I internationale handelsforhold er det naturligt, at parterne primært koncentrerer sig om det materielle indhold af deres kontrakter, herunder spørgsmål om pris, leveringstid, reklamation og ansvar. Men ofte overser man de helt centrale spørgsmål om valg af værneting og lovvalg.

En nyere landsretskendelse (U.2019.2375 Ø) behandler atter spørgsmålet om, hvornår der i internationale handelsforhold er indgået en gyldig aftale om værneting. Har man ikke styr på disse regler, kan man blive trukket for retten i et andet land end ens hjemland med de risici, dette må indebære. 

Det juridiske grundlag

Efter retsplejelovens § 247, stk. 1 skal spørgsmålet om, hvorvidt to parter i et internationalt handelsforhold har indgået en aftale om værneting, afgøres efter reglerne i Bruxelles I-forordningen. Selv om Danmark har sin undtagelse til det juridiske samarbejde i EU, er forordningen alligevel gældende i Danmark efter en parallelaftale, der blev gennemført ved lov i 2017 mellem Danmark og de øvrige EU-stater.

Bruxelles I-forordningen afløser løbende den hidtil gældende EF-Domskonvention, så der i en periode gælder overgangsregler. Overordnet set svarer Bruxelles I-forordningen indholdsmæssigt til de hidtil gældende regler.

Efter Bruxelles I-forordningens art. 25 stilles der tre krav til en værnetingsaftale:

1. Den skal være indgået skriftligt eller mundtligt med senere skriftlig bekræftelse.
2. Den skal være udformet i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold.
3. Den skal - inden for international handel - være udformet i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have haft kendskab til, og som er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i lignende aftaler i branchen.

Sagens fakta

En dansk virksomhed, der bl.a. fremstillede markiser, indgik aftale med en tysk virksomhed om, at tyskerne skulle levere bl.a. markisemotorer til den danske virksomheds adresse i Danmark.

På aftaletidspunktet fremsendte tyskerne en ordrebekræftelse, hvor det var anført på tysk, at den tyske virksomheds almindelige salgs- og leveringsbetingelser fandt anvendelse. I en tilføjelse stod, at salgs- og leveringsbetingelserne kunne findes på en nærmere angivet hjemmeside på internettet.

Senere udstedte den tyske virksomhed endnu en ordrebekræftelse, denne gang på engelsk, da yderligere markisemotorer skulle leveres. Også i denne ordrebekræftelse var det formuleret, at salgs- og leveringsbetingelserne var gældende, og at de kunne findes på nettet.

Ifølge den tyske virksomheds salgs- og leveringsbetingelser var Stuttgart eksklusivt værneting for alle tvister vedr. kontraktforholdet, og tysk ret fandt anvendelse.

På intet tidspunkt indgik parterne en egentlig skriftlig leveringsaftale.

Da en række af markisemotorerne efter den danske virksomheds opfattelse var mangelfulde, anlagde danskerne sag ved Retten i Hillerød, som var hjemting for den danske virksomhed og aftalens opfyldelsessted. Mht. værnetinget gjorde den danske virksomhed gældende, at kravene til at indgå en værnetingsaftale i art. 25 ikke var opfyldt.

Danskerne henviste bl.a. til, at parterne ikke havde handlet sammen på de vilkår, som fremgik af tyskernes salgs- og leveringsbetingelser, i mange år, og at man aldrig havde modtaget betingelserne på dansk. Omvendt gjorde tyskerne gældende, at der i ordrebekræftelserne udtrykkeligt var henvist til salgs- og leveringsbetingelserne, og at det i internationale handelsforhold var helt sædvanligt alene at henvise til en hjemmeside i ordrebekræftelserne.

Efter tyskernes opfattelse var salgs- og leveringsbetingelserne gjort tilgængelige på en måde, hvor danskerne uden videre kunne have gjort sig bekendt med værnetingsklausulen ved at udvise almindelig forretningsmæssig omhu. Den tyske virksomhed påstod derfor sagen afvist pga. manglende dansk værneting.

Afgørelsens nærmere indhold

Østre Landsret kom – som Byretten - til det resultat, at der ikke var indgået en gyldig værnetingsaftale.

Med henvisning til EU-Domstolens praksis i Hőszig/Alstom Power Thermal Services-dommen fra 2016 kræver det til vedtagelse af en værnetingsklausul indeholdt i en parts standard salgs- og leveringsbetingelser, at (d)en af parterne undertegnede kontrakt selv udtrykkeligt henviser til de almindelige forretningsbetingelser.

