Kommuner må ikke forsikre frivilliges arbejde
Social- og Indenrigsministeriet har i en udtalelse af 29. april 2016 over 28 sider vurderet og konkluderet, at kommuner ikke kan tegne kollektive ulykkes- og ansvarsforsikringer for frivillige.
I den 28 sider lange udtalelse om retsgrundlaget for at tegne forsikring for den frivillige indsats, kommer ministeriet langt omkring. Forskellen mellem frivilligt arbejde, frivillig indsats og foreningsarbejde gennemgås.
Konklusionen er, at frivilligt arbejde er omfattet af allerede eksisterende forsikring af den frivillige selv via arbejdsskadesikringsloven. Foreningsarbejde, som ikke er frivilligt arbejde, og frivillig indsats, som ikke får karakter af frivilligt arbejde, er derimod ikke dækket uden tegning af særlig forsikring.
Nedenfor omtales alene udtalelsens konklusioner vedrørende såkaldt frivillig indsats.
Ministeriet har til brug for udarbejdelsen af udtalelsen indhentet udtalelser fra såvel Beskæftigelsesministeriet som Justitsministeriet, og konklusionen er ikke draget uden tvivl. Stærkest står dog efter ministeriets opfattelse forbuddet mod støtte af enkeltpersoner i henhold til kommunalfuldmagtens grænser.
Dette forbud gælder både dækning af ulykker overgået de frivillige og de mennesker, som drager nytte af den frivillige indsats (bortset fra skadestilfældene).
Ministeriets konklusion om tegning af ulykkesforsikringer til gavn for de frivillige er jeg for så vidt enig. Den forsikringsdækning må være op til den enkelte at overveje.
Den juridiske ramme bliver noget mere uklar, når det gælder tegning af forsikring til dækning for skader overgået de mennesker, som i udgangspunktet skulle have gavn af den frivillige indsats i form af en besøgsven, instigeret eksempvis af den daglige SOSU-hjælper.
Det samme gælder frivillig lektiehjælp til børn, som også kan komme til skade - f.eks. hvis lektiehjælperen vil vise et praktisk eksempel i matematik og rammer en elev hårdt og hårdere end tiltænkt med en bold og laver skader på tænderne.
Eksemplerne er mange, og hvor går grænsen mellem det frivillige (ulønnede) arbejde og den frivillige indsats?
Den kommunale interesse i ovennævnte eksempler på frivillig indsat er indlysende. Besøgsvennen aktiverer måske den deprimerede eller dårligt gående, så livskvaliteten forbedres og behovet for bistand fra den egentlige offentlige indsatspligt dermed reduceres. Behovet for særlig indsats for den elev, der er bagud, elimineres.
Af udtalelsen fremgår det ikke, at ministeriet har foretaget en undersøgelse eller opgørelse af den økonomiske gavn, som en kommune får i forhold til de mennesker, som "modtager" den frivillige indsats og f.eks. kommer i bedre psykisk og/eller fysisk form, så deres behov for pleje nedsættes.
Det er heller ikke blevet undersøgt, hvor mange timer det koster den enkelte kommune at afdække, om skader på den frivillige og/eller på modtageren af indsatsen er dækket af eksisterende forsikringsordninger, jfr. ministeriets egen 28-siders udredning af spørgsmålet.
I forhold til overholdelsen af princippet om økonomisk forsvarlig forvaltning burde disse undersøgelser være iværksat, og ministeriets konklusion var efter min vurdering derfor ikke med de foreliggende uafdækkede forhold den nødvendige at drage.
Under alle omstændigheder stilles kommunerne med denne udtalelse og udredning heri i den kedelige situation, at de vil få vanskeligt ved at svare på, om en frivillige indsats er dækket af eksisterende forsikringsordninger, som dækker skader, der overgår den frivillige eller dem, der modtager den frivilliges hjælp. Det anbefalede lovtiltag for at skabe hjemme for kommunerne til at tegne de omhandlede forsikringer bør derfor iværksættes inden fristens udløb og gerne hurtigst muligt.