UEFA skrev i den sammenhæng følgende på deres hjemmeside:

“The Adjudicatory Chamber, having considered all the evidence, has found that Manchester City Football Club committed serious breaches of the UEFA Club Licensing and Financial Fair Play Regulations by overstating its sponsorship revenue in its accounts and in the break-even information submitted to UEFA between 2012 and 2016.

The Adjudicatory Chamber has also found that in breach of the regulations the Club failed to cooperate in the investigation of this case by the CFCB.”

Sagen om Manchester Citys udelukkelse fra europæiske klubturneringer i to år har medført megen omtale i både danske og internationale medier. Den har også affødt mange reaktioner og holdninger til UEFA’s ’Financial Fair Play’-regler (”FFP”) og om måden, hvorpå en professionel fodboldklub kan finansieres.

Men hvilke regler er det præcist, at Manchester City har forbrudt sig mod? og hvad er det, som fodboldklubben konkret har gjort forkert? UEFA har efterfølgende ikke ville uddybe sin korte meddelelse om baggrunden for den hårde straf, og derfor er detaljerne i sagen endnu ikke kendt i offentligheden.

Denne kommentar er således udelukkende baseret på mit kendskab til FFP, mediernes dækning af sagen samt min generelle viden om fodboldjura og fodbold i almindelighed.

Hensynet bag FFP

Allerede tilbage i 2011 introducerede UEFA sine regler om ”Licensing and Financial Fairplay Regulations”, også kaldet FFP. Formålet med disse regler var at skabe langsigtet økonomisk stabilitet for europæiske fodboldklubber og dermed undgå gældsspiraler og konkurser i branchen. Samtidig skulle reglerne sørge for en fair konkurrence baseret på en økonomi, som klubberne selv kunne skabe via deres fodboldaktiviteter.

’Break-even’-princippet

Omdrejningspunktet i Manchester City-sagen er FFP-reglernes grundprincip om, at klubbernes regnskaber (som minimum) skal gå i break even over en periode på tre år. ’Break-even’-princippet går på, at en fodboldklubs omkostninger ikke må overstige dens indtægter målt over en rullende periode på tre år. Det er dog tilladt at have et underskud på op til 5 mio. euro, som kan dækkes ved tilskud fra klubbens ejer. Tanken bag er, at klubberne skal kunne gå i ’break-even’ ved hjælp af sin egne driftsaktiviteter.

FFP indeholder i den sammenhæng detaljerede bestemmelser om, hvilke indtægter og omkostninger, der skal indgå i klubbernes opgørelse og dokumentation for overholdelse af ’break-even’-princippet. FFP skelner i den forbindelse mellem relevante og ikke-relevante omkostninger og indtægter. De som anses for at være relevante skal indgå i opgørelsen over ’break-even’-resultatet, hvilket betyder, at kun relevante indtægter kan bruges til at dække klubbers udgifter, herunder udgifter til spillerkøb og spillerlønninger, når break even regnskabet skal gøres op. Relevante indtægter er bl.a. entréindtægter, indtægter fra sponsorer og reklame, TV-indtægter samt andre sædvanlige fodboldforretningsmæssige indtægter.

For at støtte princippet om at klubberne skal kunne klare sig selv, gælder det, at hvis en i øvrigt relevant indtægt, f.eks. en sponsorindtægt, kommer fra en såkaldt ’related party’ (på dansk: en nærtstående part), som fx klubbens ejer, skal der foretages en vurdering af, hvad den reelle markedsværdi er af den pågældende transaktion. Hvis værdien af transaktionen er højere end markedsværdien, skal indtægten i klubbens ’break-even’-regnskab nedsættes til markedsværdien. Desuden foreskriver FFP, at donationer og gældseftergivelser modtaget fra ’related parties’ slet ikke må indgå i klubbens indtægter, når ’break-even’-regnskabet skal opgøres.

Klubberne skal over for UEFA vise at de overholder FFP ved løbende at levere nødvendig og relevant information herom. Klubberne skal i den sammenhæng bekræfte at alle afgivne informationer er fuldstændige og præcise.

