Det forekommer også, at ansatte med deres arbejdsgiver aftaler forskellige skattefrie godtgørelser. Dette gælder befordringsgodtgørelse og rejsegodtgørelse. I ligningsloven findes der et regelsæt, der giver mulighed for, at en arbejdstager og en arbejdsgiver aftaler, at arbejdsgiveren betaler sådanne godtgørelser for arbejdstagerens private brug af sin bil til erhvervsmæssig befordring eller arbejdstagernes rejser til andre arbejdspladser med en fast godtgørelse. Det specielle ved godtgørelsen er, at arbejdstageren oppebærer den skattefrit. ”Ideen” med godtgørelsen er naturligvis, at godtgørelsen skal modsvare en privat udgift, den pågældende arbejdstager nu engang har. Det er dog ikke altid, at denne sammenhæng eksisterer. Det forekommer bestemt i en ikke uvæsentlig udstrækning, at personer kan holde deres bil ”kørende” for et lavere beløb end det beløb, som man kan oppebære som skattefri godtgørelse. I sådanne situationer oppebærer lønmodtageren rent faktisk en fordel ved at få den skattefrie godtgørelse. Det anførte medfører også, at det forekommer, at en lønmodtager har en interesse i at få skattefrie godtgørelser, eventuelt imod at få lidt mindre i løn. Skattefrie goder er et attraktivt gode.

Lønomlægning
Tilbage i skattereformen 2012 blev der strammet op på den skattemæssige håndtering af sådanne godtgørelser. Hvis en arbejdsgiver og en lønmodtager aftaler en lønomlægning, hvorved arbejdstageren går ned i løn mod f.eks. at få skattefrie godtgørelser, fordi det ikke tidligere var en mulighed, betegnes dette som en lønomlægning. Foreligger dette, vil arbejdstageren ikke kunne oppebære godtgørelsen skattefrit – den bliver beskattet som almindelig løn. Landsskatteretten har i oktober afsagt en kendelse om en sådan situation. I situationen var der tale om en ansat person i sit eget selskab. Personen havde aftalt en løn med sig selv på 1.000 kr. i måneden. Over en 12 måneders periode oppebar lønmodtageren en skattefri godtgørelse på 100.000 kr. Såvel SKAT som Landsskatteretten beskattede skatteyderen af det pågældende beløb. Dels blev der henvist til den nye regel, der kom i 2012 om lønomlægning, der medførte beskatning, og dels fandt man, at den skattepligtige aflønning med 1.000 kr. i måneden, alene er af symbolsk karakter, og at der var et åbenbart misforhold mellem den almindelige aflønning og godtgørelserne. Begge dele medførte, at godtgørelserne blev beskattet.

Der er altså grænser for, hvad man kan lave af ”ad hoc-aftaler” for at konvertere almindelig kontantløn til en skattefri godtgørelse.

Modregningsforbud
Set fra arbejdsgiveres synsvinkel er det underordnet, om arbejdsgiveren betaler kontantløn eller en skattefri godtgørelse. Begge dele er fradragsberettigede som en driftsomkostning for arbejdsgiveren. Det forekommer derfor, at visse lønmodtagere indgår aftaler med en arbejdsgiver om, at man skal have et månedligt vederlag sammensat af en løn og en skattefri godtgørelse, men hvor det månedlige vederlag er konstant. For at kunne få en skattefri godtgørelse skal der være nogle nærmere betingelser opfyldt. Typisk regner man ”baglæns” ved at finde ud af, hvad man har ret til i skattefri godtgørelse og giver resten som almindelig løn med beskatning til følge.

Allerede før 2012 var der et forbud mod sådanne aftaler. Dette blev benævnt som et forbud mod modregningsaftaler – man kan ikke løbende foretage modregning i lønnen måned for måned mod at få en skattefri godtgørelse.

Landsskatteretten har i september 2017 haft en sådan sag forelagt på ny. SKAT havde fundet, at en virksomhed havde handlet i strid med det pågældende modregningsforbud. Man havde i den forbindelse gennemgået timesedler og kunne se, at den gennemsnitlige timeløn varierede ganske voldsomt og havde en tæt forbindelse til de godtgørelser, der blev udbetalt. Landsskatteretten tiltrådte dette og fandt, at der var tale om en aftalt lønnedgang. Ved at sammenholde månedslønnen med de godtgørelser, der udbetales, kunne det konkluderes, at de to ting modsvarede hinanden. Landsskatteretten fandt herefter, at denne sammenhæng principielt var udtryk for en almindelig skattepligtig aflønnning og beskattede derfor skatteyderen af såvel den kontante løn som de pågældende godtgørelser. Muligheden for at opnå ”skattefri løn” er til stede, men de værnsregler, der er opstillet for at undgå omgåelse af forskellig karakter, skal naturligvis respekteres. Respekteres de ikke, bliver fornøjelsen kort – alt beskattes som almindelig løn.