Aktindsigt i MRSA-oplysninger
Højesteret afsagde den 22. januar 2016 en kendelse i søgsmålet anlagt af Landbrug & Fødevarer som mandatar for 5 landmænd, der frivilligt og mod tilsagn om anonymitet deltog i en metodetestundersøgelse iværksat af Fødevarestyrelsen tilbage i 2007. Undersøgelsen blev gennemført i perioden fra 2008-2011.
Pressen har efterfølgende begæret aktindsigt i undersøgelsens resultat med henblik på at kunne identificere de besætninger, som ved undersøgelsen blev konstateret smittet med MRSA. Ved hjælp af disse oplysninger kunne pressen uden større anstrengelser herefter fremskaffe oplysningerne om beliggenheden og ejerskabet til disse besætninger – alt med henblik på offentliggørelse.
MRSA – CC398 har vist sig at smitte til mennesker, og blandt andet Etisk Råd har udtalt, at offentliggørelse af sådanne oplysninger kan være ”stigmatiserende, krænkende og indebære et indgreb i den enkeltes frihed”. Statens Seruminstitut har udtalt, at nyere undersøgelser fra Sverige har vist, at patienter kan opleve MRSA-smitte som ”stærkt stigmatiserende”. Herudover havde Landbrug & Fødevarer fremlagt massiv dokumentation for den stigmatisering alene det at bære MRSACC398 kan udløse.
Fødevarestyrelsen havde i første omgang meddelt afslag på begæringen om aktindsigt i disse oplysninger, men sagen blev herefter forelagt Folketingets Ombudsmand, som fortolkede sig frem til, at der ikke var grundlag for at meddele afslag på begæringen om aktindsigt.
Fødevareministeriets Klagecenter traf på baggrund af denne udtalelse afgørelse om at meddele aktindsigt, hvilket fik Landbrug & Fødevarer til prompte at anlægge et søgsmål om denne afgørelse og begære søgsmålet tillagt opsættende virkning.
Østre Landsret traf tidligere sidste år afgørelse i sagen, hvorved landsretten tillagde skaderne ved en offentliggørelse, som konkret kunne være irreversibel, større vægt end at formålet med reglerne om aktindsigt og grundlaget for Grundlovens § 63, stk. 2. Landsretten tillagde på den baggrund søgsmålet opsættende virkning, da landsretten samtidig vurderede, at søgsmålet om afslag på aktindsigtsbegæringen efter en foreløbig bedømmelse fandtes at have rimelig udsigt til at blive taget til følge.
Højesteret indtog et ganske andet standpunkt i sagen. Udgangspunktet for Højesteret var således omvendt, idet Højesteret tillagde offentlighedslovens formål om at ”understøtte informations- og ytringsfrihed samt mediernes formidling af informationer til offentligheden”, jfr. lovens § 1, stk. 1, sammenholdt med lovens regler om krav til hurtig sagsbehandling af sådanne aktindsigtsbegæringer afgørende betydning. Samtidig konstaterede Højesteret, at Højesteret ikke ud fra en foreløbig vurdering fandt grundlag for at fastslå, at den indbragte afgørelse om meddelelse af tilladelse til aktindsigt ville blive anset for ugyldig. Højesteret vurderede således ikke indsigelsen om risiko for stigmatisering af de omhandlede landmænd og deres familier for nærliggende og væsentlig.
I lyset af Østre Landsrets vurdering af helt samme forhold for de berørte er afgørelsens bemærkninger om den irreversible risiko for stigmatisering overraskende kort, men Højesteret har hermed markeret, at oplysninger, som meddeles det offentlige, hermed som altovervejende udgangspunkt må forventes at blive udleveret til pressen under henvisning til offentlighedslovens formål, som citeret ovenfor.
Afgørelsen vil få store konsekvenser for myndighedernes muligheder for i fremtiden at få iværksat frivillige undersøgelser. Dette begrænses for så vidt ikke til landbruget eller andre virksomheder, når oplysninger, som indirekte har eller kan få store personlige eller sociale konsekvenser, ikke kan påregnes undtaget fra aktindsigt.