Første år med AB 18: Hvorfor er det en god idé at bruge det nye system?
Det er nu et år siden, at det nye AB-system burde være taget i anvendelse – men mange vælger fortsat at kontrahere på de kendte vilkår i AB 92 / ABT 93. DAHL anbefaler, at byggeriets parter kommer i gang med at benytte AB 18-systemet - og hvis man er usikker på konsekvenserne, rækkevidden og egne evner, kan man overveje, om man kan starte med de lavthængende frugter i stedet for at ”gå hele vejen”. Læs DAHLs anbefalinger her.
Bestemmelser, der med fordel kan anvendes
Ansvarsbegrænsning for produktansvar med tilhørende krav om forsikring
I henhold til AB 18 § 11, stk. 3 skal entreprenøren i modsætning til AB 92 tegne produktansvarsforsikring foruden sædvanlig erhvervsansvarsforsikring. Hertil sikres entreprenøren i henhold til AB 18 § 54, stk. 1 ansvarsbegrænsning for produktansvar, der svarer til den faktisk opnåelige dækning på den tegnede forsikring. Bestemmelsen sikrer Bygherren, at der tegnes forsikring og sikrer Entreprenøren mod uoverskuelige krav fra Bygherren. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke regulerer forsikringsselskabets mulighed for at kræve regres fra Entreprenøren.
Hertil specificeres det i AB 18 § 54, stk. 2, at Bygherren afskæres indirekte tab, der er opstået som følge af et produktansvar. Dette er ikke tilfældet i henhold til AB 92 § 35, stk. 2, der alene afskærer Bygherren indirekte tab, der er opstået som følge af mangler.
Særligt Entreprenøren har interesse i at anvende AB 18’s bestemmer på dette punkt.
Mangelgaranti for ekstraarbejder
I henhold til AB 92 § 14, stk. 2 kan Bygherren ved aftale om ekstraarbejder fremsætte krav om øget sikkerhedsstillelse. I praksis er sådan forøget sikkerhedsstillelse næsten aldrig set. Det kan imidlertid være utilfredsstillende for en Bygherre, der har indkøbt ekstraarbejder for betydelige beløb, at der i Entreprenørens mangelgaranti (Entreprenørens garanti efter aflevering) ikke er taget højde herfor. AB 18’s system (§ 9, stk. 3), hvor der ved aflevering kan ske nedskrivning af arbejdsgarantien på 15% af kontraktsummen til 10% af hele Entreprenørkravet (kontraktsum + ekstraarbejder), er en meget enkel måde at sikre Bygherren og umiddelbart enkelt for Entreprenøren og Garantistiller at håndtere - særligt idet Entreprenøren på intet tidspunkt kan blive afkrævet at stille en tillægsgaranti/forøget garanti. Begge parter har således interesse i at anvende AB 18’s bestemmelser frem for AB 92.
Varsling af dagbod
Uden at forklejne AB-udvalgets arbejde og betydningen af hele aftalekomplekset, er den væsentligste bestemmelse i AB 18 uden tvivl § 40, stk. 4 om Bygherres fremsættelse af krav på dagbod. Bestemmelsens betydning bliver endnu mere væsentlig, når Udvalgets klare bemærkninger til bestemmelsen samtidigt tages i betragtning.
Det er på grænsen til umuligt at varsle krav på dagbod korrekt efter AB 92 og den praksis, der har udviklet sig på baggrund heraf. I tilfælde af forsinkelse vil Bygherrens krav på dagbod være omtåget af usikkerhed og med stor sandsynlighed være den direkte vej til en konflikt mellem parterne. Aftales anvendelse af AB 18’s varslingssystem, er der sikret entydighed, og begge parter sikres mod en unødvendig konflikt. Det betyder naturligvis også, at den forsinkede Entreprenør rent faktisk risikerer at komme til at betale dagbod, men hvis Entreprenøren er nervøs for at binde sig hertil, er det mere væsentligt at se på tidsplanen (og egne evner).
Indeksregulering
I AB 18 § 34 og § 35 er der medtaget bestemmelser om, hvordan indeksering af kontraktsum og prisstigninger skal ske, mens AB 92 § 22, stk. 6 blot indeholder bestemmelse om, hvordan Entreprenøren skal dokumentere sit krav, hvis der er aftalt indeksering. AB 18 § 34 bygger på princippet i cirkulære nr. 174 af 10. oktober 1991 (cirkulæret om tid og pris på bygge- og anlægsarbejder), hvilket cirkulære blev ophævet med virkning fra den 4. januar 2019.
Ved anvendelse af AB 18 § 34 opnås fortsat entydighed om indeksering, og parterne slipper for at forholde sig til konsekvenserne af, at det omtalte cirkulære er ophævet.
Fravalg af AB 18
Uagtet at AB 18, som det fremgår ovenfor, med fordel kan anvendes på adskillige situationer, kan rækkevidden eller konsekvenserne af flere bestemmelse forekomme uoverskuelige. Det drejer sig f.eks. om tvistløsning og ansvarsbegrænsninger.