Baggrunden for Manchester Citys påståede brud på FFP

Som følge af UEFAs vurdering af, at der er sket en overtrædelsen af FFP, har UEFA valgt at udelukke Manchester City fra europæiske klubturneringer i to år, samtidig med at klubben skal betale en bøde på 30 mio. euro. Fodboldklubben har dog oplyst, at de vil appellere afgørelsen til Den Internationale Sportsdomstol, CAS. For at kunne forstå sagen er det nødvendigt med lidt baggrundsinformation:

a) UEFA har nedsat et organ, ’Club Financial Control Body’ (CFCB), som har til opgave at overvåge og håndhæve FFP. CFCB er inddelt i to instanser: en efterforskningsenhed og en dømmende enhed. CFCB’s medlemmer skal være uafhængige af UEFA.

b) Manchester City blev i 2008 købt af Abu Dhabi United Group (”ADUG”), der ejes af Sheikh Mansour bin Zayed Ak Nahyan. Fodboldklubben havde på dette tidspunkt ikke vundet det engelske mesterskab siden 1969 og havde i mange år fristet en tilværelse i den tunge ende af Premier League, og havde sågar været nede i den tredjebedste engelske række. Der blev dog i samarbejde med den nye ejer og Manchester Citys hovedsponsor, Etihad Airways, foretaget massive investeringer i klubben. I perioden 2011 til 2019 har Man City vundet Premier League fire gange.

c) I perioden mellem 2012 og 2016 har ADUG angiveligt overført penge direkte til Manchester City, uden at få en modydelse og uden at der var tale om et lån, eller også har ADUG angiveligt overført penge til Etihad Airways, som derefter videreførte pengene til klubben angiveligt under betegnelse som et sponsorat.

d) UEFA har tidligere rejst sag mod Manchester City vedrørende brud på FFP, og i 2014 indgik parterne et forlig herom. Ifølge hvad jeg har kunnet læse mig til, omfattede forliget både tiden før forligets indgåelse, men også tiden frem til og med 15/16-sæsonen.

e) I 2015 begyndte den selvbestaltede whistleblower, Football Leaks, at offentliggøre fortrolige oplysninger om fodboldklubber. Her kom det bl.a. frem, at det reelt var Manchester Citys ejer, Sheikh Mansour, der betalte for og opfyldte Etihad Airways sponsorforpligtelser. Manchester City har i forbindelse med de lækkede oplysninger udtalt, at klubben er blevet hacket, og at fortrolige interne e-mails uberettiget er kommet til andres kundskab. I den sammenhæng har klubben også oplyst, at de ikke anser dokumentationen som gyldig, og at oplysningerne i øvrigt er ukorrekte og taget ud af en kontekst. Det er dog uvist, om informationen fra Football Leaks senere er blevet bekræftet af sikre beviser.

f) Manchester City klagede i 2019 til det engelske fodboldforbund, FA, over, at nogle nuværende medarbejdere i Liverpool FC (vist nok nogle scouts og en sporting director), som tidligere havde været ansat i Manchester City, havde afsløret væsentlig information om Manchester City og deres scouting system til Liverpool. Det vides endnu ikke, om denne information er direkte relateret til sagen. Liverpool og Manchester City indgik herefter, som jeg har forstået det, et fortroligt forlig.

g) Angiveligt baseret på oplysninger fra Football Leaks indledte CFCB’s efterforskningsenhed en undersøgelse af Manchester Citys overholdelse af FFP.

h) I maj 2019 henviste CFCB’s efterforskningsenhed sagen til CFCB’s dømmende enhed. Manchester City mente dog, at CFCB ikke havde undersøgt sagen til bunds, og at det var forkert at henvise sagen på et så tidligt tidspunkt til den dømmende enhed. Dette anså Manchester City samtidig som værende i strid med de gældende procesregler og grundlæggende retsgarantier. Desuden mente City, at CFCB’s efterforskningsenhed havde brudt deres fortrolighedsforpligtelser ved at videregive oplysninger til medierne.

i) Manchester City klagede derfor til CAS, som dog ikke gav klubben medhold, bl.a. fordi videregivelsen af information ansås for hensigtsmæssig med henblik på fortsat behandling hos CFCB’s dømmende enhed, selvom den lækkede information endnu ikke var endeligt undersøgt. Dog kom CAS med en kritik af CFCB’s håndtering af den lækkede information, og CAS kunne ikke udelukke at procesreglerne var blevet tilsidesat, men CAS mente samtidig, at dette kunne genoprettes ved behandlingen hos CFCB’s dømmende myndighed.

Manchester Citys relevante handlinger og øvrige relevante forhold

CFCB’s dømmende myndighed har nu truffet afgørelse i sagen, og jeg mener, at de fakta, som CFCB har lagt til grund må være følgende:

Manchester City har modtaget et beløb fra deres ejere som donation (hvilket ikke indgår som en relevant indtægt) og angivet denne som en sponsorindtægt. Alternativt har Manchester City modtaget så betydelige sponsorindtægter fra sin hovedsponsor, Etihad Airways (som samtidig er en ’related party’), at beløbet overstiger den reelle markedsværdi (og måske slet ikke er sket for et opfylde en forpligtelse i en sponsoraftale) og at klubben derefter har undladt at nedjustere disse sponsorindtægter til markedsniveau.

