Hvad er ekstraarbejde? 
Hvad er retsvirkningen, hvis parterne ikke overholder aftalte formkrav (f.eks. skriftlighed)? 
Kan entreprenøren altid kræve betaling for nødvendige ekstraarbejder? 
Og hvilke retsvirkninger har ekstraarbejder for parternes entrepriseaftale? 

Hvad er ekstraarbejde?

Ekstraarbejde er arbejde, som ikke er omfattet af den oprindelig indgåede entrepriseaftale, og vil altid have karakter af tillægsarbejde eller forandringsarbejde. Hvorvidt en ydelse fra entreprenørens side er kontraktsarbejde eller ekstraarbejde giver ofte anledning til tvivl om tvist mellem parterne, grænsen kan være vanskelig at fastlægge. Problemet må i første række løses ved en konkret og korrekt fortolkning af entrepriseaftalen. Parterne vil ikke sjældent have behov for juridisk bistand til at fastslå, hvilke rettigheder og forpligtelser de har efter entrepriseaftalen.

Efter AB 92 § 2, stk. 2, følger det, at bygherren skal forestå udarbejdelsen af et udbudsmateriale. Formålet med udbudsmaterialet er først og fremmest at beskrive den ydelse, som entreprenøren skal præstere for bygherren. Bygherrens udbudsmateriale skal være entydigt og således udformet, at der er klarhed over ydelsernes omfang og indhold. Da bygherren forestår udarbejdelsen af udbudsmaterialet, kommer det som udgangspunkt også ham til skade, hvis der konstateredes fejl og uklarheder heri. At bygherren bærer risikoen for fejl og uklarheder i udbudsmaterialet, får afgørende betydning for ekstraarbejde. Stiller bygherren (efterfølgende) krav om ydelser fra entreprenøren, som ikke er beskrevet eller har grundlag i udbudsmaterialet, vil entreprenøren som det helt klare udgangspunkt været berettiget til tillægsbetaling.

Ikke alle tilfælde af ekstraarbejde forårsaget af fejl og uklarheder i udbudsmaterialet berettiger entreprenøren til tillægsvederlag. Entreprenøren har pligt til at gøre indsigelse over for visse fejl og uklarheder i udbudsmaterialet. Det følger af parternes almindelige loyalitetspligt i kontraktforhold. AB 92 § 15, stk. 1-3, fastslår, at entreprenøren i forskellige tilfælde skal rette henvendelse til bygherren. Det gælder, hvis aftalen eller dennes grundlag ikke yder tilstrækkelig vejledning til udførelse af arbejdet, eller hvis der opstår forhold, som hindrer eller vanskeliggør arbejdet, eller gør det nærliggende, at bygherren påføres ulempe eller tab. Udfører entreprenøren ekstraarbejde, som kunne være undgået, hvis han havde rettet henvendelse til bygherren, vil entreprenøren som udgangspunkt ikke være berettiget til tillægsvederlag. Efter fast rets- og voldgiftspraksis mister entreprenøren imidlertid kun krav på tillægsvederlag for ekstraarbejde, hvis projektfejlen er åbenlys for entreprenøren. 

I mange projekter kender bygherren ikke det eksakte behov for entreprenørydelser. Eksempelvis ved bygherren sjældent, hvor mange m3-jord der skal fjernes fra en byggeplads. Bygherren har derfor en interesse i, at entreprenørens tilbud baserer sig på enhedspriser, således at bygherren får en fast pris pr. enhed (pr. stk., pr. m3, pr. m2, pr. løbende meter o. lign.). Hvis bygherren i udbudsmaterialet eksempelvis har fastsat sit forventede behov til 5.000 m3 jord, men entreprenøren må fjerne 6.000 m3, er mængden forøget med 1.000 m3. I dette tilfælde er der som udgangspunkt ikke tale om, at entreprenøren udfører ekstraarbejde, idet der blot er tale om en variabel mængdeændring. Da det allerede følger af udbudsmaterialet, at mængden kan variere, er det ikke nødvendigt, at der indgås en (særlig) aftale om den forøgede mængde.

Manglende skriftlig aftale

AB 92 § 14, stk. 2, fastslår, at bygherrens krav om ekstraarbejde skal fremsættes ”skriftligt”. Det ses ofte, at parterne individuelt skærper formkravene i entreprisekontrakten, bl.a. ved at aftale, at entreprenøren slet ikke kan kræve betaling, hvis der ikke er indgået en skriftlig aftale om ekstraarbejde underskrevet af begge parter.Eller ved aftale om, at entreprenøren ikke må iværksætte arbejdet, inden bygherren har underskrevet en aftaleseddel. 

Da behovet for ekstraarbejde opstår på tidspunkter, hvor parterne er travlt optaget med at udføre entreprisearbejderne, forekommer det ofte, at entreprenøren udfører ekstraarbejde, uden at de aftalte og specifikke formkrav overholdes. 

Parterne er ofte i tvivl om betydningen af aftalte formkrav. Bygherren påberåber sig ofte manglende skriftlig aftale som argument for, at entreprenøren ikke har krav på tillægsvederlag. I praksis er der ikke sympati for et sådant synspunkt. 

