Hvornår ophører entreprenørgaranti på grund af forældelse?
En entreprenør skal stille sikkerhed for at opfylde sine forpligtelser over for bygherren, medmindre andet fremgår af udbudsmaterialet, og denne garantifordring mellem entreprenør og bygherre er underlagt en 3-årig forældelsesfrist. Garantifordringens forældelsesperiode løber fra det tidligste tidspunkt, hvor bygherren har kunnet kræve garantiforpligtelsen opfyldt. Det afgørende spørgsmål er derfor, hvornår bygherren er i stand til at angive art og omfang af misligholdelsen og størrelsen af det krævede beløb, så forældelsesfristen begynder at løbe. I voldgiftsregi har man for nylig afgjort en sag, der netop tog stilling til, hvorvidt en entreprenørgaranti var ophørt på grund af forældelse. Læs mere om sagen og gældende retspraksis her.
En entreprenør skal som det klare udgangspunkt stille sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser over for bygherren, medmindre andet fremgår af udbudsmaterialet jf. AB92 § 6/ AB 18 §9. Hvis en bygherre ønsker udbetaling i henhold til en sådan entreprenørgaranti, skal bygherren fremsætte et samtidigt krav til både entreprenør og garant med nøje angivelse af arten og omfanget af misligholdelsen samt størrelsen af det krævede beløb.
Garantifordringens forældelsesperiode
En fordring mellem en entreprenør og en bygherre i et entrepriseforhold (hovedfordring) er undergivet en 3-årig forældelsesfrist. Selve garantifordringen er ligeledes undergivet en selvstændig 3-årig forældelsesperiode, og garantifordringens forældelsesperiode løber fra det tidligste tidspunkt, hvor bygherren kunne kræve garantiforpligtelsen opfyldt.
Det fremgår af AB 92 § 6, stk. 7/AB 18 § 9, stk. 11, at dette tidspunkt foreligger, når bygherren er i stand til nøje at angive arten og omfanget af den påståede misligholdelse og størrelsen af det krævede beløb.
Bygherren skal, i forbindelse med anmodning om udbetaling af en stillet sikkerhed, forsyne garantistilleren med en udbetalingsanmodning, som indeholder en opgørelse af eller en redegørelse for kravets sammensætning samt en redegørelse for, hvorfor bygherren finder, at entreprisekontrakten er misligholdt.
Det interessante er derfor, hvornår bygherren i tilstrækkelig grad er i stand til at angive art og omfang af misligholdelsen, herunder størrelsen af det krævede beløb, således at forældelsesfristen begynder at løbe.
En sag om forældet garantiforpligtelse
I den nyligt afgjorte sag havde en garant stillet sikkerhed for en entreprenørs udførelse af en entreprise. Entreprenøren gik konkurs, inden entreprisen var færdig, og man skulle tage stilling til, om bygherrens krav mod garantistilleren var forældet eller ej.
Bygherren krævede udbetaling på en entreprenørgaranti med den begrundelse, at der var mangler ved det konkursramte entreprenørfirmas udførte arbejde. Det fremgår af AB 92 § 6, stk. 7 og AB 18 § 9, stk. 11, at bygherren, hvis han ønsker udbetaling i henhold til den stillede sikkerhed, skriftligt og samtidigt skal give meddelelse til entreprenøren og garanten med nøje angivelse af arten og omfanget af den påståede misligholdelse samt størrelsen af det krævede beløb.
Garantistilleren argumenterede for, at bygherren allerede tilbage i november 2011 var blevet bekendt med manglerne og dermed havde været i stand til at opgøre sit krav. Da bygherren ikke i den efterfølgende periode havde afbrudt den 3-årige forældelsesperiode over for garantistilleren, var det fremsatte krav forældet.
Bygherren argumenterede for, at han først var i stand til nøje at angive arten og omfanget af misligholdelsen samt størrelsen af det krævede beløb over for garantistilleren, da der i august 2018 blev afsagt kendelse om kravets størrelse i sagen mellem bygherren og entreprenøren. Bygherren argumenterede for, at han indtil dette tidspunkt var i grundlæggende uvidenhed om, hvorvidt der forelå et erstatningskrav som følge af misligholdelse.
Sagens resultatet – hvad kan vi lære?
Resultatet af sagen blev, at bygherrens krav mod garantistilleren var forældet.
Man fandt, at bygherren – i forbindelse med tidligere udarbejdede skønserklæringer i november 2013 og marts 2014 vedrørende merudgifter ved det udførte arbejde – var i stand til nøje at angive arten og omfanget af misligholdelsen. Forældelsesfristen skulle derfor regnes fra dette (tidligere) tidspunkt.
I andre sager har voldgiftsretten fastslået, at det er tilstrækkeligt, hvis bygherrens krav er opgjort skønsmæssigt, og således ikke som de endelige omkostninger.
Det er derfor vigtigt, at man som bygherre altid tænker garantifordringen ind i sine dispositioner over for entreprenøren, da bygherren risikerer en særskilt forældelse af garantifordringen, så bygherren fortaber sin mulighed for at få dækket sit økonomiske tab under entreprenørgarantien.
Har du brug for hjælp?
Hos DAHL Advokatfirma har vores specialister stor erfaring med at yde kompetent rådgivning om entrepriseretlige forhold. Har du spørgsmål til emnet, er du velkommen til at kontakte os til en drøftelse af dine muligheder.