Beskatning af "fiktiv" løn og leje
Dom fra sidste år viser, at man kan blive beskattet af beløb, man ikke selv mener at have modtaget.
Indtjening
Det er givetvis almindeligt kendt for de fleste, at man som fuldt skattepligtig til Danmark skal beskattes af de økonomiske formuefordele, man oppebærer. Hvordan den økonomiske formuefordel fremtræder – om det er kontanter, naturalier eller andet - er underordnet. Får man en formuefordel, indtræder der beskatning af den person, der oppebærer det.
Det er derfor også undtagelsen, at der kan gennemføres en beskatning af et beløb, der ikke oppebæres, eller i hvert fald hvor man påstår, at man ikke har oppebåret det. Den blotte ”mulighed” er som udgangspunkt ikke nok til beskatning.
Uanset, om man driver virksomhed i selskabsform eller i personligt regi, kan man løbe ind i udfordringer på det indtjeningsmæssige niveau. Den måde rigtig mange selvstændig erhvervsdrivende/hovedaktionærer reagerer på, er, at man begrænser udtræk til sig selv, som man måske gerne ville have haft, men som man ikke synes, at der er råd til at tage.
Principielt kan man altså undlade at hæve noget ud, hvis man driver virksomhed i personligt regi, eller man kan undlade at tage løn ud til sig selv, hvis man driver virksomhed i selskabsform. I sidstnævnte situation, hvor man typisk er ansat i sit eget selskab, kræver det, at de formelle rammer herfor er opfyldt. Der skal med andre ord være indgået en aftale om, at man f.eks. stopper med at få løn. Indgås der en sådan aftale, betyder det dog også modsætningsvis, at den skal lægges til grund og respekteres i skattemæssig henseende.
Når dette er sagt, findes der alligevel eksempler på situationer, hvor en hovedanpartshaver beskattes af en fiktiv løn og leje.
Retten i Hillerøds afgørelse af 4. august 2015
Der var her tale om en skatteyder, der drev virksomhed i selskabsregi. Selskabet blev erklæret konkurs. I forbindelse med konkursboets behandling, anmeldte skatteyderen sammen med sin ægtefælle et krav i konkursboet på henholdsvis løn og leje. Efterfølgende trak skatteyderen sit anmeldte krav tilbage under henvisning til, at kravet var fiktivt.
Det forhold, at kravet imidlertid var blevet anmeldt i konkursboet, var et forhold, der blev SKAT bekendt. SKAT fandt derfor, at skatteyderen havde fortsat med at arbejde – også efter den seneste formelle lønudbetaling – og at man også her havde oppebåret løn, som skulle undergives beskatning. Det samme gjaldt leje for udlejning af fast ejendom.
Sagen blev indbragt for byretten. Byretten fandt, at man kunne lægge til grund, at skatteyderen havde fået udbetalt løn á 25-35.000 kr. i måneden samt bonus i både 2008 og 2009, senest med 25.000 kr. i maj 2009. I hele perioden havde der været en ansættelseskontrakt. Skatteyderen bestred imidlertid, at man havde fået en løn som anført i ansættelseskontrakten og en leje, som var anført i en lejekontrakt af den størrelse. Han forklarede under sagen, at ansættelseskontrakten var tilbagedateret og anvendt i forbindelse med anmeldelsen over for konkursboet.
Byretten fandt, at skatteyderen frem til 1. juni 2009 har udført arbejde for selskabet som direktør. Det blev endvidere lagt til grund, at der ikke var anden ansættelse eller anden indtægt i den pågældende periode. Af de fremlagte kontoudtog kunne det konstateres, at der også efter den 1. juni 2009 var indgået flere indbetalinger fra kunder til det nu konkursramte selskab. Det blev især lagt til grund, at skatteyderen havde fået udbetalt løn i niveauet 25-35.000 kr. pr. måned samt bonus i 2008 og 2009. Vedrørende den fremlagte ansættelseskontrakt fandtes det ikke ved de fremlagte oplysninger og forklaringer om metadata bevist, at ansættelseskontrakten ikke var oprettet tilbage i februar 2006. Kontrakten tilsidesattes derfor ikke som fiktiv. Der bestod derfor et krav på løn med beskatning til følge.
Principiel og speciel dom
Vedrørende fradrag for tab og periodisering af løn fandt byretten ikke, at det kunne lægges til grund, at al bogføring fra selskabet var bortkommet. Det var skatteyderens ansvar at sørge for at passe på bogføringsmaterialet. Der forelå derfor i denne sag ingen oplysninger om udbetalinger af løn andet end det fremlagte kontoudtog, som ikke i sig selv dokumenterede de økonomiske forhold i selskabet. Skatteyderne havde som direktør igennem hele perioden truffet afgørelse om, hvorvidt der skulle udbetales løn eller ej til ham selv. Da der ikke var fremlagt bogføringsmateriale, der kunne sandsynliggøre, at der ikke var udbetalt løn, fandtes det ikke godtgjort, at der ikke i perioden var og ikke kunne udbetales løn som aftalt, og at der derfor var lidt et fradragsberettiget tab.
Med andre ord blev direktøren ”lønbeskattet” og fik ikke fradrag for en ”manglende lønudbetaling”.
Vedrørende betaling af leje fra selskabet til skatteyderen var der ikke fremlagt nogen skriftlig lejeaftale, men skatteyderen havde opgjort krav på leje over for kurator. Skatteyderen blev derfor også beskattet af det fulde lejebeløb.
Dommen er naturligvis speciel, da en række af forholdene er ”rodet”. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at dommen som sådan er principiel og speciel. Skatteyderen bliver rent faktisk beskattet af nogle beløb, som han i hvert fald påstår, han ikke har modtaget, men en sådan fiktiv beskatning er heldigvis undtagelsen i dansk skatteret.