Sagens faktum

Sagen angik en IT-kontrakt indgået mellem Statens Vegvesen (herefter SVV) og International Business Machines (herefter IBM). Den norske stat ved Samferdelselsdepartementet stævnede IBM for kontraktbrud. Sagen var noget omfattende, idet den omfattede 30.000 siders sagsdokumenter og blev hovedforhandlet i 47 dage.

SVV og IBM indgik den 20. december 2013 en IT-kontrakt om levering af en IT-løsning til opkrævning af vejafgift i Norge. Projektet blev døbt ”Grindgut” og skulle erstatte et tidligere system, som SVV anvendte.

IBM skulle levere flere løsninger til dette formål. Tre af løsningerne var allerede tilgængelige standardprodukter, og ét skulle specialudvikles af IBM. Parterne anvendte den norske standardkontrakt PS2000, som er tiltænkt systemudvikling, hvor det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt at fastsætte specifikationer på forhånd eller være sikker på projektets gennemførelse.

Godkendelsen af projektet var som udgangspunkt fastsat til den 19. marts 2015, men som følge af en række forsinkelser endte den endelige aflevering med at blive sat til den 13. november 2015.

I udviklingsfasen var der indlagt en række kontroller. Den første kontrol blev ikke formelt godkendt af SVV’s projektledelse, men IBM modtog betaling herfor. Anden kontrol blev heller ikke godkendt, hvilket SVV begrundede med, at testrapporten havde mangler, og at IBM ikke havde leveret den aftalte løsning, samtidig med at tidsplanen for projektet var urealistisk.

SVV varslede derfor, at de ville ophæve kontrakten den 22. juni 2015 pga. væsentlig indtrådt forsinkelse og anticiperet misligholdelse. SVV hævede herefter IT-kontrakten den 27. juli 2015. På dette tidspunkt havde udviklingsarbejdet stået på i halvandet år.

IBM var uenige og hævdede, at kontrakten var ophævet uberettiget, og som følge heraf forelå en væsentlig misligholdelse af parternes aftale. IBM ophævede herefter en finansieringsaftale mellem IBM’s finansieringsgren og SVV, som var indgået i forbindelse med IT-kontrakten.

Den norske stat stævnede IBM den 29. marts 2016 og krævede erstatning fastsat skønsmæssigt til minimum 300 mio. NOK. IBM påstod frifindelse og betaling af vederlag, erstatning og kompensation for afbestilling.

Rettens samlede vurdering

Retten fandt, at ophævelsen var ugrundet og gav dermed IBM medhold. Retten gennemgår ret detaljeret, hvilket faktum der ligger til grund for afgørelsen, hvilket gør dommen interessant.

Det blev udtalt, at der var tale om et udfordrende projekt, hvor begge parter i aftalen tilmed havde hver deres udfordringer i forhold til hver deres interne organisation. Endvidere var tidsplanen for projektet stram, idet SVV skulle bruge et nyt IT-system, som kunne anvendes på hele landets afgiftsbelagte strækninger, inden kontrakten med de nuværende IT-leverandører udløb.

IBM endte med at anvende tre gange så mange timer, som først anslået. Retten vurderede, at IBM’s opgaveløsning langt fra var fejlfri, og dette fulgte af, at IBM havde undervurderet arbejdets omfang, som det var beskrevet i opgaven, og at de havde lav effektivitet igennem store dele af projektet.

Retten mente dog, at SVV’s forhold var hovedårsag til sammenbruddet af parternes samarbejde. SVV havde efter en samlet vurdering misligholdt sin samarbejdspligt.

Retten mente, at den forskellige prioritering af kvalitet, tid og pris var grundlag for konflikten. SVV havde på den ene side prioriteret kvalitet over tid og pris. På den anden side havde IBM tid som førsteprioritet. Retten udtaler, at denne forskellige prioritering ikke var et tema i sagen før midten af løsningsbeskrivelsesfasen, som stod på mellem 17. januar og 4. juli 2014. I midten af denne fase og frem til slutningen af 2014 var der betydelig uklarhed om, hvorvidt SVV prioriterede tid eller kvalitet højest.

SVV’s mål var efter rettens opfattelse at gøre IT-løsningen mest funktionel og brugervenlig – SVV havde således sit fokus på kvalitet og mest mulig standardfunktionalitet. Trods dette gjorde SVV meget lidt for at begrænse specialudvikling og accepterede hverken den modulære brugergrænseflade eller forenklinger af vejafgiftsspecifik funktionalitet. Dette førte til, at IBM måtte foretage omfattende og tidskrævende ændringer i IT-løsningen. Der blev således i forløbet brugt en masse tid på afklaringer fremfor sikring af fremdrift i henhold til tidsplanen.

Retten udtalte i den forbindelse, at denne situation blev forværret, fordi SVV førte en meget tæt kontrol med gennemførslen af projektet, hvilket drænede IBM’s handlekraft i forbindelse med styring og ledelse af projektet.