Skriftlighedskrav efter AB 92 og parternes individuelle formkravsaftaler tillægges ikke andet end bevismæssig betydning. Det betyder, at mangel på skriftlig aftale om ekstraarbejder kun indebærer en formodning imod, at der er indgået en aftale. Entreprenøren kan derfor meget ofte kræve betaling, hvis han på en eller anden måde kan godtgøre, at der er indgået en aftale om ekstraarbejde. I praksis kan entreprenøren løfte bevisbyrden for aftalen med støtte i fire argumenter, der ses anvendt i forskellige kombinationer. Manglende skriftlig aftale om ekstraarbejde er uden betydning, 

• hvis entreprenøren kan dokumentere/sandsynliggøre, at der er indgået en mundlig aftale med bygherren, 
• hvis formkrav ved parternes adfærd efterfølgende er frafaldet (eksempelvis hvis bygherren og entreprenøren under hele forløbet slet ikke følger de aftalte formkrav), 
• hvis bygherren har forholdt sig passiv overfor entreprenørens udførelse af ekstraarbejder,
• hvis arbejdet er nødvendigt for at opfylde entrepriseaftalen.

Nødvendige ekstraarbejder 

Når entreprenøren ikke kan fremlægge en skriftlig aftale om ekstraarbejde, gør han ofte gældende, at bygherren skal betale, fordi ekstraarbejdet har været ”nødvendigt” for at opfylde entrepriseaftalen. 

Udgangspunktet er, at entreprenøren altid skal underrette bygherren, hvis der opstår behov for at udføre andet og mere arbejde, end entrepriseaftalen giver ham ret til, jf. bl.a. AB 92 § 15, stk. 1-3. Entreprenøren besidder som udgangspunkt ikke kompetence til selv at træffe beslutning om at udføre ”nødvendige” ekstraarbejder. Hvis bygherren eksempelvis har bestilt en entreprenør til at renovere en ejendoms facader og altaner, og det under arbejdets udførelse viser sig nødvendigt, at foretage omkostningsfulde afstivninger af altanerne, skal bygherren underrettes, så han har mulighed for at ændre projektet (eksempelvis ved at fjerne altanerne). Entreprenøren kan derfor ikke selv beslutte at foretage den omkostningsfulde afstivning.

Det er klart, at der kan opstå situationer, hvor entreprenøren ikke kan eller bør afvente bygherrens godkendelse. Udgangspunktet om, at bygherren har den eksklusive ret til at bestille og godkende ekstraarbejder gælder ikke ubetinget. Hensynet til, hvad der generelt er hensigtsmæssigt for byggeprocessen, og hvad der må antages at være i bygherrens interesse tilsiger, at entreprenøren besidder en vis kompetence til at udføre nødvendige ekstraarbejder.

Efter AB 92 § 15, stk. 3, har entreprenøren ret til at udføre ekstraarbejde, hvis der opstår uforudsete forhold, som hindrer eller vanskeliggør arbejdet eller gør det nærliggende, at bygherren påføres ulempe eller tab. Bestemmelsen giver entreprenøren ret til at udføre ”risikoafværgende” ekstraarbejder, hvis bygherren er afskåret fra selv at varetage sine interesser, typisk fordi han ikke er tilgængelig på byggepladsen.

I langt de fleste rets- og voldgiftssager om ”nødvendige ekstraarbejder”, er der ikke tale om sådanne ”risikoafværgende” ekstraarbejder, men derimod om ekstraarbejder, der har været hensigtsmæssige, formålstjenlige, nødvendige eller strengt nødvendige for at byggeriet kan gennemføres. Entreprenøren må som udgangspunkt have ret til betaling for udførte nødvendige mindre ekstraarbejder, selvom bygherrens forhåndsgodkendelse kunne have været indhentet. Derimod kan entreprenøren som udgangspunkt ikke uden bygherrens godkendelse kan kræve betaling for nødvendige omkostningstunge ekstraarbejder. 

Retsvirkninger af ekstraarbejder

Ekstraarbejder kan have adskillige retsvirkninger for parternes entrepriseaftale. 

Hvis parterne ikke har indgået en prisaftale om ekstraarbejde, kan entreprenøren kræve betaling efter regning. Bygherren har pligt til at betale, hvad entreprenøren forlanger, medmindre bygherren kan bevise, at entreprenøren fakturerer et urimeligt beløb. Hvis AB 92 er vedtaget, kan entreprenøren kræve betaling efter acontobetalingssystemet, jf. AB 92 § 22, stk. 5. Entreprenøren kan derfor én gang hver måned fremsende en separat faktura/acontoopgørelse over udførte ekstraarbejder.

Ekstraarbejde kan derudover have retsvirkninger for tidsplanen. De fleste mindre ekstraarbejder kan udføres uden at tidsplanen påvirkes. Entreprenøren gør derfor klogt i at kræve tidsfristforlængelse, såfremt han efter omstændighederne mener, at (selv et mindre) ekstraarbejde kræver mere tid.

Endelig kan ekstraarbejde have betydning for parternes pligt til at stille supplerende sikkerhed, ligesom ekstraarbejde kan have konsekvenser for bygherrens pligt til at forsikre arbejdet – særligt, hvis der er tale om ekstraarbejder, der er af en helt anden karakter, end hvad der oprindelig var indgået entrepriseaftale om. Var der oprindelig kontraheret om jordarbejde, og bygherren efterfølgende bestiller entreprenøren til at udføre rørarbejde, er det ikke sikkert, at forsikringen dækker rørarbejderne.