Ny kendelse sætter fokus på betydningen af voldgiftsklausuler
Retten i Viborg har for nyligt afsagt en interessant kendelse omhandlende de almindelige domstoles saglige kompetence. Kendelsen er med til at understrege, at voldgiftsklausuler også kan have betydning, når der rejses direkte krav, og det er derfor vigtigt at få afklaret, hvad der er aftalt mellem en kontraktpart og dennes underleverandører, forinden der rejses direkte krav. Få indblik i den konkrete sag.
Sagens detaljer
Sagen drejede sig om, hvorvidt et arkitektfirma i forbindelse med dets rådgivningsarbejde havde pådraget sig et erstatningsansvar over for bygherren, og hvorvidt de almindelige domstole havde saglig kompetence til at tage søgsmålet under pådømmelse.
Bygherren havde indgået en totalentreprisekontrakt med en entreprenørvirksomhed om opførelse af et byggeri. Der blev mellem parterne aftalt ABT 93, herunder ABT 93 § 47, stk. 1, hvorefter eventuelle tvister skal underlægges voldgiftsbehandling ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlæg. I aftalegrundlaget blev der henvist til den mellem totalentreprenøren og rådgiveren indgåede rådgivningsaftale.
I rådgivningsaftalen mellem totalentreprenøren og rådgiveren var der aftalt ABR 89, hvorefter eventuelle tvister ligeledes skulle underlægges voldgiftsbehandling ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlæg.
Bygherren anlagde på trods heraf anerkendelsessøgsmål ved de almindelige domstole. Rådgiveren påstod afvisning med henvisning til de to aftalegrundlag, hvor der i begge var aftalt voldgiftsbehandling.
Bygherren gjorde gældende, at tvisten mellem bygherren og rådgiveren var støttet på rådgiverens skadevoldende handlinger – og ikke på bygherrens indtræden i aftalegrundlaget mellem totalentreprenøren og rådgiveren. Der var således tale om erstatning uden for kontrakt.
Spørgsmålet var herefter, om bygherre var bundet af voldgiftsbestemmelserne nævnt i de to aftalegrundlag.
Byrettens resultat
Retten i Viborg bemærkede, at bygherrens påstand om rådgiverens ansvarspådragende adfærd udsprang af en tvist om rådgiverens udførelse af sin opgave som rådgiver for totalentreprenøren.
Retten bemærkede, at kravet i en sag såvel mellem totalentreprenøren og rådgiveren som mellem bygherren og totalentreprenøren ville være omfattet af en voldgiftsaftale.
Retten fastslog, at i en situation som den foreliggende, hvor der er aftalt voldgift i begge aftalegrundlag, og hvor kontrakten mellem bygherren og totalentreprenøren henviser til rådgivningsaftalen mellem totalentreprenøren og rådgiveren som en del af aftalegrundlaget, er bygherren bundet af voldgiftsbestemmelserne.
Retten bemærkede, at det forhold, at bygherren havde afgivet proceserklæring om ikke at ville påberåbe sig aftalegrundlaget og således alene rejste krav om erstatning uden for kontrakt, ikke kunne føre til andet resultat.
DAHL Advokatfirma bemærker
Afgørelsen er i tråd med U2014.2042H, hvor Højesteret fandt, at bygherrens forsikringsselskab var bundet af voldgiftsbestemmelser, når forsikringsselskabet indtrådte på vegne af bygherren i en sag mod bygherrens underrådgiver.
Byretsdommen er særligt interessant, idet retten ikke tillægger det vægt, at bygherren afgav proceserklæring om ikke at ville påberåbe sig aftalegrundlaget, og således alene støttede sit krav på erstatning uden for kontrakt.
Vi bemærker, at et direkte erstatningsansvar ifølge retspraksis ikke begrænses af ansvarsbegrænsninger i den aftale, der er grundlag for den erstatningsansvarliges udførelse af opgaven jf. TBB2014.531. I hvilket omfang, der i den konkrete situation kan støttes ret på identiske aftalevilkår, eksempelvis i relation til de særlige regler omkring forældelse i ABR og ABT, er uafklarede.
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at alle aftalegrundlag gennemgås, forinden bygherren rejser direkte krav mod totalentreprenørens kontraktparter ved de almindelige domstole.
Sagen blev for rådgiveren ført af advokat Peter Henrik Würtz, DAHL Advokatfirma.