Hvis et selskab i overvejende grad har virksomhed med passiv kapitalanbringelse, medfører dette en række negative konsekvenser hos selskabet/kapitalejerne heri. En af konsekvenserne er, at kapitalejeren ikke kan overdrage kapitalandelene med skatteretlig succession eller få dem arveudlagt med skatteretlig succession. Får man en avance ved et salg af selskabets kapitalandele, kan man ikke bruge ophørspensionsreglen m.v.

Begrebet ”passiv kapitalanbringelse” har eksisteret i en lang årrække og har været beskrevet som ”udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter og værdipapirer eller lignende”.

Ved en lovændring, der trådte i kraft 1. juli 2017, slettede man ordene ”udlejning af”, sådan at passiv kapitalanbringelse nu er defineret ved ”fast ejendom, besiddelse af kontanter eller værdipapirer eller lignende”. I forhold til den ældre formulering var det fast antaget, at man skulle slutte modsætningsvis. Ejerskab til fast ejendom, der ikke blev udlejet, var ikke passiv kapitalanbringelse. Et af formålene med lovændringen var at fange sådanne situationer, hvor den planlagte ejendomsaktivitet f.eks. på sigt resulterede i en udlejning. I så fald kunne opførelse af ejendomme m.v. i sig selv være passiv kapitalanbringelse, selv om de endnu ikke var udlejet.

I forbindelse med regelændringen i 2017 blev der flere gange spurgt ind til, hvad der forstås ved ”eller lignende”. I en tidligere artikel har vi behandlet en afgørelse fra Skatterådet, hvor man havde taget stilling til, at udlejning af driftsmidler ikke kan sidestilles med de pågældende aktiviteter. Skatterådet har nu i en ny afgørelse haft mulighed for at tage stilling til begrebet. Konkret var der tale om et selskab, der ønskede at investere i solceller. Der blev spurgt til, om denne investering i solceller var passiv kapitalanbringelse.

Solceller og vindmøller behandles skattemæssigt som driftsmidler og er principielt derfor ikke fast ejendom skattemæssigt. Anlæggene behandles imidlertid som fast ejendom i andre relationer, f.eks. i relation til pantsætning og tinglysning.

Det var Skatterådets opfattelse, at det pågældende solcelleanlæg måtte sidestilles med fast ejendom og derfor blive fanget af regelsættet på grund af ordene ”eller lignende”.

Efter Skattestyrelsens opfattelse er fast ejendom bl.a. kendetegnet ved, at den faste ejendom er stationær og bestemt til at forblive på stedet. Den faste ejendom har endvidere typisk en vis størrelse. Det må bl.a. kunne omfatte større stationære aktiver så som vindmøller, der afskrivningsmæssigt ligeledes behandles om driftsmidler. Solcelleanlæg er ligesom fast ejendom stationær og bestemt til at forblive på stedet. De har endvidere en vis størrelse. Dette indebærer efter Skattestyrelsens opfattelse, at solcelleanlæg er en fast ejendom eller lignende.

I den konkrete sag indgik solcelleanlægget i virksomhedens drift, men uden aktiv deltagelse i driften fra ejerens side. Spørgerens deltagelse var begrænset til en begrænset hæftelse og modtagelse af afkast fra investeringen. Denne type investering må efter Skattestyrelsens opfattelse betegnes som passiv kapitalanbringelse, da det alene genererer et økonomisk afkast og derfor er passiv på lige fod med, hvis man investerer i udlejningsejendomme.

Det var derfor Skattestyrelsens og dermed også Skatterådets holdning, at investeringen i solcelleanlægget er passiv kapitalanbringelse.

Afgørelsen må tages til indtægt for, at det samme er gældende for vindmøller – der er på dette punkt ikke nogen forskel på solcelleanlæg og vindmøller.

Afgørelsen er utvivlsomt en praksisændring – også af den hårde slags. Ændringen kan tidligst have virkning fra 1. juli 2017, da det tidligere var et absolut krav, at der forelå udlejning af fast ejendom – dette blev ændret på dette tidspunkt.

Begrebet passiv kapitalanbringelse er en dynamisk størrelse, der hele tiden bevæger sig.

Har du spørgsmål til ovenstående eller generelt en skatteretlig problemstilling, er du altid velkommen til at kontakte en af vores specialister.