Retten konkluderer derfor, at der ikke var grundlag for SVV til at ophæve aftalen, hverken med baggrund i indtrådt eller anticiperet misligholdelse. IBM havde derfor også været berettiget til at ophæve finansieringsaftalen.

IBM blev frifundet for SVV’s krav. SVV blev dømt til at betale IBM vederlag på 136.588.032 NOK, erstatning på 2.565.045 NOK og sagsomkostninger på 42.071.288 NOK. Kravet om kompensation for afbestilling blev afvist.

Lowballing

SVV gjorde under sagen gældende, at IBM i udbuddet havde underestimeret arbejdsomfanget og dermed efterfølgende illoyalt havde bedt om betaling for ekstraarbejder – såkaldt ”lowballing”. Retten var ikke enig i SVV’s synspunkt, da retten ikke var af den opfattelse, at IBM i forbindelse med udbuddet havde underestimeret den tid, projektet ville tage. IBM var derimod den tilbudsgiver, som havde regnet med det højeste timeforbrug.

Prioritering af tid, pris og kvalitet

Retten fremhæver den forskellige prioritering af styringsparametre (tid, pris og kvalitet) som årsag til betydelige gnidninger mellem parterne i forbindelse med projektet. SVV’s prioritering syntes ikke at være formidlet til IBM før projektopstart. I foråret og frem til efteråret 2014 var der usikkerhed om, hvorvidt SVV prioriterede tid eller kvalitet. Tiden var vigtig for SVV i starten af året, men i oktober 2014 beslutter SVV’s interne styringsgruppe, at kvalitet skal have prioritet fremfor tid, hvilket ikke syntes at være blevet kommunikeret til IBM.

Retten mente, at SVV’s prioritering af kvalitet over tid og pris var svært at forene med de aftalte bestemmelser om tidsfrister, pris og sanktioner i aftalen. Dette betød, at der var et grundlag for konflikt allerede før projektstart.

Denne forskellige prioritering af parametre i kombination med SVV’s ”ja tak til begge dele”-holdning prægede i betydelig grad samspillet om, hvordan parterne forholdt sig til specifikationskrav og gennemførslen af projektet. Konsekvenserne var, at der blev brugt længere tid på at få udarbejdet rapporter med henblik på afklaring, fremfor at der blev truffet beslutninger, manglende vilje til kompromisser om funktionalitet og kontrol af IBM’s arbejde på bekostning af fremdrift.

Øget kompleksitet i opgaveløsningen

Med hensyn til løsningen af opgaven og fremdriften omtaler retten den øgede kompleksitet i projektet. Efter rettens opfattelse var der tre faktorer, som særligt var årsag til, at omkostninger og tidsforbrug langt oversteg, hvad parterne havde forventet.

Den første var, at SVV ikke accepterede konsekvenserne af at have bedt om en modulbaseret løsning, der skulle dække SVV’s behov ved mest mulig brug af standardfunktionalitet.

SVV syntes ikke at have taget i betragtning, at de selv havde stillet krav til, vurderet og valgt arkitektur i forbindelse med anskaffelsesprocessen. Under sagen havde SVV anført, at man ikke var optaget af, om man fik en skræddersyet eller en standardløsning. Dette fandt retten hverken fornuftigt eller i overensstemmelse med det aftalte, fordi de grundlæggende principper for IBM’s løsningskoncept var tydeligt præsenteret i tilbuddet, og SVV havde i processen tid og mulighed for at sætte sig ind i den af IBM valgte løsning.

Den anden faktor, der påvirkede udviklingen var, at SVV i mange tilfælde tolkede kravsspecifikationerne urimeligt langt i egen favør.

SVV havde angivet absolutte krav præcist, og andre krav var generelt og åbent formuleret. Risikoen for tilstrækkelig klarhed i kravene lå ifølge retten på SVV. Formålet med de generelle krav måtte være at give SVV mulighed for at vælge det mest omkostningseffektive bud. Dette indebar efter rettens opfattelse, at det ikke stod SVV frit for at kræve en anderledes eller forbedret løsning af IBM, fordi den løsning, IBM havde udarbejdet, allerede lå indenfor en rimelig fortolkning af kravene. Dertil nævnes, at SVV havde et udvidet ansvar i løsningsbeskrivelsesfasen og ret til at godkende og forkaste denne. Derfor var det lige så nærliggende, at SVV som IBM skulle bære risikoen for, at dele af kravsspecifikationen blev overset. Endelig tog SVV ikke hensyn til IBM’s løsningskoncept og sit eget ansvar for kravene, men krævede tilpasninger og ændringer.

Tredje faktor, der påvirkede processen, var, at SVV ikke evnede at foretage afklaringer og træffe beslutninger løbende. Rettens indtryk var i den forbindelse, at afklaringer tog unødvendigt lang tid, fordi SVV’s projektdeltagere manglede kompetence og fuldmagt.

