Gældssaneringsbetingelser

Vi fik i 1984 regler om gældssanering i dansk ret. I 2005 blev gældssaneringsreglerne ændret markant i forhold til gældssanering, som udløber af en skyldners konkursbehandling.

Hvad enten en skyldner søger gældssanering via de almindelige regler eller via reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs, er det et krav, at nogle basisforudsætninger er opfyldte, herunder at skyldneren i forbindelse med gældsstiftelsen ikke har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender. Det betyder blandt andet: 

• at skyldneren ikke må have stiftet gælden ved at have handlet økonomisk uforsvarligt,
• at en væsentlig del af gælden ikke er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende handlinger,
• at skyldneren har undladt at afdrage på gælden til kreditorerne, selvom skyldneren har haft mulighed for det, eller
• at skyldneren - ofte sammen med samlever eller ægtefælle - har indrettet sig med henblik på gældssanering.

Ved uforsvarlige økonomiske handlinger anses normalt:

• at gælden er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
• at skyldneren påtog sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,
• at gælden er stiftet med henblik på overforbrug, og/eller
• at der er tale om gæld til det offentlige, der er oparbejdet systematisk.

Luksusfallenter

Særligt for nogle år siden i kølvandet på den økonomiske krise kunne man i medierne høre om ”finansbaroner og andet godtfolk”, der blev taget under konkursbehandling på baggrund af en voldsom gæld, ofte udløst af mislykkede spekulationsforretninger. I flere af disse tilfælde fik skyldneren lov til af pengeinstitut og/eller kreditforening i flere år at bebo luksusejendomme, som "almindelige folk” kun kunne drømme om at komme i besiddelse af. Sådanne arrangementer var kun mulige, fordi skyldnerens største kreditorer - ofte et pengeinstitut eller anden finansieringskilde - på trods af store tab på skyldneren accepterede at lade skyldneren og dennes familie bo i ejendomme til en ydelse, der med 100 % sikkerhed ville udelukke gældssanering. Denne kammeratlige behandling af skyldnere var som oftest begrundet i, at skyldnerne efter at være taget under konkursbehandling bistod kreditorerne - panthaverne - med salg af boets aktiver - i mange tilfælde fast ejendom. 

Rekonstruktion som omgåelse af gældssaneringsreglerne

Den fremgangsmåde, der blev benyttet, var, med bistand fra rekonstruktør og regnskabskyndig tillidsmand, at begære sig taget under rekonstruktionsbehandling. Herefter blev der efter reglerne om rekonstruktion i konkursloven udarbejdet rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag på baggrund af et oplæg, der var forhåndsgodkendt af skyldnerens største kreditor - ofte en finansiel kreditor. Ved at hovedkreditor som oftest var kreditor for mere end 50 % af skyldnerens samlede gæld, ville en rekonstruktionsplan og et rekonstruktionsforslag derfor efter stemmereglerne i konkursloven kunne gennemføres udelukkende med den pågældende hovedkreditors stemmer; også selvom der var betydelig modstand mod såvel rekonstruktionsplan som -forslag fra øvrige kreditorer.

Udfordringen for de kreditorer, der ikke ville acceptere, at en skyldner, der oplagt ikke opfylder betingelserne for gældssanering, kunne få gælden saneret via rekonstruktion, var, at rekonstruktør og tillidsmand afgav en erklæring, hvorefter rekonstruktionsforslaget efter deres opfattelse var rimeligt. Sådanne erklæringer tog skifteretterne og landsretterne tidligere til efterretning. Den praksis har Højesterets kendelse nu ændret.

Rimelighedscensur

Essensen af Højesterets kendelse er, at reglerne om gældssanering ikke kan omgås ved blot at søge rekonstruktionsbehandling ved beskikkelse af den af skyldneren valgte rekonstruktør og regnskabskyndige tillidsmand. Højesterets kendelse kan også tages til indtægt for, at rekonstruktør og regnskabskyndig tillidsmand ikke frit, og mere eller mindre efter eget forgodtbefindende, kan afgive en rimelighedserklæring. Med Højesterets kendelse kan det konkluderes, at rimelighedsskønnet skal udøves, ikke alene i skyldnerens interesse, men (særligt) i alle kreditorers interesse.

Derfor må en konsekvens af Højesterets kendelse være, at et rekonstruktionsforslag for personlige skyldnere alt andet lige skal honorere de krav, der skal opfyldes som forudsætning for at få sin gæld saneret ved gældssanering i forbindelse med konkurs.

Særligt om tidligere landmænd

Højesteretskendelsen hindrer ikke, at der kan gennemføres tvangsakkord for personlige skyldnere under rekonstruktionsbehandling - blot må de almindelige betingelser om gældssanering i forbindelse med konkurs opfyldes. Heri ligger, at der skal udarbejdes et budget baseret på gældssaneringsreglerne. Det betyder, at det fortsat er muligt for nødlidende landmænd at sælge deres bedrifter under rekonstruktionsbehandling og i tilknytning til gennemførelse af salget at få gælden saneret ved tvangsakkord efter rekonstruktionsreglerne. Derimod sætter Højesterets kendelse en kæp i hjulet på skyldnere, der ønsker at få gældssanering på 1. klasse - alt andet lige en både rigtig og rimelig afgørelse fra Højesteret. 

Højesteretskendelsen finder du her.

Den netop beskrevne problemstilling er tidligere behandlet af advokat Jens Paulsen i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2017, side 177: Rekonstruktionsforslags rimelighed.