Højesteret har den 15. april 2020 afsagt kendelse om, hvorvidt der kunne ske isoleret bevisoptagelse ved de almindelige domstole, eller om sagen skulle afvises, fordi der var aftalt voldgift ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed (kendelsen kan læses i sin fulde længde her).

I modsætning til Højesterets kendelse i U.2014.2042H fandt Højesteret, at den isolerede bevisoptagelse kunne ske ved domstolene, selvom der var aftalt AB 92 mellem bygherre og entreprenørerne, idet entreprenørerne var medtaget på bygherrens brand- og stormforsikring, jf. AB 92, § 8.

Sagens forløb

Bygherren var en boligforening, der indgik en kontrakt med en hovedentreprenør om renovering og modernisering af en af boligforeningens ejendomme. Der var aftalt AB 92 mellem bygherren og hovedentreprenøren samt mellem hovedentreprenøren og underentreprenøren. I aftaleforholdet var det mellem parterne anført som en præcisering af AB 92, § 8 om forsikring, at:

”Entreprenøren og dennes underentreprenører medtages som sikret. Bygherre betaler præmien.”

Bygherren tegnede herefter forsikring i overensstemmelse med AB 92, § 8 om brand- og stormforsikring, hvor både hoved- og underentreprenøren var medforsikrede.

I april 2014 opstod der brand i ejendommen, og forsikringsselskabet udbetalte derfor erstatning til bygherren til dækning af skaderne.

I 2017 anmodede forsikringsselskabet ved Retten i Kolding om isoleret bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343 for at undersøge skaderne, herunder om der var grundlag for at rejse et krav mod entreprenørerne. Entreprenørerne krævede sagen afvist med henvisning til, at der var aftalt voldgift, jf. AB 92, hvorefter en begæring om syn og skøn skulle fremsættes for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlæg og ikke ved byretten.

Byretten fandt, at spørgsmålet om forsikringsselskabets regres beroede på forsikringsaftalelovens §§ 18 og 20, hvorfor det var et direkte retsforhold, som var opstået mellem forsikringsselskabet og entreprenørerne, idet entreprenørerne var medtaget på bygherrens brandforsikring.

Eftersom der ikke var nogen klausul om voldgift i forsikringsbetingelserne, fandt byretten, at den isolerede bevisoptagelse skulle gennemføres ved domstolene.

Sagen blev efterfølgende kæret til Vestre Landsret.

Vestre Landsrets afgørelse

Landsretten var enig med byretten i, at den isolerede bevisoptagelse skulle foretages ved domstolene i en situation, hvor entreprenørerne var omfattet af den tegnede forsikring, og hvor forsikringsbetingelserne ikke indeholdt en voldgiftsklausul.

Landsrettens afgørelse blev indbragt for Højesteret.

Højesterets afgørelse

Entreprenørerne gjorde i overensstemmelse med U.2014.2042H gældende, at forsikringsselskabet var indtrådt i bygherres retstilling, hvorfor forsikringsselskabet ikke kunne opnå en bedre retstilling end bygherren. Der var aftalt AB 92 i forholdet mellem bygherre og entreprenørerne, hvorfor forsikringsselskabet var bundet af voldgiftsaftalen i AB 92.

Højesteret var enig i landsrettens vurdering af, at forsikringsselskabets regreskrav udsprang af det direkte retsforhold mellem forsikringsselskabet og de medsikrede entreprenører iht. forsikringsaftalen, idet spørgsmålet var, om brandforsikringen måtte være bortfaldet efter forsikringsaftalelovens § 18. Der var ikke indgået en aftale om voldgift i forsikringsaftalen, hvorefter sagen om isoleret bevisoptagelse skulle anlægges ved domstolene.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse om ikke at afvise begæringen om isoleret bevisoptagelse.

Et direkte retsforhold mellem forsikringsselskab og entreprenør

Højesterets kendelse fastslår, at når et forsikringsselskabs regreskrav retter sig mod en entreprenør, der er medforsikret på den relevante police som regreskravet udspringer af, så er der tale om direkte retsforhold mellem forsikringsselskabet og entreprenøren om, hvorvidt der er dækning under policen eller ej.

I denne situation bliver forsikringsselskabet ikke bundet af de aftaler om voldgift, som bygherren har indgået med den skadevoldende entreprenør, eftersom der er tale om direkte retsforhold mellem forsikringsselskabet og entreprenøren.

Konklusion

Denne nye kendelse fra Højesteret ændrer ikke ved retsstilling fra Højesteretskendelsen i U.2014.2042H om, at forsikringsselskabet er bundet af bygherres aftaler om voldgift, hvis den skadevoldende entreprenør ikke er medforsikret.  

Afgørende for, om et forsikringsselskabs regreskrav bliver omfattet af bygherrens og entreprenørens aftale om voldgift (jf. AB92/AB18), er herefter, om entreprenøren er medforsikret på bygherrens forsikring.

Er entreprenøren medforsikret, så er forsikringsselskabets regreskrav ikke omfattet af eventuelle voldgiftsklausuler, som bygherren har indgået, hvorfor sagen skal anlægges ved domstolene.

Er entreprenøren ikke medforsikret, så bliver forsikringsselskabet omfattet af bygherrens aftaler om voldgift.

Kontakt DAHL

Har du spørgsmål til den konkrete kendelse eller andre spørgsmål til forsikringsret eller entrepriseret, er du velkommen til at kontakte DAHLs eksperter. Vi yder professionel rådgivning på området.