Ligeledes følger det direkte af en dom fra 2018 (Saey Home & Garden/Lusavouga-Máquinas e Acessórios Industriais), at en værnetingsaftale, der er fastsat i almindelige forretningsbetingelser, som er nævnt i fakturaer udstedt af den ene part, ikke opfylder kravene i art. 25 til vedtagelse af en værnetingsklausul.

Herefter ligestiller Østre Landsret de ensidigt udstedte ordrebekræftelser med en faktura og konkluderer, at henvisningen i ordrebekræftelserne ikke opfyldte kravene i art. 25 til en skriftlig aftale.

Som et supplerende argument nævner Østre Landsret, at det ikke var godtgjort, at fremgangsmåden var i overensstemmelse med parternes praksis eller international handelssædvane, jf. de to øvrige betingelser i art. 25. 

Konsekvenserne af afgørelsen

Sagen om de mangelfulde markisemotorer skulle herefter føres ved Retten i Hillerød, og det fik stor betydning for sagens parter, bl.a. ift. advokater, sagsomkostninger, syn- og skøn samt rejseudgifter. Dertil kom den retsusikkerhed, der følger med, når et ”fremmed” lands domstole anvender lovgivningen. Den tyske virksomhed var helt klart på udebane i Danmark. 

Spørgsmålet om retsusikkerhed gælder for så vidt uafhængigt af, om lovvalget var dansk eller tysk ret. Østre Landsret forholdt sig ikke til dette spørgsmål, men set i lyset af, at forretningsbetingelsernes værnetingsklausul ikke var vedtaget, var det nærliggende at antage, at resten af forretningsbetingelserne heller ikke blev anset for aftalt mellem parterne. 

Herefter ville dansk ret med stor sandsynlighed finde anvendelse, da Danmark var leveringssted for aftalens karakteristiske ydelse. 

Havde den tyske leverandør derimod fået standardvilkårene vedtaget på tilstrækkelig tydelig vis, ville virksomheden kunne tvinge den danske køber til at tage til Stuttgart. Her måtte den danske virksomhed så – vha. tyske advokater – forsøge at indhente fornødent bevis for og gennemføre en retssag med påstand om, at de leverede produkter i Danmark var mangelfulde, ud fra tysk civilrets forståelse af mangelbegrebet set ift. aftalens nærmere indhold. F.eks. skulle et syn- og skøn udmeldes efter tyske regler. Et erstatningskrav skulle i givet fald også opgøres, så beviskravene for et tab i tysk procesret var opfyldt. 

Hvad kan vi lære af afgørelsen? 

• Med afsæt i den omtalte afgørelse er det DAHLs klare anbefaling, at der altid indgås en egentlig skriftlig kontrakt i internationale handelsforhold, og at der i kontrakten udtrykkeligt sker et valg af værneting. Indgåelsen af en skriftlig kontrakt står i modsætning til tilfælde som den omtalte sag, hvor der alene udveksles tilbud, ordrebekræftelser og fakturaer, og hvor parterne på et eller andet tidspunkt i processen forsøger af ”snige” deres almindelige forretningsbetingelser ind i aftalen.
   
• Såfremt vedtagelsen af værneting skal ske med henvisning til almindelige forretningsbetingelser, bør disse naturligvis vedlægges den skriftlige kontrakt i en sproglig version, som parterne anerkender at kunne forstå.
   
• I hovedkontrakten bør det anføres, at parterne er enige om, at der er tale om en sædvanlig fremgangsmåde i deres forretningsforhold, og at de anerkender, det er sædvanligt i branchen at vedtage standardvilkår på denne måde, dvs. ved henvisning.
   
• En henvisning til en hjemmeside på det relevante sted kan være et tilstrækkeligt belæg for indgåelsen af en aftale om værneting; det kræver dog et klart bevis for, at denne fremgangsmåde er sædvanlig i branchen. Et sådant bevis kan ved parternes uenighed ligge i en udtalelse fra en brancheforening.

Hos DAHL har vi specialiseret os i tyskrelateret erhvervsjura. Vores German Desk har både de nødvendige faglige og sproglige forudsætninger for at kunne rådgive dansk- og tysktalende klienter på en række områder. Juristerne i DAHLs German Desk har supplerende universitetsuddannelser fra tyske universiteter og/eller været på arbejdsophold i Tyskland. Derudover har vi en solid forankring i det tyske såvel som det danske virksomhedsmiljø, hvorfor vi kan etablere kontakt til et netværk af tyske advokatfirmaer og forbindelser. 

Har du spørgsmål til den omtalte afgørelse i denne artikel eller spørgsmål til problemer vedr. valg af værneting og lovvalg, er du velkommen til at kontakte Mikael Hedager Würtz eller en anden af vores specialister.