Tvistløsning
Med AB 18 indføres et helt nyt system for løsning af konflikter. Systemet kan forekomme omfattende og formalistisk, særligt for de aktører, der i den daglige drift bestræber sig på at undgå konflikter. Hertil kan der vel berettiget spekuleres i, om AB 18’s tvistløsningssystem i tilstrækkelig grad sikrer den svage part ved en åbenbar styrkeforskel. Det bør derfor være uproblematisk for parterne at aftale, at tvister løses i henhold til AB 92 § 45 - § 47. På længere sigt er der risiko for, at Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed ikke længere kan tilbyde løsning efter disse regler. I så fald må parterne da overveje anvendelse af AB 18-systemet eller gå til de ordinære domstole.
Ansvarsbegrænsninger
I henhold til AB 18, § 8, stk. 5 begrænses Bygherrens direkte krav mod en Underentreprenør af aftaleforholdet mellem Underentreprenøren og Entreprenøren. Hertil fraskriver Bygherren sig mulighed for at rejse krav om erstatning udenfor kontrakt overfor Underentreprenører. Hensigten er, at ansvar skal reguleres aftalemæssigt.
Bestemmelsen giver imidlertid anledning til lige så mange nye usikkerhedsmomenter, som søges afklaret. Hertil fraviger bestemmelsen klart dansk rets almindelige udgangspunkt om, at ansvarsbegrænsninger ikke gælder ved erstatning uden for kontrakt (da ansvarsbegrænsningen ikke er direkte aftalt). Især for Bygherre er der derfor god anledning til at undlade at anvende denne bestemmelse som vilkår i en entrepriseaftale.
Fordele ved fremgangsmåden
Et formål ved enhver kontrakt bør være at sikre entydighed om ydelser og parternes rettigheder og pligter. Kontrakten skal give parterne tryghed.
I den udstrækning den ene eller måske begge parter ikke anser sig for at være trygge ved at anvende AB 18, kan der være god grund til at fortsætte med de hidtidige vilkår. Men som gennemgået ovenfor, bør begge parter sikre sig selv og kontrakten ved at overveje, om ikke blot nogle af AB 18’s bestemmelser vil give dem mere tryghed og skabe større klarhed om deres stilling. Når alt kommer til alt, er der jo tale om bestemmelser, som rigtig mange mennesker har brugt lang tid på at formulere.
En anden årsag til fortsat at anvende AB 92 kan være, at det kan vise sig at være billigere, f.eks. i de situationer, hvor Entreprenøren skal indkøbe andre fag i underentreprise. Det kan næsten siges at være en tommelfingerregel, at jo mindre en underentreprise er, des mere vil Underentreprenøren være tilbøjelig til at anvende det kendte, altså AB 92. Entreprenøren kommer derved i klemme ved ikke at kunne indgå aftaler ”back to back”. Denne klemme må den Entreprenør, der udviser rettidig omhu, medtage i sin risikovurdering – eller sagt med andre ord: tage sig betalt for. Bygherre kommer derved til at betale for et forhold, som muligvis slet ikke har værdi for Bygherren.
Individuelle vilkår og fravigelser af standardaftaler
I det seneste år har mange kommentarer og artikler forholdt sig til anvendelse af individuelt tilpassede standardvilkår. Forskellige aktører, herunder også advokater, er blevet beskyldt for at udhule de nye aftalevilkår (AB-vilkår) ved at formulere særlige vilkår, fravigelser, tillæg osv. Som det fremgår implicit af ovenstående, deler DAHL ikke kritikken af anvendelse af individuelle vilkår – så længe vilkårene er velovervejede og velskrevne.
Der kan være mange gode grunde til, at en aftalepart ønsker at ændre (minimere) sin risiko ved at indgå en entreprisekontrakt eller aftale om teknisk bistand i forhold til fordelingen af risici, der fremgår af AB 18, ABT 18 eller ABR 18. Hertil er bestemmelserne netop generelle, og derfor kan der hurtigt opstå branchebestemte forhold, der gør anvendelse af alle bestemmelser i AB overflødige eller unødvendige. For de fleste leverandører er deltagelse i byggemøder oftest ikke forekommende. At der i sådanne møder skulle kunne gives meddelelser med bindende virkning, øger i hvert fald risici for fejl.
Det er imidlertid lige så vigtigt at overveje, hvilke konsekvenser krav om særlige vilkår skal have. Ret beset burde AB-vilkår anses for at være ”prisneutrale”; hvis Bygherren kræver et vilkår, der forøger Entreprenørens risiko, bør Bygherren også være indstillet på at betale vederlag herfor. Derfor bør Entreprenøren (eller Underentreprenøren), der først præsenteres for de særlige vilkår, når pris er forhandlet, også være særligt opmærksom og i yderste konsekvens afslå vilkårenes anvendelse, såfremt kapitalisering af risiko ikke accepteres. I denne sammenhæng opstår modvilje mod at anvende individuelle særlige vilkår/ændringer til AB 18 også uden reelt indhold, da det i yderste konsekvens også skulle føre til, at en entreprisekontrakt ikke må indeholde individuelle vilkår.
Kontakt DAHL
DAHL bistår gerne ved vurdering af individuelle vilkår, udfærdigelse heraf eller ved kontrahering i øvrigt. Kontakt vores eksperter, og hør nærmere.