. Skal et forbehold for supplerende krav tillægges betydning, skal det være specificeret. Det har ingen retsvirkning, hvis entreprenøren tager et generelt forbehold, eksempelvis ved at angive, at der fremkommer »yderligere krav«.
Der kan endvidere være særlige tilfælde, hvor entreprenørens krav ikke fortabes, selvom kravene ikke er medtaget i slutopgørelsen, og selvom der ikke er taget specificeret forbehold for kravene. I praksis er den såkaldt præklusive virkning af bestemmelsen lempet. Entreprenøren kan uanset slutopgørelsen gøre krav gældende, hvis der ikke hersker tvivl mellem parterne om, at der er indgået en aftale om, at entreprenøren skal udføre et bestemt arbejde til en bestemt pris, og dette arbejde er udført.
I voldgiftspraksis ses entreprenøren endelig at bevare krav på vederlag for ekstraarbejder, hvis kravene fremsættes kort tid efter, at slutopgørelsen er sendt, og hvis bygherren antages at være bekendt med ekstraarbejderne.
Se eksempelvis KFE 2014.467 VBA, hvor entreprenøren havde fremsendt en faktura med teksten »endelig opgørelse«. Umiddelbart forinden havde parterne korresponderet om forskellige krav på vederlag for ekstraarbejder, der ikke var medtaget i opgørelsen. Voldgiftsretten fandt derfor ikke, at underentreprenøren var afskåret fra at fremsætte yderligere krav, idet bygherren var vidende om entreprenørens krav.
AB 92 § 22, stk. 7, er derfor et eksempel på en bestemmelse, som er formuleret uhensigtsmæssigt, og som medvirker til at skabe forvirring om retsstillingen for parterne. Ordlyden af AB 92 § 22, stk. 7, giver parterne den opfattelse, at entreprenøren ikke kan fremkomme med yderligere krav efter en slutopgørelse. Det er imidlertid ikke tilfældet i rets- og voldgiftspraksis, hvor den præklusive virkning gives et helt andet (lempeligere) indhold.