Generelt om adgangen til at stille spørgsmål i syn- og skønssager 

Retsplejelovens § 197, stk. 2, bestemmer, at retten i syn- og skønssager kan afvise spørgsmål, som forsøger at lede skønsmanden i en bestemt retning på en utilbørlig måde, eller som forudsætter, at skønsmanden tager stilling til spørgsmål, som det er op til retten at bedømme. Bestemmelsen er dermed med til at begrænse sagens parters mulighed for frit at spørge skønsmanden om alt, hvad de ønsker. Retten vurderer parternes spørgsmål og afviser om nødvendigt de spørgsmål, som Retten finder i strid med Retsplejelovens § 197, stk. 2. Denne vurdering foretages imidlertid kun, hvis én af parterne gør indsigelse.

Bestemmelsen medfører, at parterne i sager, hvor der foretages syn og skøn, ikke må forsøge at påvirke skønsmanden ved at stille spørgsmål, der kan lede skønsmandens besvarelse i en bestemt retning.

Ensidigt indhentede erklæringer i syn og skønssager

Udgangspunktet efter retsplejelovens § 341a er, at parter godt kan fremlægge ensidigt indhentede erklæringer som bevis, hvis de er indhentet inden sagens anlæg. Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis konkrete omstændigheder taler for det. Ensidigt indhentede erklæringer dækker over sagkyndige udtalelser, rapporter m.v., som indeholder vurderinger eller konklusioner vedrørende sagens faktiske omstændigheder.

Omvendt kan erklæringer indhentet efter sagens anlæg, ikke fremlægges som bevis for retten. Dette betyder imidlertid ikke, at erklæringerne ikke kan tilgå skønsmanden i sager omhandlende syn og skøn.

Det følger af retspraksis, herunder UfR 2010.2471 H, at skønsmandens besvarelser som udgangspunkt skal baseres på kendskab til alle sagens akter. Spørgsmålet er dermed, om skønsmanden også skal basere sin besvarelse på erklæringer, der ikke kan tilgå hovedsagen.

Udgangspunktet i den juridiske litteratur er, at skønsmanden bør have adgang til disse, og at Retten undtagelsesvist kan bestemme, at sådanne erklæringer ikke skal tilgå skønsmanden, såfremt de er uden betydning for sagen eller i øvrigt er egnet til at påvirke skønsmandens besvarelse på utilbørlig vis.

Erklæring, der var ensidigt indhentet efter syn og skøn

Østre Landsret har i UfR 2024.1643 Ø taget stilling til, om ensidigt indhentede erklæringer, der er indhentet efter syns- og skønsforretningen, kan forelægges skønsmanden, og om spørgsmål, der stilles i relation til erklæringen, kan tillades.

I en sag om mangler ved fast ejendom, var der afholdt syn og skøn for at vurdere manglernes omfang og omkostningerne forbundet hermed. Efter afholdelse af syn og skøn, indhentede sagsøgerne flere erklæringer fra en arkitekt med det formål at stille spørgsmål til skønsmanden på baggrund heraf. Erklæringerne beskrev, dels samme forhold som skønsmandens besvarelse, herunder prissætningen af afhjælpningsarbejder, dels forhold, der ikke var indeholdt i skønstemaet. Arkitektens konklusion var dog kun delvist i overensstemmelse med skønsmandens rapport. Parterne var enige om, at arkitektens erklæringer ikke kunne tilgå sagen i henhold til retsplejelovens § 341a, men sagsøger ville gerne have lov at inddrage dem i syn- og skønssagen.

Retten fandt, at erklæringerne ikke kunne fremlægges for skønsmanden, idet de indeholdt vurderinger og konklusioner vedrørende forhold, som skønsmanden allerede har besvaret spørgsmål om. Retten udtalte, at et ensidigt indhentet tilbud kan fremlægges for skønsmanden med det formål at få skønsmanden til at genoverveje prissætningen af afhjælpningsarbejder, såfremt tilbuddet anses for at være reelt. I forlængelse heraf fandt retten, at de af sagsøger indhentede erklæringer, adskilte sig afgørende fra et reelt tilbud, hvorfor disse ikke måtte fremlægges. Herudover nægtede retten sagsøger at stille spørgsmål i henhold til indholdet af de indhentede erklæringer, da dette i så fald ville kræve, at skønsmanden i det hele skulle revurdere sin tidligere besvarelse, herunder prissætningen.

Sagsøger kærede herefter afgørelsen til Østre Landsret. Landsretten udtalte, at sagsøgers spørgsmål var egnet til på en utilbørlig måde at lede skønsmanden i en bestemt retning. Begrundelsen herfor var, at sagsøgers spørgsmål henviste til de indhentede erklæringer, som i vidt omfang indeholdt beskrivelser af forhold, der ikke havde været genstand for syn og skøn. Landsretten valgte derfor at stadfæste Byrettens kendelse.

Østre Landsrets afgørelse synes at fastslå, at ensidigt indhentede erklæringer, der er indhentet efter syn og skøn, i realiteten godt kan forelægges skønsmanden, selvom de ikke er anvendt som bevismateriale i sagen, medmindre der foreligger konkrete omstændigheder, der taler imod. Kendelsen synes også at fastslå, at parterne ikke kan forelægge ensidigt indhentede erklæringer for skønsmanden, når de er indhentet efter syn og skøn, hvis de i vid udstrækning indeholder beskrivelser af forhold, som ikke har været genstand for syn og skøn, da de i så fald på utilbørlig vis kan lede skønsmanden i en bestemt retning.

SpotOn - Din vej til aktuel indsigt i udvalgte afgørelser fra Landsretterne og Højesteret

Som læser af DAHLs nyhedsserie ”SpotOn” får du indsigt i de nyeste proces- og erstatningsretlige afgørelser fra Østre Landsret, Vestre Landsret og Højesteret. Vores processpecialister har nøje udvalgt afgørelserne, som de med udgangspunkt i et kort sammendrag perspektiverer til konkrete råd, pointer og anbefalinger, som du skal være opmærksom på.

SpotOn udkommer løbende – formatet er kort og med øje for konkrete pointer og brugbare take-aways. Læs de seneste udgaver her og her.