Alle naturlige vandløb, der indgår i de danske vandområdeplaner, skal opnå miljømålet ”god økologisk tilstand”.[1] For at sikre at miljømålene opnås, har den daværende Miljø- og Fødevareminister (omtales herefter ”staten”) fastsat en række konkrete indsatser rettet mod de enkelte vandløb, f.eks. vandløbsrestaureringer, som de enkelte kommuner er forpligtet til at gennemføre.[2] Det står således ikke kommunerne frit for, om de vil gennemføre indsatserne, men til gengæld yder staten tilskud dertil.

Men hvad vil det sige, at kommunen er forpligtet til at gennemføre de vandløbsindsatser, staten har fastsat? Er forpligtelsen ubetinget forstået på den måde, at den enkelte kommune kan se bort fra de afvandingsmæssige og kulturhistoriske interesser, der normalt skal varetages efter vandløbsloven, når et vandløb reguleres?

For at besvare spørgsmålene skal vi se nærmere på praksis fra klagenævnene.

Praksis fra klagenævnene

I marts 2019 traf Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelse i en sag, hvor en række organisationer havde påklaget en kommunes afgørelse om ikke at gennemføre en vandløbsindsats efter bekendtgørelse om indsatsprogrammer (MAD.2019.78). Spørgsmålet var, om vandløbsindsatsen kunne undlades gennemført, hvis denne ville tilsidesætte væsentlige kulturhistoriske interesser i strid med vandløbsloven.

Klagenævnet udtalte, at interesseafvejningen mellem de to modsatrettede hensyn kun var relevant, hvis der ikke fandtes en teknisk løsning, der i tilstrækkelig grad tog hensyn til de kulturhistoriske interesser, hvilket kommunen ikke havde godtgjort. Nævnet fandt herefter, at restaureringen – som måtte anses som en bindende indsats - skulle gennemføres, medmindre kommunen ikke kunne opnå tilsagn om tilskud hertil.

I en lidt ældre afgørelse fra december 2015, som vedrørte en vandløbsindsats fastsat i de tidligere vandplaner,[3] udtalte Natur- og Miljøklagenævnet, at kommunen ved behandling af sagen var forpligtet til at inddrage hensynet til de afvandingsmæssige interesser med afsæt i vandløbsloven (MAD.2015.499). Da kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde redegjort for de afvandingsmæssige konsekvenser, som vandløbsindsatsen ville medføre, ophævede nævnet kommunens afgørelse om restaurering.

Konklusion

Afgørelserne fastslår, at kommunerne – uanset om vandløbsindsatserne må anses for bindende – fortsat er forpligtet til at iagttage tilgrænsende lovområder f.eks. vandløbsloven og reguleringsbekendtgørelsen, herunder hensynene til de kulturhistoriske interesser, der er knyttet til vandløbet, samt behovet for vandafledning.

Derudover kan kommunerne undlade at gennemføre indsatserne, hvis der ikke kan opnås tilsagn om tilskud hertil. Dette kan særligt komme på tale, hvis restaureringen ikke vurderes at have den nødvendige effekt for det pågældende vandløb, eller hvis restaureringen ikke kan gennemføres på en omkostningseffektiv måde.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan de enkelte og ofte modstående hensyn prioriteres og vægtes mod hinanden. Bør landmandens behov for vandafledning vige for hensynet til at opnå miljømålene, eller er det omvendt? Klagenævnet ses ikke at have behandlet spørgsmålet.

Vores bud på den indbyrdes prioritering af hensynene

Generelt kan en lov, herunder f.eks. vandløbsloven og de deri fastsatte hensyn, ikke tilsidesættes ved udmøntningen af en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen om indsatsprogrammer implementerer imidlertid EU’s Vandrammedirektiv, hvorfor udmøntningen af indsatserne må betragtes som en EU-retlig forpligtelse. Nogen vil derfor måske argumentere for, at hensynene i vandløbslovene, herunder behovet for vandafledning, bør vige for gennemførelsen af restaureringsindsatserne.

Denne konklusion kan dog næppe entydigt drages, idet en offentlig myndighed ikke lovligt kan gennemføre en vandløbsindsats, der vil påvirke vandføringsevnen negativt, hvis der findes alternativer, hvorpå vandløbet kan opnå det givne miljømål. Dette følger af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Det kan være vanskeligt at give et bud på, hvordan det forholder sig, hvis der ikke findes alternativer, hvorpå vandløbet kan opnå det givne miljømål. Svaret må bero på en konkret vurdering af sagens konkrete omstændigheder. Endelig bør det bemærkes, at lodsejeren under alle omstændigheder kan have ret til erstatning efter vandløbsloven, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

De enkelte kommuner bør dog huske på, at der i vandrammedirektivet er hjemmel til at fravige miljømålene, hvis omkostningerne for at opnå de fastlagte miljømål er uforholdsmæssigt store. Kommunerne kan derfor med afsæt i bekendtgørelserne om miljømål under visse betingelser anmode Miljøministeren om at fravige de fastlagte miljømål.

Ovenstående problemstilling gør sig i øvrigt gældende ved spørgsmålet om vandløbsvedligeholdelse.

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl om udstrækningen af de kommunale forpligtelser på området for vandplanlægning, er du velkommen til at kontakte en af DAHLs specialister inden for miljø- og planret. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du som lodsejer oplever, at en kommunal vandløbsindsats vil have negativ indvirkning på dit behov for vandafledning/dræning. Vores rådgivning omfatter ethvert spørgsmål, der kan opstå i afgørelsessager, herunder også hvilke forvaltningsretlige regler der skal overholdes. Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du har andre spørgsmål til vandplanlægningen.

[1] Bekendtgørelse nr. 448/2019 om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster

[2] Bekendtgørelse nr. 794/2016 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 449/2019 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter

[3] WebGIS for Naturstyrelsens Vandplan 2009-2015, Øresund, rev. 2014