Hæveopgøret

Godkendelses- og afslutningsfasen blev forsinket og dermed udskudt. Retten fastlagde et hypotetisk tidspunkt for, hvornår IBM kunne være klar til at påbegynde denne fase. Retten gav fristforlængelser på baggrund af de i sagen gennemgåede ændringsanmodninger, således at IBM rent faktisk kunne levere inden fristen.

Retten udtaler herom, at en hypotetisk vurdering af færdiggørelsesdato er en kunstig øvelse. Retten fandt det vanskeligt at se, at projektet på tidspunktet for SVV’s ophævelse ville være blevet videreført uden fortsat store konflikter. For at Grindgut skulle have lykkedes, skulle SVV have ændret sin tilgang til projektet betydeligt. På den baggrund fandt retten ophævelsen uberettiget.

Retten fandt herefter, at SVV ved ophævelsen havde misligholdt kontrakten, hvilket gav IBM ret til at hæve.

Opsummering

Både IBM og kunden SVV havde hver i deres organisationer komplekse arbejdsopgaver og organisering af medarbejdere. Ligeledes var den løsning, som skulle udvikles, teknisk kompliceret, og der var forskellige behov, der skulle dækkes. SVV havde ikke som kunde sat sig tilstrækkeligt ind i de løsninger, som IBM allerede havde udviklet, og som kunne anvendes, hvilket førte til vanskeligheder i fremdriften af projektet.

SVV havde tidligere anvendt en specialudviklet IT-løsning til opkrævning af vejafgift, hvorimod man af IBM ønskede en standardiseret løsning og dermed ønskede at begrænse specialudvikling så meget som muligt. Her spiller SVV’s manglende forståelse for det produkt, IBM ville levere, også ind, da det førte til en række krav og ændringer fra SVV’s side, som forlængede processen. Som retten også var inde på, begrænsede SVV i processen IBM’s frihed i opgaveløsningen og fortolkede de krav, som var stillet til projektet, til egen fordel.

Herudover fandt retten, at IT-løsningen, som IBM udviklede, lå indenfor rammerne af de krav, SVV havde krævet. Dette gjorde, at SVV ikke havde fri adgang til at stille ændringskrav løbende. Ligeledes lå ansvaret og risikoen for, at kravene var korrekt udformede hos SVV, og dermed var det også SVV’s medarbejderes ansvar at have overblik over kompleksiteten i opgaven.

SVV’s adfærd og håndtering af forløbet var ensbetydende med, at IBM indenfor de opsatte rammer for projektet ikke kunne løse opgaven på den måde, IBM fandt bedst. Kunden SVV førte for meget kontrol og blandede sig for meget og ukonstruktivt i processen. Dette var blandt andet et udslag af, at SVV var uklar omkring, hvorvidt man prioriterede tid eller kvalitet.

Det mener DAHL

På baggrund af dommen kan man som leverandør stille krav om, at en kunde gør sig klart, hvad det er, man ønsker af løsning, og hvad man har af forventninger til en IT-leverandør. Derefter skal de krav, en kunde stiller, udformes, således at de passer og er realistiske i forhold til, om det er et ønske om en standardløsning eller en specialudviklet løsning. Hvis kunden vælger en standardløsning, må man tage konsekvensen af dette og sikre, at kunden ikke skal forsøge at ændre eller tilpasse løsningen af opgaven i unødigt omfang.

Det er også vigtigt - og et centralt tema i dommen, - at man får det gjort klart, hvilke parametre kunden prioriterer. Dette bør ske allerede inden kontraktindgåelse. I sagen var det hæmmende for IBM’s opgaveløsning, at SVV ikke var klare omkring og meddelte IBM, om det var tid eller kvalitet, som var vigtigst.

Det er også interessant, at en kunde bør være påpasselig med at fortolke de krav, der er i opdraget til opgaven, urimeligt til egen fordel. Det var efter rettens opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at SVV ikke tog IBM’s løsningsmodel i betragtning, når man bad om ændringer og tilpasninger. Dermed er der med dommen lagt op til et godt argument for at vælge leverandørens processer og følge dennes organisering.

Endelig er det vigtigt, at man som leverandør forsøger at sikre, at de medarbejdere, som kunden har på projektet, er i stand til at træffe beslutninger i forhold til opgaveløsningen og har evnen til at sætte sig ind i de løsninger, som leverandøren arbejder ud fra. Retten pegede nemlig også på, at SVV manglede denne beslutningskraft og indsigt i de løsninger, som blev diskuteret, hvilket også fik betydning for resultatet.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til den konkrete sag eller brug for rådgivning til at forhandle en IT-kontrakt, er du meget velkommen til at kontakte DAHLs eksperter. Vi yder vi professionel rådgivning på området.