Vi ved endnu ikke præcist, hvorledes sagens fakta i øvrigt er blevet vægtet, men når sagen behandles for CAS bliver det i særdeleshed interessant at se, hvorledes CAS forholder sig til:

a) Om CFCB i sin afgørelse har lagt oplysninger modtaget via Football Leaks til grund for afgørelsen og i givet fald hvilken vægt, der kan lægges på disse, når informationen muligvis er fremkommet på retsstridig vis.

b) Om der er tale om en donation (som ikke må indgå i de relevante indtægter) fra ADUG, eller om der er tale om en ikke markedskonform sponsorindtægt, som City ikke har nedsat i forbindelse med sin FFP-dokumentation til CFCB.

c) Om det får betydning, at CFCB i sin behandling af sagen muligvis ikke har overholdt gældende procesregler. Manchester City har i den sammenhæng gjort gældende, at ”denne sag er indledt af UEFA, sigtelsen er rejst af UEFA, og sagen er også pådømt af UEFA. Nu vil klubben søge at få en uafhængig afgørelse”.

d) Hvilken betydning det har, at der blev indgået et forligt mellem UEFA og Manchester City i 2014 dækkende perioden til og med sæsonen 2015/2016, og som ifølge Manchester City gjorde endeligt op med forhold indtil dette tidspunkt. Således vil Manchester City formentlig gøre gældende, at perioden frem til sommeren 2016 slet ikke kan indgå i sagen.

Konsekvenser af afgørelsen

Vælger CAS at stadfæste UEFA’s afgørelse, vil der være tale om en meget hård straf, som vil kunne få store og skadelige konsekvenser for Manchester City. Jeg forudser bl.a. betydelige udfordringer, hvis klubben grundet sagen ikke må deltage i Champions League i forhold til at honorere spillere og træneres ansættelseskontrakter, som må antages at indeholde væsentlige bonusaftaler relateret til klubbens deltagelse i Champions League. I følge reglerne for Premiere League kan City endda også idømmes nationale sanktioner, som fx tvangsnedrykning, hvis det konstateres, at der er blevet snydt i forbindelse med ansøgninger om licenser hos UEFA.

Det må derfor antages, at Manchester Citys vil sætte alle sejl ind for at omgøre eller udskyde fuldbyrdelse af afgørelsen. Er sagen ikke afgjort inden Champions League starter igen til august, kan klubben anmode CAS om at lade appellen af sagen have opsættende virkning, således at Manchester City alligevel kan deltage i Champions League i sæsonen 2020/21. Det kan også tænkes, at Manchester City vil anfægte lovligheden af FFP i forhold til EU’s konkurrenceregler, hvilket andre dog ikke hidtil har haft succes med.

Er ‘Financial Fair Play’-reglerne reelt fair?

I forlængelse af sagen om Manchester City, er det blevet diskuteret, om ’Financial Fair Play’-reglerne overhovedet har haft den ønskede effekt. Sagen viser, at reglerne forhindrer betydelige kapitaltilførsler i form af donationer eller ikke-markedskonforme sponsorbidrag fra ’related parties’, og at penge herfra ikke kan bruges på køb og aflønning af spillere. Det kan betyde, at mindre klubber, som er dygtige og heldige med at finde gode investorer, kan have svært ved at bryde de store klubbers de facto fodboldmæssige monopol.

De store klubber, som fx Manchester United, Real Madrid og Juventus, der allerede ved FFP’s indførelse, var veletablerede med store og solide spillertrupper og gode infrastrukturforhold, beskyttes altså af FFP mod konkurrence fra nye og mindre klubber. De etablerede klubber kan således fortsætte deres økonomiske og kommercielle dominans i moderne fodbold. Dette på trods af, at netop disse store klubber er nogen af de mest forgældede fodboldklubber i verden, og blot fortsætter med at optage gæld. FFP forhindrer ikke væsentlig gæld, så længe renteudgifterne kan dækkes af klubbernes indtægter.

Med rette kan der stilles spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at UEFA via sine regler tillader klubber at finansiere deres drift ved fortsat at stifte gæld, når UEFA samtidig forbyder klubber som Manchester City og Paris Saint-Germain at modtage finansiering fra en tredjemand eller deres ejere. Husk på, at formålet med FFP var at skabe langsigtet økonomisk stabilitet for europæiske fodboldklubber. Henset til finansieringsformen hos mange af de helt store klubber, er der i dag større risiko for, at Manchester United går konkurs, end at Manchester City gør det. Men der har ikke været tale om, at Manchester Uniteds lånefinansiering er strid med FFP. Er dette Financial Fair Play?

Kontakt os

Har du spørgsmål til den konkrete afgørelse eller andre spørgsmål til sportsret, er du altid velkommen til at kontakte  Frederik Bruhn eller en af vores øvrige specialister på området. Vi har indgående viden og erfaring inden for sportens verden.