COVID-19: Hjælpepakke med garantiordning for nye lån
For at undgå en økonomisk krise har Regeringen præsenteret en hjælpepakke, der omfatter to garantiordninger for bankers udlån til kriseramte virksomheder. Garantiordningen gælder for henholdsvis små og mellemstore virksomheder og store virksomheder. Få indblik i de overordnede vilkår her.
Som led i arbejdet med at sikre erhvervslivet under den omfattende sundhedskrise, som i øjeblikket er ved at udvikle sig til en økonomisk krise, har Regeringen igangsat endnu en hjælpepakke, som blandt andet omfatter garantiordninger for udlån til kriseramte virksomheder. Der er tale om en garantiordning målrettet små og mellemstore virksomheder og en garantiordning målrettet større virksomheder.
Ifølge en pressemeddelelse fra Vækstfonden er det fra den 18. marts muligt for store virksomheder, der er ramt af store tab grundet COVID-19, at få en kaution via Vækstfonden. Store virksomheder er i generelle træk virksomheder med mere end 250 medarbejdere eller en omsætning på over 372 mio. kr., alternativt en balancesum på over 320 mio. kr.
Vilkårene for garantiordningen for små og mellemstore virksomheder (SMV) er nu også kommet på plads, så SMV-virksomhederne også kan få et lån eller en kredit med kaution fra Vækstfonden. Læs mere hos Vækstfonden. Små og mellemstore virksomheder er i generelle træk virksomheder med færre end 250 medarbejdere og en årlig omsætning på højst 372 mio. kr. og/eller en samlet balancesum på højst 320 mio. kr.
Fælles for de to ordninger er, at virksomheden for at blive omfattet af ordningen skal have et driftstab på over 30 pct. som følge af COVID-19.
Konkret skal omsætningstabet være på minimum 30 pct. i hele eller dele af perioden fra den 1. marts 2020 til og med den 30. september 2020. Om virksomheden har lidt eller forventer at lide et sådan omsætningstab kan beregnes på grundlag af realiseret og forventet fremtidigt omsætningstab i en periode på minimum 14 dage.
Kautionen fra Vækstfonden dækker det lån eller den kredit, som virksomheden optager i banken til dækning af omsætningstab eller forventet omsætningstab grundet COVID-19.
Kautionen dækker 70 % af bankens tab ved udlånet. For de små og mellemstore virksomheder har kautionen en løbetid på op til 7 år, og for de store virksomheder er løbetiden på op til 6 år. Ordning gælder indtil videre frem til 1. oktober 2020.
Vækstfonden kan alene kautionere for kreditværdige virksomheder og skal søges via virksomhedens pengeinstitut.
DAHL Corona-task force
Hos DAHL står vi klar til at hjælpe dig og din virksomhed. Det gælder i forhold til at forstå implikationerne af den nye hjælpepakke, men også i situationer, hvor andre muligheder kan eller bør overvejes. Vi følger situationen og nye tiltag tæt, og vi vil naturligvis løbende orientere herom.
COVID-19-situationen afføder en række juridiske, strategiske, forretningsmæssige og økonomiske problemstillinger, som de fleste virksomheder bør forholde sig til. Vi har derfor nedsat en særlig task force, du kan kontakte vedrørende de problemer og overvejelser, du og din virksomhed måtte stå overfor i den kommende periode. Det kunne eksempelvis være rådgivning om frivillige og tvungne ordninger, om konsekvenserne af hastelovgivning indenfor skat og afgiftsområdet, om overvejelser og handlemuligheder ift. insolvensbehandling, implikationer i forhold til kapitalstruktur og kapitalforhold, samarbejde med leverandører og øvrige kontraktretlige implikationer og handlemuligheder i kommercielle kontrakter, etc.
Vores task force fungerer som en hotline, der hurtigt vil kunne trække på +200 specialister i DAHL. Kontakt en af vores rådgivere for en nærmere drøftelse af situationen i din virksomhed.