EU-Kommissionen uddeler store bøder for virksomheders begrænsning af grænseoverskridende salg
Velkendte varemærker og ”brands” er ofte eftertragtede hos forbrugerne og har derfor høj værdi for de virksomheder, som ejer dem. Virksomheder - og i sidste ende forbrugere - får typisk adgang til merchandise-produkter med logoer eller billeder, der f.eks. er beskyttet som varemærke eller design, via licensaftaler. Det kan imidlertid være i strid med konkurrencelovgivningen, hvis en virksomhed begrænser salget mellem geografiske områder i licensaftaler. Det har flere virksomheder gjort, og de får nu store bøder af EU-Kommissionen.
EU-Kommissionens konkurrencemyndighed med Margrethe Vestager i spidsen har siden 2017 undersøgt tre store virksomheders brug og distribution af licenser til en række af deres immaterielle rettigheder. Det har drejet sig om virksomhederne Nike, Sanrio og Universal Studios. EU-Kommissionen har i løbet af 2019 truffet afgørelse i sagerne mod hhv. Nike og Sanrio. Undersøgelsen mod Universal Studios er stadig i gang.
I begge sager har Nike og Sanrio (som licensgivere) solgt en ikke-eksklusiv licens til en virksomhed (som licenstager) til en eller flere beskyttede immaterielle rettigheder, som er blevet brugt til en række merchandise-produkter, f.eks. kopper, tasker og legetøj. For Nike drejede sagen sig om licens til produkter med ”brands” fra fodboldklubber, herunder FC Barcelona, Manchester United og Juventus. Sagens mod Sanrio omhandlede licens til produkter med bl.a. den kendte animerede kat, Hello Kitty.
I begge sager havde Nike og Sanrio i en årrække direkte og indirekte opretholdt foranstaltninger, som begrænsede grænseoverskridende (såkaldt ”out-of-territory”) salg for deres licenstagere. Det gjorde de bl.a. ved udtrykkeligt at forbyde et sådant salg, ligesom de tilskyndede licenstagerne til ikke at foretage ”out-of-territory” salg med andre tiltag. I Nike-sagen udpegede Nike konkret ”master”-licenstagere for at sikre opretholdelsen af begrænsningerne igennem hele værdikæden. Herved kunne Nike have kontrol med, at disse ”masters” anvendte slagsrestriktionerne over for deres under-licenstagere.
Nike fik en bøde på 12,5 mio. EUR for at opretholde overtrædelsen i ca. 13 år, mens Sanrio fik en bøde på 6,2 mio. EUR for at praktisere ulovlighederne i ca. 11 år. I begge tilfælde samarbejdede virksomhederne med EU-Kommissionen efter sagens opstart og opnåede derved en 40 % reduktion af bødestørrelsen.
Som leverandør bør man være påpasselig med at aftale forhold, som lægger begrænsninger på sin købers salg uden for et område, der er forbeholdt køberen. Det kan være i strid med konkurrencelovgivningen - og det gælder både i licensaftaler, men også i andre former for aftaler. I tilfælde hvor en leverandør begrænser salget ud af et område, der er forbeholdt køberen, skelner man normalt mellem ”aktivt” salg, hvor køberen henvender sig til kunder, og ”passivt” salg, hvor kunder selv henvender sig til køberen. Der er forskel på, hvad en leverandør må kræve mht. aktivt og passivt salg. I sidste ende vil vurderingen afhænge af, hvilken position virksomhederne indtager på markedet. Her er det afgørende spørgsmål normalt, om virksomhedernes markedsandel overstiger 30 %.
Kontakt os
Hvis din virksomhed er i tvivl om konkurrenceretlige forhold, f.eks. hvad der er tilladt efter konkurrencelovgivningen ved indgåelse af licensaftaler, er I altid velkommen til at kontakte DAHL’s specialister. Vores rådgivning omfatter bl.a. forebyggelse af konkurrenceproblemer, så din virksomheds aftaler altid er i overensstemmelse med konkurrencelovgivningen.