Udlån af penge til selskab – forrentningen skal aftales på markedsvilkår
Det forekommer ret ofte, at der imellem selskab og aktionær indgås aftale om forskellige transaktioner. Oftest er der tale om udlån af penge. Der kan være tale om en fysisk person, der ejer et selskab, som udlåner penge til selskabet eller et moderselskab, der ejer et datterselskab, og som udlåner penge til datterselskabet. I det omfang relationen mellem selskab og aktionær er et kontrolleret forhold, dvs. aktionæren ejer over 50 % kapitalen eller over 50 % af stemmerne, er der særlige krav til aftalevilkårene. Sådanne kontrollerede transaktioner er nemlig omfattet af en skattebestemmelse i ligningslovens § 2, der foreskriver, at alle aftaler skal indgås på markedsvilkår.
Diskonto + 4 %!
Helt tilbage i 00’erne var der i en lang årrække en fast administrativ praksis for, at den markedsrente, der skulle aftales imellem et selskab og dens kontrollerede ejere skulle udgøre en rente svarende til diskontoen + 4 %. Diskontorenten har over årene været svingende, men har i de sidste år været meget lav, nemlig 0. Kvaliteten ved diskontorenten er, at den ikke ændres ret tit, men er et rimeligt forudsigeligt forrentningsniveau.
Normen med diskonto + 4 % er også af visse skatteydere anvendt de senere år. Set fra udlånersiden vil en rente på 4 % som rente for udlån af kapital være en fin rente, når man ofte betaler en negativ rente i sit pengeinstitut for at have penge til at stå på ens bankkonto.
Omvendt kunne en rente på diskonto + 4 % være en attraktiv lånerente for låntager.
Det specielle ved normen diskonto + 4 % er, at det var en fast norm, hvor man ikke skelnede til hverken långiver eller låntagers konkrete forhold. Der er næppe nogen tvivl om, at nogen skatteydere betaler en højere rente end de 4 %, mens andre betaler en mindre rente end de 4 %. I bund og grund er en fast norm derfor ikke rimelig.
Krav om et konkret skøn
Allerede tilbage i 2009 afsagde Østre Landsret en dom om, at man ved fastsættelse af den såkaldte armslængderente skal foretage et konkret skøn og se på, hvad det låntagende selskab kunne have lånt pengene til på markedet. Med andre ord tilsidesatte man normen om at bruge diskonto + 4 %. Denne dom medførte dog ikke i administrativ praksis de helt store ændringer. Det var stadigvæk oplevelsen, at SKAT accepterede normen og nok også indimellem anvendte den.
En ny landsskatteretskendelse vil givetvis komme til at ændre herved.
Der var her tale om et udlån fra en hovedanpartshaver til sit selskab. Der var ikke aftalt nogen rente. SKAT fastsatte derfor en rente. SKAT foretog ikke noget konkret skøn, men fastsatte renten til førnævnte standard, diskonto + 4 %. Denne afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten.
Landsskatteretten tiltrådte, at der skulle fastsættes en rente. Da man blot havde brugt normen hos SKAT, blev sagen sendt tilbage til SKAT med krav om, at der skulle foretages en konkret vurdering af den konkrete rentefod i henhold til lånets størrelse, den stillede sikkerhed og låntagers kreditværdighed. Landsskatteretten henviste i den forbindelse til dommen fra 2009.
Den fremadrettede norm
Fremadrettet skal der altså foretages en konkret vurdering hver gang, der foretages udlån fra en aktionær til et selskab, hvor der foreligger kontrol. Normen diskonto + 4 % er ”død”. De sædvanlige parametre, der er afgørende for, hvilken rente der skal udmåles, nemlig lånets størrelse, afdragsprofil, låntagers økonomiske stilling og sikkerheder er afgørende for, hvad man kan acceptere i skattemæssig henseende. Man må antage, at man med den nye landsskatteretskendelse fra foråret 2018 i større udstrækning vil foretage sådanne konkrete vurderinger, både hos skatteyderen og hos SKAT.
DAHL Advokatfirma har stor erfaring med at yde kompetent skatterådgivning. Har du spørgsmål til reglerne om udlån af penge til selskab, er du altid velkommen til at kontakte os.