Er det nødvendigt at anke taktisk?
Resultatet i en byretsdom giver ofte parterne og deres advokater anledning til at gøre sig nogle taktiske overvejelser om, hvorvidt man skal iværksætte anke til landsretten. For hvad nu, hvis modparten anker dommen på ankefristens sidste dag, så man ikke selv når at anke – og dermed ikke kan nedlægge anden påstand end resultatet i byrettens dom? En kendelse fra Vestre Landsret slår imidlertid fast, at der ikke er grund til at gøre sig sådanne taktiske overvejelser.
Når spørgsmålet om at anke bliver taktisk
I de situationer, hvor man har fået fuldt medhold i byretten, er der selvfølgelig ikke noget problem. Det er der derimod i de situationer, hvor ingen af parterne har fået fuldt medhold i den afsagte dom.
Den ene part har måske besluttet sig for ikke at ville bruge mere tid og kræfter på sagen, men har stået i det dilemma, at hvis modparten nu ankede dommen på ankefristens sidste dag - således at man ikke selv nåede at anke - kunne man måske være afskåret fra at nedlægge en anden påstand end det, der var blevet resultatet i byrettens dom.
Et eksempel
Vi tænker os, at sagsøgeren, A, i byretten har nedlagt påstand om, at sagsøgte, B, skal betale 1 mio. kr., overfor hvilken påstand sagsøgte, B, har nedlagt påstand om frifindelse.
Domsresultatet bliver, at B skal betale 500.000 kr. til A.
A kan som udgangspunkt godt leve med resultatet, men frygter, at hvis B anker dommen på sidstedagen af 4-ugers ankefristen, kan A ikke nå at anke dommen med påstand om, at B skal betale 1 mio. kr., således som A havde påstået i byretten. Det er en situation som denne, der kan give anledning til taktiske overvejelser.
I en kendelse afsagt af Vestre Landsret, optrykt i U2020.1105, er det imidlertid fastslået, at der ikke er nogen grund til at gøre sig sådanne taktiske overvejelser.
Sagens forløb
Sagen drejede sig om, at sagsøger havde nedlagt påstand om, at sagsøgte skulle betale 316.000 kr., overfor hvilken påstand sagsøgte havde nedlagt påstand om frifindelse.
Byretten afsagde den 3. oktober 2019 en dom, hvorefter sagsøgte blev tilpligtet at betale 84.000 kr.
Den 16. oktober 2019 ankede sagsøgte dommen med påstand om frifindelse.
Den 5. november 2019 gav Landsretten indstævnte frist til den 3. december 2019 til at afgive svarskrift. Denne frist anmodede indstævnte den 28. november 2019 om forlængelse af og fik udsættelse indtil den 10. december 2019 for indlevering af ankesvarskrift. I sit ankesvarskrift nedlagde indstævnte påstand om, at appellanten skulle betale 316.000 kr., hvilket var den samme påstand, som indstævnte havde nedlagt i byretten.
Appellanten nedlagde påstand om, at indstævntes betalingspåstand skulle afvises, idet appellanten gjorde gældende, at hvis ikke indstævnte var tilfreds med resultatet i dommen om, at appellanten skulle betale 84.000 kr., skulle indstævnte selvstændigt have anket byretsdommen indenfor for ankefristen på 4 uger, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1.
Det var således appellantens opfattelse, at indstævnte kun kunne nedlægge påstand om stadfæstelse. Landsretten tog ikke appellantens afvisningspåstand til følge, idet landsretten anførte følgende i præmisserne:
”Den part i en af byretten afgjort civilsag, der som udgangspunkt ikke ønsker at føre proces i 2 instanser, kan afvente modpartens eventuelle anke af byrettens dom. Det fremgår af retsplejelovens § 375, at afgivelse af ankesvarskrift er unødvendigt, såfremt indstævnte alene påstår dommen stadfæstet. Det følger heraf, men også af retsplejelovens § 382, stk. 1. modsætningsvis, at indstævnte i ankesvarskriftet kan nedlægge anden påstand end stadfæstelse, herunder samme påstand, som var nedlagt for byretten.
Iværksættelse af kontraanke med samme påstand som for byretten er derfor ikke påkrævet, hvorfor appellantens påstand om afvisning af indstævntes betalingspåstand ikke tages til følge.”
Konklusion
Hvis man således står i en situation med et resultat for byretten, som man egentlig godt kan acceptere, behøver man ikke at iværksætte anke for at sikre sig, at man kan indtale samme påstand som for byretten, hvis modparten skulle finde på at anke. I en sådan situation kan man altså roligt undlade at anke, idet man ikke har fortabt muligheden, hvis modparten skulle anke, selvom ankesvarskriftet bliver indleveret lang tid efter ankefristens udløb.
Man kan i øvrigt blive bragt i en uheldig situation, hvis man vælger at anke bare for at sikre sig, hvis modparten skulle finde på at anke. Hvis man anker for blot at hæve anken efter ankefristens udløb, forholder det sig således, at såfremt anken er blevet forkyndt for modparten, kan modparten indtale sit krav, selvom den oprindelig anke hæves.
Kontakt DAHL
Har du spørgsmål til den konkrete sag eller et andet spørgsmål til konfliktløsning, er du velkommen til at kontakte DAHLs eksperter. Vi yder specialiseret juridisk rådgivning inden for alle områder af konfliktløsning og bistår både danske og udenlandske virksomheder med rets- og voldgiftssager af kommerciel karakter.