COVID-19: Hjælp til de selvstændige og de særligt ramte virksomheder
Regeringen har i dag varslet, at der kommer en hjælpepakke til små selvstændige virksomheder og en hjælpepakke til virksomheder, der er ekstraordinært hårdt ramt af COVID-19.
Som følge af coronakrisen har Regeringen tidligere i dag annonceret, at der kommer yderligere to hjælpepakker til erhvervslivet. Den ene hjælpepakke er til små selvstændige virksomheder til dækning af dele af omsætningstabet, og den anden er til virksomheder, der er ekstraordinært ramt af COVID-19 til dækning af op til 80 % de faste udgifter.
Hjælpepakke til de små selvstændige virksomheder
Regeringen foreslår, at der etableres en midlertidig kompensationsordning til de små selvstændige virksomheder, der har en omsætningsnedgang på over 30 % grundet COVID-19. Det drejer sig blandt andet om små butikker og frisører, som i forlængelse af Statsministerens udmelding den 17. marts 2020 er pålagt at holde lukket i de næste par uger.
Kompensationen fra staten vil være 75 % af virksomhedens omsætningstab, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned. Kompensationen kan dog være op til 34.500 kr. pr. måned, hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle. Det vil være en betingelse, at virksomheden ikke har mere end 10 fuldtidsansatte.
Kompensationen kan ydes i tre måneder fra den 9. marts og frem til den 9. juni 2020.
Hjælpepakke til virksomheder, der er særligt hårdt ramte
Regeringen foreslår endvidere, at der etableres en kompensationsordning, der målrettes virksomheder, der har en omsætningsnedgang på over 40 % grundet COVID-19. Det kan f.eks. være restauranter, hoteller, flyselskaber mv.
Kompensationen er et kontant tilskud til virksomheden og kan dække op til 80 % af virksomhedens faste udgifter.
Kompensationen kan dække op til tre måneder.
Regeringen vil i dag indkalde Folketingets partier til drøftelse af de to hjælpepakker og forventer hurtigt at kunne præsentere de nærmere regler og vilkår for hjælpepakkerne.
Klik her for at få et samlet overblik over hjælpepakker og ordninger, som skal hjælpe blandt andet erhvervslivet under sundhedskrisen udløst af COVID-19.
DAHL Corona-task force
COVID-19-situationen afføder en række juridiske, strategiske, forretningsmæssige og økonomiske problemstillinger, som de fleste virksomheder bør forholde sig til. Vi har derfor nedsat en særlig task force, du kan kontakte vedrørende de problemer og overvejelser, du og din virksomhed måtte stå overfor i den kommende periode. Det kunne eksempelvis være rådgivning om frivillige og tvungne ordninger, om konsekvenserne af hastelovgivning indenfor skat og afgiftsområdet, om overvejelser og handlemuligheder ift. insolvensbehandling, implikationer i forhold til kapitalstruktur og kapitalforhold, samarbejde med leverandører og øvrige kontraktretlige implikationer og handlemuligheder i kommercielle kontrakter, etc.
Vores task force fungerer som en hotline, der hurtigt vil kunne trække på +200 specialister i DAHL. Kontakt en af vores rådgivere for en nærmere drøftelse af situationen i din virksomhed.